Koncerter

Haven Festival 2018: Det så vi også!

Kamasi Washington på Haven Festival 2018. Foto: Daniel Nielsen / FrozenPanda.com

Undertoners festivalhold er klar med en opsummering af, hvad der også blev lyttet til på årets Haven Festival. Denne rummer udvalgte koncerter fra både fredag og lørdag.

Selvom musikprogrammet på Haven Festival er af en overkommelig størrelse, så er der stadig grænser for, hvor meget man kan nå at anmelde med to akkrediterede anmeldere. Til gengæld kan det ikke overraske nogen, at en festival med et musikprogram af Havens kaliber tiltrækker flere fra Undertoners redaktion. Derfor følger her en række korte skriv om de koncerter, der ikke blev anmeldt, men som alligevel fortjener et par ord med på vejen.

(Simon Freiesleben)
Ariel Pink, Mindfield, Fredag 13.30
Ariel Marcus Rosenbergs musik kan være en hård nød at knække. På den ene side har Ariel Pink et tydeligt poppet islæt, men samtidig rummer det et vist fremmedgørende element. Uanset hvor meget du skruer op for hans plader, så lyder det altid som om, at musik kommer inde fra nabolokalet. Til Haven fandt vi ud af, at det især gælder når klokken blot er 13.30, og det blæser en halv pelikan ude på Refshaleøen. Det gik desværre udover de mere sarte dele af amerikanerens excentriske indie-arrangementer. Alligevel skinnede de bagvedliggende kvaliteter flere gange igennem, og hovedpersonen selv virkede knap så sceneakavet og modvillig, som da undertegnede sidst så ham optræde på Bremen Teater for tre år siden.

(Asbjørn Skødt)
Big Thief, Værket, Fredag 21.00
Solen skinnede stadig, da Big Thief gik på Haven Festivals tredjestørste scene samtidig med at Kamasi Washington ikke langt derfra trak et stort publikum. Undertoners anmelderkorps var stærkt repræsenteret til sidstnævnte, men jeg havde fundet vej til det intime område bag, ahem, IKEA-loungen, hvor Big Thief skulle spille. Det viste sig, at Big Thief også havde trukket et pænt fremmøde, og ikke mindst trukket positiv stemning, hvor masser af applaus mødte band og forsangeren Adrianne Lenker. Big Thief’s dosis af sårbar indierock blev leveret indlevende og så aldeles imponerende så for mig, at der egentlig kun er at sige, at det var en fornøjelse at overvære koncerten.

Læs også vores anmeldelse af Serpentwithfeet

(Simon Freiesleben)
Kamasi Washington, Mindfield, Fredag 21.00
Med den begyndende solnedgang som det perfekte bagtæppe indtog jazzens redningsmand, Kamasi Washington, Havens mindre hovedscene, Mindfield. Om jazzen så har brug for en redningsmand kan man jo altid diskutere, men faktum er, at det er lykkedes Kamasi Washington at hive jazzen ud af museerne og musikkonservatorierne og ind øverst på plakaten til en rockfestival. Det er i sig selv imponerende, og bandet levede mere end op til opgaven, da de optrådte til Haven. Jeg har i hvert fald aldrig set så mange mennesker danse og more sig til en jazzkoncert før, og jeg glæder mig allerede til næste gang Washington og hans slæng lægger vejen forbi Danmark med deres kosmiske symfonier.

(Ulrik Høgh)
Katinka, Værket, Lørdag kl. 13.30
Katinka bød publikum tilbage til Haven Festival med andendagens første koncert på Værket. Hvis man havde sat næsen op efter en blid opvågning til popsange om ulykkelig kærlighed, var man dog tydeligvis gået forkert. Katinka leverede lige dele kram og kæberaslere til et begejstret publikum, mens hun vekslede mellem charmerende introduktioner og harmdirrende fremførelser af sine sange. Dette blev kombineret med et velspillende band, som gav musikken et noget tungere udtryk end på plade. Katinka har velskrevne sange og tilstedeværelse i overflod, og så behøver man faktisk ikke meget mere.

(Simon Freiesleben)
Wye Oak, Mindfield, Lørdag 16.00
At Wye Oak er formet af samme indiescene i Baltimore, der også har været arnested for Beach House, hører man tydeligt i gruppens drømmende udtryk. Sammenlignet med Beach Houses sfæriske drømmepop, så opererer Wye Oak på et mere jordbundent og umiddelbart plan, hvilket gjorde sig helt perfekt i eftermiddagssolen lørdag på Haven Festival. På trods af jetlag og voldsom blæst, så stod forsanger og guitarist Jenn Wasners guitarsalver knivskarpt i lydbilledet. Og det var en fryd, for Wasners kraftudladninger på elguitaren er St. Vincent værdige.

Skriv et svar