Plader

Primo!: Amici

Australske Primo! har med deres debutalbum, Amici, begået en helt igennem minimalistisk rockplade. Velovervejet naivisme der musikalsk er spændende uden at være varieret, men som lyrisk bliver svækket af en insisteren på at skære alt overskydende fra.

22 minutter. Så lang er Primo!’s post-punk debut Amici.  Den består af ti numre, hvoraf kun to af dem over 2 ½ minut, og ikke et eneste af dem er overladt til nogen form for musikalsk tilfældighed.

På papiret ser det ikke ud af meget. Det er guitar, det er trommer, det er sang – færdig. Der leges med lidt synthesizers, men det er ikke meget. Til gengæld er det velfungerende. For selvom intet af det kommer til at florere på nogen liste over dette århundredes bedste noget som helst, så har de 3 australske musikere Xanthe Waite, Violetta DelConte Race og Suzanne Walker formået at udnytte deres musikalske evner på den helt rigtige måde. Det er rock på den godt gammeldags cool måde. Cool på den måde, som Nico var cool, da hun sang med The Velvet Underground. Cool som Meg White, når hun hamrer insisterende og ensformigt på trommerne. Så cool som man næsten kun kan være, når alt er fuldstændig under simplistisk kontrol. Og det må man sige, at det er på Amici.

De tre musikere har nemlig fundet en opskrift, der fungerer. Et simpelt men fængende guitarriff , der bærer melodien fremad. Dertil tilsættes nogle ikke alt for invaderende trommer, og et par forholdsvis spæde kvindestemmer i harmoni, som følger melodien. Vers, omkvæd, vers, omkvæd og så videre til næste. ”A Million Things”, ”Future”, ”Family Dinner Club” og til en vist grad også ”Closed Tomorrow” og ”Disco Eyeballs” følger denne formel, og selvom det er forenklet, så er det tilstrækkeligt alsidigt til, at man kan kan kende numrene fra hinanden. Det er faktisk ret svært ikke at vippe med foden i takt til musikken.

Mest cool er de dog, når de varierer formlen lidt. ”A City Stair” kører derudad i højt tempo med et fedt guitarriff og næsten monoton stemmeføring, der præcist formår at gennembore lead-guitaren, som mestendels kun bevæger sig mellem to akkorder. Det er punket og måske lidt mere løssluppent end på andre numre, og det klæder dem egentligt. ”Mirage”, pladens eneste single, kører lidt i samme stil med en lang, guitartung optakt komplementeret af synthesizers og kun ganske lidt tekst til sidst på nummeret.

Teksterne er hverdagsobservationer med eftertryk på observationer, og det grænser sig desværre lidt til det banale. Lytter man efter, kan man godt få fornemmelsen af, at de tre har rendt rundt i deres hjemby Melboune og simpelthen bare skrevet alt ned, de har set på deres vej – og i mere eller mindre vilkårlig rækkefølge. Det er lidt svært at få øje på den røde tråd og sammenlignet med musikken, så virker teksterne langt mindre velovervejede. Den ellers så cool naivisme fungerer nemlig bare ikke rigtigt, når det kommer til teksterne. På eksempelvis ”Ticking Off a List” observeres der: »There’s a chair outside, sit down / There’s a footpath we could walk ’round« – ja, det kunne vi vel, men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal stille op med det billede? På åbningsnummeret ”You’ve Got a Million” synges der »You’ve got a million things to do / Racing all over town / Flights of stairs can’t slow you down / You may as well be flying ’round«. Det er simpelthen for gennemtygget, og i bedste Hanne Vibeke Holst-stil overlades intet til fantasien. Det er røvkedeligt, og man kunne godt have ønsket sig, at der var blevet lagt lidt mere vægt på at finpudse naivismen her, så det ikke bare bliver naivt, men hæver niveuaet.

For det er ikke sådan, at Primo! slet ikke kan skrive tekster overhovedet. »Balance it out with walks by the sea / Try it!,« synges der på nummeret ”Bronte Blues”, hvor der i stil med et hvert kvindeblad kommes med forslag til, hvordan hverdagens små problemer tackles. Det er sjovt og spiddende. Men det er ganske enkelt ikke nok, og overdøves af en insisteren på at beskrive alt andet ned til mindste detalje.

Amici betyder venner på italiensk, og måske er det, fordi det er deres venner, de skriver om og til. At vi andre så kan nikke med på sidelinjen, er kun et plus.

★★★★☆☆

Skriv et svar