Plader

Low: Double Negative

Skrevet af Jens Trapp

Amerikanske Low markerer deres sølvbryllup med det mest eksperimenterende album fra deres hånd siden debuten tilbage i 90’erne. En vellykket vekslen mellem støj og engleagtige harmonier resulterer i et vellykket album fra slowcore pionererne.

Året hvor Low rammer sølvbryllupsmuren, udsender de også deres 12. og hidtil mest eksperimenterende album til dato. Ret beset var deres første, og i manges øjne bedste, album I Could Live in Hope også eksperimenterende med sin ekstreme minimalisme: simpel guitar og bas og Mimi Parker på bare en enkelt gulvtam og et bækken samt 11 sange, alle med titler bestående af ét ord. Allerede dengang viste Low, at de mestrede dynamikken i de fine vokaler/vokalharmonier.

Siden fulgte ti plader skåret over mere eller mindre samme læst og nu kommer altså Double Negative, hvor der i den grad afsøges nyt territorium. Forud fulgte de obligatoriske singleudspil, hvoraf “Disarray” var Undertoners fredagssingle for ganske få uger siden. Fælles for singlerne er en ny støj, der kanter sig ind i og ud over sangene i en konstant kamp mod Alan Sparhawk og Mimi Parkers vokaler. En støj der kendetegner hele albummet og som formodentlig er en konsekvens af det fornyede samarbejde med produceren B.J. Burton (James Blake, Sylvan Esso, The Tallest Man on Earth).

Burton producerede også Lows Ones and Sixes fra 2015, men på Double Negative er samarbejdet blevet tættere og mere intenst, for at, som Sparhawk siger det: »To see what someone who is “a hip-hop guy” could truly do to our music«. Processen har varet et par år, hvor bandet og Burton har kigget på de ting der kom op, skåret helt ind til benet, bygget op på ny, brudt ned og bygget op i en langvarig proces, indtil alle var tilfredse. Resultatet er intet mindre end imponerende.

Burton har om ikke andet fået Low til at tro på støjen som et forløsende element, når den i sine omvendte overraskelsesangreb med ét falder bort og afløses af næsten guddommeligt yndefulde klange. Det høres meget tydeligt i overgangen fra ”Tempest” til ”Always Up”, hvor den brune, dissonante støj vokser og vokser indtil den afløses af tynd og fin engleblid storslåethed, som får lov at stå længe, før en ny brutal sfærisk støj igen tager kampen op med de smukke vokalharmonier.

Men allerede på det massive åbningsnummer ”Quorum” står det klart, hvad der er på spil. Det åbner med en mur af ren støj. Igennem denne mur trænger lyde ud i et sært, opklippet vakuum. Lyde der kommer og går af en sang, der er svær at høre, før støjen næsten to minutter inde i nummeret falder bort, hvorpå Sparhawk og Parker på en bund af elektroniske, florlette skyer synger: »I’m tired of seeing things/ You put away the book/ What are you waiting for?« Og hvad pokker mener de så med det? Quorum er det flertal du behøver for at kunne tage en beslutning i fx det amerikanske senat, men Quorum er også en instans i mormonernes kirke, til hvilken Sparhawk og Parker hører.

»Quorum’s not the reason« synger de et andet sted i sangen: »Selfish interest/ You’ve got to break the quorum«. Denne opklippede udefinerbarhed hviler over alle pladens tekster. ”Dancing and Blood” er det næste nummer i rækken og mindst lige så sært lyrisk som “Quorum”. Først på pladens tredje nummer, ”Fly”, bryder Low uigennemsigtigheden og rammer rent med en lethed i anslaget og en sjælfuld vokalpræstation af Mimi Parker, mens bassist Steve Garrington dukker op med en legesyg og smooth basfigur.

På “Tempest” sænker sfæriske støj og de svært hørbare vokaler sig igen. Ganske langsomt glider nummeret over i næsten meditative synthflader, før støjen umærkeligt vokser med vokalen og cuttes af som en amputation i nummeret “Always Up”, der som “Fly” flyder næsten helt befriet for støj. »I believe, can’t you see« messer Parker midtvejs i nummeret, før Sparhawk lukker nummeret som han åbnede det, med en spørgen ind til, hvorfor man ikke gør det, man ønsker at gøre: »What are you so afraid of?,« lyder det undrende, før det hele fader uendeligt langsomt ud i en langstrakt mol.

Det opklippede og kontrasten mellem støj og englesang giver albummet en rastløs, til dels aggressiv energi, som gør noget rigtig godt for bandets lyd. De gode takter fortsætter heldigvis på pladens sidste seks numre, som ikke afviger betydeligt fra den ovenstående formel, men som skaber et billede af et band, der ved at tilføre støj får skabt noget nyt og stort i forhold til deres tidligere oeuvre.

Albummet er krævende, hvilket bandet meget rammende også selv siger i pressematerialet: »Double Negative is, indeed, a record perfectly and painfully suited for our time. Loud and contentious and commanding, Low fights for the world by fighting against it.« Men lader man musikken gå i blodet og giver det tid, er der helt sikkert noget at komme efter. Double Negative er nemlig intet mindre end et glimrende og overraskende udspil fra et 25 år gammelt band!

★★★★★☆

Skriv et svar