Plader

Aphex Twin: Collapse EP

Skrevet af Joakim Dalmar

Collapse EP er lyden af en Aphex Twin i balance med sig selv, og selvom pladen ikke er et genredefinerende mesterværk, så er det stadig en mesterlig samling numre fra en af electronica-genrens pionerer.

Collapse EP er ikke i den forstand en nytænkende eller genredannende udgivelse – i hvert fald hvad Richard David James’ kaliber angår – men den byder på en eventyrlig og indbydende parade af giftige pluck synthesizers, udtværet trommemaskineri og varme pads, som tager én tilbage til en mere atmosfærisk Aphex Twin lyd.

Når man snakker om Aphex Twin, taler man om en rutineret herre, der længe har skubbet grænserne for elektronisk musik. En pioner inden for musikverdenen er en mild beskrivelse. Tager man en tidsmaskine tilbage til 1985, finder man en ung Aphex Twin, der kokkerer sit Ambient Works 1985-1992, som viste en ny vinkel på,  hvordan maskiner kan lyde. Hopper man en tand længere frem til 2014, kom albummet Syro ud, som på sin vis genererede nye genrer. Det er bare det, han gør. Listen er lang – og man kan namedroppe albums i evigheder. Set i den kontekst skal vi egentlig bare være helt og aldeles beærede over, at pioneren er tilbage med en pragtfuld samling af nye, velovervejede spor.

Dyster og intens er nøgleordene for denne EP – sammen med den enorme detaljegrad. Der er tænkt på den mindste detalje i dette arrangement, og man hører ikke det samme rytmemønster mere end en enkelt gang. Vigtigst af alt følger den et stilrent tema hele vejen igennem, som får lytteren med på en tur i en psykedelisk jungle, hvor ethvert insekt og planteskud kan give én nøjer. I nogles ører vil turen uden tvivl blive en dyster fornøjelse – for andre udfolder resultatet sig i en EP, der slår stærkt igennem med sin hårdføre rutine og melodiske atmosfære, som tager en helt ind i sindet på Aphex Twin.

På ”MT1 t29r2” spiller James’ melodiske forståelse bedst ind grundet de karakteristiske xylofoner, der skaber polyfoniske melodier, som giver et kaotiske modspil til de tunge bas-baserede stykker – de stykker, vi bedst kan lide Aphex Twin for. Ud over det spiller der i sidste ende en lyd af noget, der minder om en sitar, der ikke som sådan et atypisk for manden, men som alligevel kommer ind bringer nogle uventede nye lyde i spil, der supplerer lyduniverset ret godt. Åbningsnummeret ”T69 Collapse”, som er EP’ens singleudgivelse, formår at skabe rammerne for en syret oplevelse med dynamisk kaos og detunede haler på utallige synthesizers. Singlen viser også, hvilke overraskelser Collapse EP gemmer på, for EP’en indeholder en del breakdowns, som typisk består af en flydende, varm pad, der skaber et stemningsskift, man godt kan have behov for i disse rammer. Dette skaber gode kontraster til mandens aggressive tilgange til musik – det er lidt som om, at Aphex Twin er begyndt at hvile i sig selv og sin musiks popsensibilitet.

Det som kunne skræmme nye Aphex Twin-lyttere væk, vil umiddelbart være de lidt for ofte benyttede rytmegentagelseseffekter, der på den ene side skaber god variation til trommeværket, men på den anden side også gør effekten lidt kedelig og lettere voldsom i den lange ende. Man kan godt fornemme en vis ensformighed, eller rettere overforbrug i selve brugen af effekten, men dette er også et varemærke af lyden. Til at starte med virker det til, at effekten kun bliver brugt på trommerne  –  men den bruges også på de underliggende melodiske lag, hvilket får ideen med at “overbruge” effekten til at give mening. Istedet fremstår det som et klogt brug af panorering, der komplimenterer denne brug af rytmegentagelserne.

Collapse EP er en veletableret samling af lydspor, der alle får hver sit moment til at skinne med en længde fra 5 til 6 minutter hver. Det er godt at høre en Aphex Twin udgivelse, der udover at være yderst detaljerig også kommer ud af sin sanitetsskal og formår at skabe en omsluttende lytteoplevelse. For mig er det ”abundance10edit[2 R8’s, FZ20m & a 909]”, der skiller sig mest ud fra resten i forhold til at give lyden af en Aphex Twin i balance med sig selv, men alle sporene giver tilsammen et stabilt resultat. Det hele føles ikke så tilfældigt længere, som der tidligere har været en tendens til. Hele arrangementet er langt mere nede på jorden, og prøver ikke så hårdt på at bryde normen for, hvad elektroniskmusik nu kan lyde af. Det ironiske er så, at lyden i realiteten stadigvæk er banebrydende.

★★★★★½

Leave a Reply