Plader

Travis Scott: Astroworld

Skrevet af Johan Mandrup

Houstonrapperen Travis Scotts længe ventede og maksimalt hypede tredje album viser sig at være lidt af et maratonprojekt at komme igennem på trods af talløse features og spændende producere.

Hvis man har dristet sig til at nævne Travis Scotts Astroworld på internettets diverse hip hop fora de sidste par år, er man med stor sandsynlighed blevet mødt med sarkastiske bemærkninger om at projektet skulle være lige på trapperne. Der har bare ikke været noget om snakken indtil for nylig, hvor Scott på sin Instagram-profil kunne fortælle, at fredag er dagen, hvor helvede bryder løs. Helt så slemt skulle det dog vise sig ikke at gå.

Astroworld er et 17 numre og 58 minutter langt projekt, der egentlig på sin vis minder meget om hans to foregående albums, Rodeo og Birds in the Trap Sing McKnight. De har nemlig alle en grundlæggende tung, trap-inspireret og unik Houston-lyd, som er meget karakteristisk for Scotts musik. Dog virker det som om, at Scott ikke har erkendt sine styrker og prøvet at arbejde i en retning, der for ham virker eksperimenterende og banebrydende, men som ender med at være en pærevælling af forudsigelige flows over en mere uforudsigelig baggrund.

Når det er sagt, så er det slet ikke et dårligt album. Astroworld er spækket med sange, der husker en på, at man ikke bliver en del af Kanye Wests pladeselskab GOOD Music uden at have en større røvfuld talent. Albummet er et potpourri af forskellige lyde, der både tager lytteren gennem psykedeliske flydere som ”Astrothunder” (produceret af blandt andet John Mayer og Thundercat), intense kærlighedssange dedikeret til hans kæreste Kylie Jenner på ”Coffee Bean” og ”Skeletons” samt en klassisk omgang blærerøvsrap med Drake på ”Sicko Mode”.

Features fra både sangstjerner som Frank Ocean og The Weeknd samt stenhårde vers fra 21 Savage, Drake og Gunna giver virkelig et ekstra lag til projektet, som det i den grad har brug for, da det i perioder lider under at have lidt et lidt for ensformet flow fra Scott. Selvom han gør et forsøg på at skifte mellem sang og rap, så bliver den klassiske autotunede lyd, som Travis Scott har lagt beslag på, lidt for monoton. Og her bliver de mange features et frisk pust ind over numrene.

Med projektet forsøger Scott at genskabe den melankolske stemning, som han oplevede i kølvandet på, at Houstons kendte forlystelsesparken Six Flags: Astroworld i 2005 blev revet ned for at bygge lejligheder. Et barndomsminde der får en direkte reference med på vejen i “Stargazing”: »If I take you to my past you will be traumatized/Got a thousand kids outside that’s tryna come alive/’99, took Astroworld, it had to relocate/Told the dogs I’d bring it back, it was a seal of faith.« Derudover har projektet fra start af været associeret med de brede armbevægelser forud for udgivelsen, hvor Scott ikke ligefrem har forsøgt at dæmpe hypen omkring Astroworld: »It might be the best music that I’ve made. I have two records on the album that are like, man, they are the best.«

Det lader til, at hele albummet er blevet et meget personligt projekt for Scott, da meget af tiden går med at skabe en dystopisk æstetik, der stammer fra hans minder om opvæksten i Houston, blandet med elementer fra hans nye plads i verden som far og fast kæreste. Og det virker som om, at han er godt tilfreds med det – med flere sange, som ”Wake Up” og ”Skeletons,”  der sammen med The Weeknd er opført som oder til Kylie Jenner. På “Houstonfornication” synger Scott: »Just built the Astroworld playground to play with my baby«. Han har lagt et kunstnerisk og økonomisk fundament for at være den bedste far, han kan blive.

Astroworld er ikke en skuffelse, da mine forhåbninger ikke var så skyhøje, som Scott måske prøvede at gøre dem. Alligevel formår Scott aldrig at tage pusten fra mig, selvom albummet er fyldt med gode rim og fantastiske kunstnere. Astroworld blev et godt album, men ikke det magnum opus som hypen lagde op til at det skulle være. Den må han have til gode til en anden gang.

★★★★☆☆

Leave a Reply