Plader

Big Dust: Pewter & Carbon

Skrevet af Søren Søndberg

I en skummel københavnsk bunker har Big Dust skabt et usædvanligt album, der er faretruende, opfindsomt og legende.

Svesken på disken: Big Dust rammer plet med deres andet album. Pewter & Carbon er et særdeles vellykket album, der kun kan anbefales. Jeg kan godt blive træt af lille Danmark, hvor musikken sjældent skiller sig ud. Heldigvis findes der guldklumper i undergrunden, der gør det hele godt igen. Pewter & Carbon er alternativ rock, når det er bedst: Dyster og farlig, men også indbydende og legende.

Bag navnet Big Dust finder vi trommeslager Christian Skelgaard, Mads Bordinggard Christensen på synthesizer og guitar, samt Simon Skjødt Jensen på guitar og vokal. Sidstnævnte er også kendt for soloprojektet Own Road. Pewter & Carbon er indspillet og produceret af bandet selv i en bunker, og når jeg hører resultatet, kan jeg kan tydeligt forestille mig, hvordan bandet har skabt musikken om natten i en mørk kælder, kun oplyst af blinkende synthesizere.

Big Dust arbejder med mange lag i musikken, og især synthesizerne bliver brugt til at male stemningsbilleder. Albummet vinder meget ved genlyt, for der er kælet for detaljen i de mange små, spøjse synth-melodier, der gemmer sig i mixet. På “The Stoning” er synthesizeren basset og sløv, og vokalen har fået effekter, der gør sangstemmen fjern og mystisk. Det er en faretruende stemning, der tilhører den mørke side. Krydret med tunge, langsomme trommer lander vi et sted, der ikke er langt fra Martin Hannetts produktion på Joy Divisions Unknown Pleasures.

På det næste nummer, “I Know Where We Are”, bliver den dystre stemning viftet bort med et frisk pust. Synthesizeren spiller legende, små melodier, og bassen sørger for en mere opløftende stemning. Det minder lidt om Mew, der både mestrer det dystre og det opløftende i samme åndedræt. David Bowie har heller ikke levet forgæves, og hvis der findes Spotify i paradis, sidder han sikkert og nynner med på “Presence”, der har et ekko af teatralsk 70’er rock over sig.

I det hele taget veksler Pewter & Carbon mellem det dystre og det legende: Især synthesizerne er spøjse, som om der bliver leget mere end der bliver spillet. Den slags eksperimenter kan gå frygtelig galt, men vi har her fat i musikere, som kender deres virkemidler, og ikke er bange for at tage chancer.

Vi skal ud i hjørnerne for at finde kritikpunkter: Simon Skjødt Jensen har til tider en skinger vokal, især på åbningsnummeret “When You Dance”. Det kan også virke frustrerende, at mange af sangene virker uforløste i den forstand, at de sagtens kunne vare længere. Efter kun 38 minutter er seancen forbi, og en hypnotiserende sang som “Gum” kunne sagtens have spillet endnu længere end 6 minutter. Det koster et enkelt U – men hold dig ikke tilbage, hvis du vil høre et fremragende eksempel på, hvad den danske undergrund kan tilbyde.

★★★★★☆

Skriv et svar