Plader

Oh Sees: Smote Reverser

Oh Sees, Thee Oh Sees eller OCS? Kært barn har mange navne. Desværre er gruppens 21. plade, Smote Reverser, på trods af enkelte højdepunkter ikke en af de skiver, der vil blive husket i bandets diskografi.


Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/undertoner.dk/public_html/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/star-rating.php on line 521

Oh Sees fra San Francisco startede karrieren tilbage i 1997, har udgivet 21 plader under forskellige navnevarianter og har haft 13 forskellige bandmedlemmer inde og ude af konstellationen gennem tiden. De har heddet en syv eller otte varianter over deres nuværende bandnavn, hvilket er pisse irriterende for en nørd som mig, der gerne vil have det hele med. Det kommer så aldrig til at ske.

Fortiden dvæler de så under en udgave under navnet Oh Sees, hvilket jo ikke er den store forskel fra Thee Oh Sees, men de har jo deres kunstneriske frihed og velsagtens også deres helt egne bevæggrunde. Nuvel, Smote Reverser er det, som det hele skal handle om. Jeg vil dog advare om, at det snildt kan blive en forpustet omgang. De herrer i bandet vil nemlig rigtig meget med denne plades 11 numre.

”Sentient Oona” starter ud i en stemning af old school rock’n’roll-stemning. Buldrende trommer og fuzzguitar er der nok af her. Højenergisk driver nummeret afsted, men brydes af stille passager med svulstigt orgel a la Deep Purple. Det er bare lidt mere hakket og kantet, hvilket kan virke enerverende. Numrene ”C” og ”Beat Quest” byder på varianter over den samme lettere febrilske stemning. Vokalen er jeg ikke heller helt på bølgelængde med, da den for mig at se fremstår for humoristisk.

Væsentligt bedre er det, når de for alvor skruer op for fuzzen og effekten, der mest af alt lyder som en Roland Space Echo 201. Denne vibrerende kongehyldest til astronauterne i det legendariske spacerock band, Hawkwind, er en analog delay- og loopeffekt. Denne opskrift tager de i brug på numre som ”Enrique El Cobrador”, ”Moon Bog” og ”Nail House Needle Boys”. Energisk garagestemning møder sprudlende orgel, endnu en gang i bedste Deep Purple stil. Det er bare festligt og svært at sidde stille til.

Sidde stille får man heller ikke lov til på numrene ”Overthrown” og ”Abysmal Urn”, hvoraf førstnævnte især lyder som en blanding af Iron Maiden og Mötorhead, bare med mere overstyrede guitarer og mere dobbeltpedal. Det er heftigt og aggressivt, men desværre også en kende for forceret. Til tider bliver der smidt en febrilsk guitarsolo ind hist og her, hvilket kan lyde fedt, men i længden mere er til gene. De forsøger sig lidt som Ty Segalls aggressive orkester Fuzz, bare ikke helt så velkomponeret i min optik.

Et nummer som falder helt igennem, og ikke er for heldigt i denne skribents ører, er ”Anthemic Agressor” som udvikler sig til en tour de force ud i 70’ernes kvalmende jazzrock, såsom Weather Report. Det kan godt være, at denne fusion mellem to unikke kunstarter var historisk og eksperimentelt væsentlig dengang, men knap så heldigt fungerer det i dag i denne sammenhæng.

Sidst men ikke mindst står numre som ”Last Peace” og ”Flies Bumps Against the Glass” tilbage som kærkomne lyspunkter i helheden. ”Last Peace” har en dreven østerlandsk stemning med sitar og strygereffekter blandet med en lækker varm guitar i retning af The Byrds mere countryorienterede meritter. ”Flies Bumps Against the Glass” har den mere progressive stigning i intensitet til gode, samtidig med at orglet og den føromtalte Space Echo indkasserer anerkendelse hos undertegnede.

Oh Sees kommer på Smote Reverser virkelig vidt omkring, hvilket er prisværdigt og deres leg med genretræk fra den klassiske rocks dødehavsruller er fed for musikhistorisk interesserede. Energien og deres brug af orgel med fut i ser man for sjældent nu til dags i den mere retroforskrækkede rock. Men der er flere tidspunkter, hvor deres energiske drive spænder ben for dem. Det kan virke en kende forceret og kludetæppeagtigt, når man laver temposkift på temposkift, som var man et andet britisk progrockband fra dengang et ekstranummer betød halvanden time. Det gør det ikke ud for en helstøbt og nærværende pladeindspilning.

Styrkerne er helt sikkert det stramme trommeslageri og den heftige fuzzguitar samt Space Echo og orglets kærlighedserklæring til Deep Purple. Svaghederne er for mange missere med jazzrock, malplacerede guitarsoloer og kantede temposkift. Sådan nogle prog-orienterede teknikker kræver bedre timing og konsistens. Smote Reverser er momentvis en rigtig fin udgivelse, der vil gøre sig godt i festligt lag med en kasse bajere. Men helhedsmæssigt er det desværre en ommer.

★★★☆☆☆

Leave a Reply