Plader

The Internet: Hive Mind

Den legesyge hiphop-gruppe fra Los Angeles bugner af selvtillid på nyt udspil, der blander deres soulede hip-hop fundament med moderne trends såvel som nostalgiske motown-ballader.

Gruppen The Internet, der har rødder i det toneangivende, californiske kollektiv Odd Future, er tilbage med nye toner, der følger op på r’n’b-succesen Ego Death fra 2015. I mellemtiden har gruppens medlemmer prøvet kræfter af med forskellige sideprojekter, men nu er de igen samlet for at bevise verden, at de stramme basgange ikke er lagt helt på hylden endnu.

Det står klart og tydeligt, at frontfiguren Syd har gennemgået et større musikalsk projekt for at finde sig selv siden Ego Death, og at de ellers flydende og lettilgængelige pop-produktioner er byttet ud med en mere alternativ tilgang til popmusikken, hvilket også kan høres på hendes flotte soloudspil Fin fra sidste år.

Og derudover står det også tydeligt, at Hive Mind er et sammensurium af forskellige stilarter, hvor gruppens medlemmer hver især skinner igennem med deres individuelle legesyghed. Pladen trækker på alt fra gamle motown-rytmer og funkede ska-basgange, der dog blandes op med en særlighed sårbarhed, så det ikke kun er de festlige toner, der trænger igennem. For eksempel på pladens første del, hvor særligt skæringen “Come Over” skinner igennem med sit indeledende boom-bap groove, hvor Syd’s vokal ligger sig som et ekko over de tunge rytmer og klingende guitarer: »Mmm but, I know what you like baby/ Can I come over, come over?«.

Et køligt og behageligt tosomheds-univers, hvor de festlige toner sættes til side til fordel for et mere sårbart indtryk. Også på “Stay The Night” bliver vi, som titlen indikerer, kastet ud i et køligt natteunivers, hvor tempoet er lavt og en ringende guitar klinger de sene nattetimer ind, alt imens frontfigur Syd langsamt fremstønner »Maybe you should stay the night / Why don’t you stay the night«. Begge numre befinder sig på pladens første del, som udstråler en mere sårbar nerve, og giver os et nyt og forfriskende indtryk af Syd som sangskriver. Sangene fremkalder en særlig natlig følelse, hvor modløsheden og kærlighedens længsel presser på. Dog med enkelte afstikker i bedste og velkendte The Internet stil, som for eksempel pladens anden skæring “Roll (Burbank Funk)” som foruden sin galoperende baslinje også ulmer mere af fandenivoldskhed end længselsfulde nætter.

De godt og vel 57 minutters musik fordelt på de 13 sange beviser tilsammen, at The Internet holder hvad de lover og ikke skuffer de trofaste fans, selvom Hive Mind tydeligt afviger fra resten af deres bagkatalog. Den legesyge tilgang til popmusikken er der dog stadigvæk, hvilket også er årsagen til pladens diversitet. Musikken er både nem at lytte til, tilbagelænet og fejende flot produceret. På denne plade er Syd og hendes kompagnoner ikke bange for at spænde ben for sig selv og prøve kræfter af med noget, der ikke er at spore på deres tidligere udspil. For eksempel på pladen anden del, hvor et nummer som “Next Time / Humble Pie” med sine næsten 6 minutter buldrer derudaf med adskellige temposkift, lydløse passager og tydelige vokalmanipulationer som kræver en særlig opmærksomhed fra lytteren, før det kan lykkes. På alle måder et nummer der viser, at gruppen ikke er bange for at udforske pop-musikkens alleryderste afkroge.

Der er på alle måder en masse musikalsk guf at hente, hvad end man håber på en naturlige viderebygning på 2015´s Ego Death eller noget helt andet. På Hive Mind beviser The Internet, at de ikke er bange for at skeje helt ud og dyrke pop-musikken på deres helt egen måde, dog uden helt at forlade deres lækre, velkendte RnB domæne.

★★★★☆☆

Om skribenten

Simon Lund Pedersen

Jeg har altid haft en særlig connection med musik. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden. For mig handler musik meget om identitet, hvilket også gør at jeg har svært ved at lægge mig fast på noget konkret. Jeg føler ens musikalske-jeg konstant er i udvikling. Et af de første minder jeg har fra mødet med musikken var engang hvor jeg i 8. klasse fandt en italiensk opera helt tilfældigt på youtube. Det havde jeg det for vildt over i flere uger. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af at være helt alene med den begejstring. Det var vidunderligt. Musik kan for mig både være ekstremt personligt, men samtidigt kan det også binde folk sammen, hvilket repræsenterer noget vildt smukt synes jeg. Det er det der er det fede ved at være musikskribent. Det er rart at få bekræftet at man ikke er den eneste der har haft den samme oplevelse af at lytte til noget, men hvis man så alligevel er, så har man forhåbentligt fået noget ud af det selv, og så er det bare fedt at få sine musikalske oplevelser skrevet ned, og få dem gjort til noget håndgribeligt. Der sker bare noget magisk når man får afløb for de stemninger et givent musikalsk værk har givet en. Det er det skriveriet kan. Og så er det jo bare alt for fedt hvis folk kan spejle sig i det man skriver.

Fem favoritalbums:

Paul Simon - Graceland

Beach House - Teen Dream

Destroyer - Ken

Roy Orbison - Memphis

Donny Hathaway - Extension Of A Man

Skriv et svar