Koncerter

Deafheaven, 20.09.18, Lille Vega, København

Deafheaven bød efteråret velkommen med bulder, brag og en krydsning mellem postrock, shoegaze og black metal og bekræftede deres position på kanten af genrerne.

Hvis man dømte efter kønssammensætningen, det sorte tøj og de mange piercinger på denne efterårsaften i et udsolgt Lille Vega, var det tydeligt, at bandet på plakaten lå i den tungere ende af skalaen. Alligevel stak der noget ud. Her og der spottede man hornbriller, unge Vesterbro-drenge med Scarlet Pleasure-hår og endda en Radiohead-t-shirt – alt sammen et godt tegn på, at metalpuritanernes bête noire, Deafheaven, var i byen.

Den californiske kvintet har måttet leve i skyggen af det evindelige spørgsmål: »men er det egentlig metal?!« siden de brød igennem med Sunbather i 2013. Udover et skandaløst lyserødt cover slap Deafheaven på denne plade af sted med at sammenflette black metal, den måske mest asociale subgenre i familien, med postrock, shoegaze og dreampop. Anmelderne elskede det, mens dogmatiske metalfans elskede at hade det. Deafheaven har siden cementeret deres status med opfølgerne New Bermuda og Ordinary Corrupt Human Love og trækker nu fulde huse med deres ”blackgaze” til mange af deres mere langhårede kollegers misundelse. Og helt ærligt, når man hører trætte bandklichéer som Sinsaenum (en sammensætning af “sin” og “insane”), der spiller i Vega i oktober, er det måske på tide at ryste posen lidt og smøre noget frisk corpse paint på genrens benede fjæs.

Nå, men når vi nu snakker om »at være eller ikke at være… metal«, så kommer Deafheaven en del af kritikken i forkøbet ved at tage Inter Arma med på turné. Som en diametral modsætning til Los Angeles-kvintetten bød sydstatsdrengene på masser af langt hår og “rigtig metal”, da de sparkede løjerne i gang. Med riffbåren, polyrytmisk sludge et sted imellem et ondere Pantera og langsommere Meshuggah pløjede de sig igennem sange fra deres seneste Paradise Gallows. Forsanger Mike Paparos udbulende øjne samt en helt igennem fænomenal trommeslager i T.J. Childer slog én gang for alle fast, hvilken genre Deafheaven læner sig op ad. Inter Arma var veloplagte og afvekslende, men desværre havde store dele af publikum lidt for tidligt bekendt sig til shoe- og phonegazing.

Efter en kort pause gik tæppet så fra for aftenens hovednavn, Deafheaven. I modsætning til Inter Arma og deres in-your-face-attitude, var californierne anderledes distancerede – godt hjulpet på vej af tykke røgtåger og modlys, der gjorde, at man kun kunne skimte bandmedlemmernes omrids. Hvor lyden var velbalanceret under opvarmningen, men ikke helt høj nok, var Deafheavens første numre desværre mærket af et rodet lydbillede. Især ”Honeycomb” fra den aktuelle Ordinary Corrupt Human Love kom fra en noget haltende start, der ikke gav plads til de melodiske detaljer. Midtvejs i ”Canary Yellow” fik lydmanden dog efterhånden skudt sig ind på bandet.

Forsanger George Clarke styrede som sædvanlig begivenhedernes gang som en mellemting mellem en gestikulerende, flamboyant aristokrat og en snerrende, kirkebrændende nordmand. Guitarist Kerry McCoy står bag en stor del af kompositionerne, men det er Clarke, der bærer bandet live. Og det til en grad så man skulle tro, at han havde suget energien ud af de andre, langt mere stillestående medlemmer.

Ordinary Corrupt Human Love bevæger sig fortsat i krydsfeltet imellem brutale blastbeats og optimistiske passager, men det er svært at leve op til energien fra de tidligere udgivelser. Stemningen løftede sig da også mærkbart, da titelnummeret fra Sunbather blev spillet som tredje sang. De kompromisløse bredsider, der afløses af semiakustisk eftertænksomhed a la Sun Kil Moon, bliver båret frem af en sindssygt stærk drivkraft, der til tider mangler i de nyere sange.

Deafheaven-opusser kan virke udmattende, både fysisk og emotionelt, i deres typisk over ti minutters spilletid, og på sange som ”You Without End”, var bandet farligt tæt på at overspille deres hånd. Her lagde McCoy spaden og begyndte at tæske i et elklaver, mens Clarke gudhjælpemig fandt en tamburin frem. Halvvejs i den halvanden time lange koncert mistede publikum da også koncentrationen og begyndte at knevre løs, når trommerne tillod det.

Men da Deafheaven vendte tilbage til krydspunktet mellem Mayhem og Mogwai, Hollywood-optimisme og nordisk depression, på ”Glint ” og hittet ”Dream House”, kunne man næsten mærke Deafheavens kulsorte vinger folde sig ud og omfavne salen. Og hvor tit er det, man ender med at synge i kor med guitarstroferne til en black metal-koncert?

★★★★½☆
uuu
Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Om skribenten

Thøger Christensen

Biografi: Jeg har altid haft en rimelig skizofren musiksmag, der blev grundlagt med hårdere rock og metal, men siden hen har inddraget jazz, indiefolk, elektronisk musik og for nylig også hiphop. Jeg elsker at blive udfordret og overrasket, men er samtidig stor fan af det iørefaldende og fængende. I tråd med dette er nedenstående fem albums ikke så meget mine favoritalbums, som skiver der er blevet spillet tit og ofte eller har hjulpet mig til at forelske mig i nye genrer.
Fem favoritalbums:
Fjernsyn Fjernsyn: Fjernsyn Fjernsyn
Blake Tartare: More Like Us
Death: Symbolic
Aphex Twin: Selected Ambient Works 85-92
Dr Dre: The Chronic

Skriv et svar

boeger