Plader

Still Corners: Slow Air

Skrevet af Asbjørn Skødt

Drømmepopperne i Still Corners er tilbage med deres fjerde studiealbum. Det er desværre en kedelig affære, kun momentvis løftet af højdepunkter i form af enkelte sange.

Sidst jeg lyttede til Still Corners var tilbage i 2013, hvor de udgav pladen Strange Pleasures, der imponerede mig med sin ambiente drømmepop. Samme sommer smuttede jeg til den lille, polske Sounddrive Fest i Gdansk for at høre dem spille i et nedlagt skibsværft, der i dag fungerer som spillested.

Still Corners synes dog på en måde at have peaket dengang, og det bekræfter Slow Air desværre. De første tre sange på den nye plade kommer ikke rigtig ind under huden. Sangene er atmosfærisk pop uden gennemslagskraft, og det er lidt som om, Tessa Murray og Greg Hughes selv er klar over det, for det er først på albummets fjerde sang, at de byder ”Welcome to Slow Air” –  og dette gør de dog med den rette tropiske stemning. Derefter fortsætter albummet derudaf i et højt tempo på ”Black Lagoon”, der med drømmende guitarriffs, trommemaskine og udsvævende ”aaaaahhhh” korsang er en af pladens bedre sange.

På deres sidste plade, Dead Blue, placerede Still Corners sig pladask midt i lyden af 80’ernes synthpop-univers, men på Slow Air har de taget synthlyden og drejet den tilbage i retning mod dreampoppen. De når langt fra niveauet fra Strange Pleasures, men førnævnte ”Black Lagoon” og i særdeleshed andensinglen ”The Photograph” gør et hæderligt forsøg og er værd at lytte til. Her indvæves forsangerinde Tessa Murrays smukke stemme i bagtæppet af drømmende sci-fi synthpop med ordene »Got your photograph. So faded now. We were so close then.« Dernæst veksler Murray til at benytte stemmemodulatorer på en megafon og effekten skaber en forbilledlig dualisme i form et mere ildevarslende, raveagtigt udtryk, som står i kontrast til den sødmefulde drømmepop.

Min begejstring for sangen kan dog ikke opveje på den generelle kedsommelige følelse, pladen efterlader mig, og som helhed kan jeg derfor ikke anbefale Slow Air. Pladen afsluttes med ”Long Goodbyes”, der blander melankoli og industrial noise til et nattesoundtrack, der ikke føles så meget som en afslutter, som en varsling eller teaser på en ny udgivelse og måske en ny retning for bandet. Still Corners er næppe færdige med at udgive musik, men de har behov for et stærkere comeback næste gang, hvis de fortsat skal holde sig relevante.

★★★☆☆☆

Skriv et svar