Plader

Jungle: For Ever

Der overraskes og begejstres på Jungles andet album For Ever, et spændende og varieret album, som både kan få de fleste op af stolen, men også efterlader lytteren med noget at tænke over.

Lad os starte denne anmeldelse et så specielt sted som produktionen. For det er sjældent, man får en plade mellem hænderne, der er så velproduceret som engelske Jungles anden plade For Ever. Og det er ikke kun fordi alle de mange lyde, lag, stemmer og harmonier er velafbalancerede – hørbare i deres samhørighed – nej, det er især også den måde, hvorpå albummet langsomt åbner sig på for derefter at folde sig ud, gribe din opmærksomhed, føre dig igennem albummet nummer for nummer og for til sidst at afslutte. Alt sammen i hvad der føles som et fuldstændig naturligt flow. Det føles simpelthen som at komme hjem. Som at kaste sig i en vandseng på et lammeskind og blive lullet i søvn efter en lang dag.

Det er umuligt at genrebeskrive Jungle fuldstændig præcist, og det er absolut ment som et kompliment. Det ene øjeblik lyder de som tidlig Daft Punk (”Heavy, California”), det næste mere som Mount Kimbie (”Give Over”) og endda som DJ Shadow (”Consurmyne”). Tilsæt derefter elementer af soul, blues, funk, hiphop, dubstep og find selv på flere. Faktisk er det meget nemmere at sige, hvad de ikke er. De er ikke rockede. Det ville også være underligt.

Åbningsnummeret ”Smile” kaster sig frådende over lytteren med sine store, bombastiske trommer. Ind kommer så funk-bassen og bløder det hele op, og man føler for alvor, at man er i gang. Uden alt for meget halløj får man derefter førstesinglen ”Heavy, California” i nakken, og hvis man er i stand til at sidde stille til det nummer, så er man simpelthen lavet af sten; et vanvittigt dansabelt stykke elektronica, hvor der er skruet godt op for synthesizers, lækker bas i baggrunden og et afslappet guitarriff, der binder det hele sammen. Og så ej at forglemme de to mænd bag Jungles lydunivers, Josh Lloyd-Watson og Tom McFarland, hvis lyse stemmer fulde af rytme passer perfekt til hinanden.

Efter de første tre-fire numre kunne man dog godt fristes til at tro, at vi blot er ude i (endnu) en sommmerplade, hvis numre kunne høre hjemme på ethvert Chill-Mix-opsamlingsalbum. Men det er noget nær så langt fra sandheden, som man kan komme. For netop som man tror, at den hellige gral er velforvaret, så kommer ”Happy Man” og pludselig bliver det interessant igen på en helt ny måde. Beatet kører derudad, vi er stadig godt oppe i tempo, men nu synges der ikke længere om at smile eller om solstaten, Californien. »I’m a troubled man/ changed by the things I do« åbnes sangen, og lytteren bliver taget med ind i et alt for virkelighedsnært univers, hvor fortælleren synger længselsfuldt om blot at kunne blive en lykkelig mand. Vi er omgivet af forbrugerisme; vi køber idéen om, at materielle goder kan gøre os lykkelige. Men omkvædet punkterer dette melankolsk: »Buy yourself a dream, how’s it looking?/ Buy yourself a car, and a house to live in/ Get yourself a girl, someone different/ Buy yourself a dream and it won’t mean nothing« Det er intelligent, relevant og eftertænksomt, og så er der noget helt enormt tilfredsstillende ved sammensætningen af dybe, funderende tekster og et fængende omkvæd, det er meget svært ikke at synge med på.

Faktisk starter denne kombination af dybsindig lyrik og catchy omkvæd allerede på nummeret før ”Happy Man”. ”Cherry” er en mere nedtonet affære, en form for elektronisk ballade, der ikke desto mindre formår at få én til at rokke fra side til side i stolen. »You’re never gonna change me/ I was already changin’,« syger de, og man bliver lukket ind i en fortælling om et forlist forhold, hvor kærligheden til et andet menneske har holdt selvets naturlige udvikling tilbage. »Flowers in the garden that won’t grow/ Flowers on the train it’s not the same«. Det er virkelig et smukt og trist billede. Ingenting vil gro i vores fælles have, og at holde et forhold kunstigt i live er ikke holdbart i længden.

At Jungle kan skrue en plade så godt sammen og skrive beat efter beat, der ikke er til at stå for, er en ting. Men en anden ting – som også den ting, der virkelig får duoen til at skille sig ud – er den eminente brug af deres stemmer. Lloyd-Watson og MacFarlands stemmer passer som nævnt ganske fortrinligt sammen, men når vi bevæger os i den dansable ende af musikkens brede spektrum, så oplever man ofte, at bands falder i fælden og kommer til at lyde en lille smule upersonlige og ensformige. Den fordom kan man dog godt pakke samme her, og hvis man vil have bevis, så skal man sætte nummeret ”Home” på. Her er vi helt nede i tempo, så langt som vi kommer på For Ever, og nummeret bæres 100% af den skrøbelige intensitet, der findes i stemmen. »Hands on a pistol only get you hung/ A hand on her face will always get you home« Endnu en smuk og reflekteret tekst, nu gjort endnu smukkere ved at blive sat i centrum. I samme dur skal nummeret ”(More and More) It Ain’t Easy” findes – et nummer proppet til randen med calypso-rytmer, sexet soul-bas og et bevidst underspillet, drillende guitarriff. Det er simpelthen så tæskelækkert, at det næsten ikke er til at være i sin egen krop af bare fryd. Her står vokalen igen lys og klar, og kører fuldstændigt sit eget smukke løb ind og ud, under og over de forskellige rytmer. Det fungerer bare.

For Ever er et helstøbt album, der konstant overrasker, begejstrer og fodrer lytteren med både rytmer til kroppen og tekster til sjælen. Der er bestemt også ting, som ikke rigtig fungerer. For eksempel kunne man godt have undværet det der lidt underlige »Please don’t stop/ The video stop«-refræn på ”Beat 54 (All good now). Jeg kan ikke rigtig se, hvad det skal til for. Og ”Pray” der med sin flittige brug af både strygere, bas og trommesæt ellers fungerer glimrende som pladens afslutningsnummer, slutter ret brat. Det er muligvis med vilje, men det skærer i ørerne midt i en ellers blid og naturlig fade. Men vi er ude i småtingsafdelingen, og intet af det er nok til at ødelægge det positive indtryk. Et stærk plade fra et stærkt band. Meget mere kan man nok ikke forlange.

★★★★★☆

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible

Interpol: Turn On The Bright Lights

Placebo: Without You I'm Nothing

Massive Attack: Mezzanine

The Cure: Disintegration

Skriv et svar