Plader

SVIN: Virgin Cuts

Skrevet af Jens Trapp

SVIN har med deres seneste udgivelse begået et stykke dansk avantgarderock, som brager ind i sjælens inderste med en ulmende ondskab.

Det er en udmarvende omgang at komme igennem SVINs nye album Virgin Cuts. Det er en til tider næsten primal oplevelse, der når helt ind og gnistrer mod det hvidgrå, skimlede lag på indersiden af knoglerne. Der bliver ikke taget hensyn til sarte nerver, tværtimod buldrer SVIN direkte ind i sjælens allerinderste. Tramper rundt derinde med tunge, mudrede støvler — sparker og slår om sig.

Med deres behandling af instrumenter og med deres unikke lydunivers griber de ud efter noget underliggende, noget bagvedliggende. Der ulmer en uro og en ondskab lige i periferien af musikken, der kunne få projektet til at styrte sig selv i graven, men der er så nonchalant et overskud til stede, at det hele sitrende bliver stående. Som et stort monstrøst, vaklende tårn midt i al den pænhed, der er så meget af i dansk musik. SVIN både tør og magter at gå hele vejen.

Henrik Pultz Melbye, Lars Bech Pilgaard og Thomas Eiler har med deres gæster skabt et improviseret og vildtvoksende værk af høj karat. Den kuldslåethed der var at finde på Missionær, er ikke helt til stede mere. Den er i stedet afløst af noget langt mere organisk og voldsomt. En varm energi er til stede i materialet, der mere leder tankerne hen på Beelzebub og skærsilden end på den arktiske fimbulvinter, der tidligere prægede bandets lyd.

Åbningsnummeret ”Cuts” havde vi videopremiere på, her på Undertoner, for nogle uger siden. Videoen er anden del i en trilogi, hvor “Maharaja” fra 2014 var første del. Begge videoer er af Mathias W. Kjeldsen og tredje del skulle være lige på trapperne. På “Cuts” piskes undergangsstemningen godt og grundigt op til et heftigt crescendo, og på albummets anden skæring, ”Ringgajen”, piskes den om muligt endnu mere op. Tredje nummer, ”Tropisk”, starter med meget mere luft og plads i kompositionen, men det er en stakket frist. Det skingre horn, den elektrisk guitar og et væld af perkussion, fyrer også her op under kedlerne, til vi nærmer os et skummende inferno af vildskab og skørlevned.

Nummeret glider umærkeligt over i ”Coral 1”, hvor Mija Milovic messer manisk ind over det arytmisk episke værk: »Tall flowers and tall grass«, mens hun trakterer guitaren i skøn vildskab. Også Rasmus Kjær gæster ”Coral 1” med sine keyboards. Sammen med den faste kerne i bandet lykkes de med at fremmane et sært dystopisk billede.  ”Midori” fortsætter i den episke stil med luft og lethed, skønsom violin af Nils Gröndahl, horn, løsslupne trommer samt key- og synthflader. Mirakuløst nok holder ”Midori” sig alligevel ved jordens overflade, og den nærmer sig slet ikke den tidligere vildskab, hvilket giver en dejlig kontrast og balance i lytteoplevelsen.

”Jomon” er et lille syret intermezzo før ”Altiplano” igen bringer os ud i de piskende luftlag ved kanten af virkeligheden, hvor vi står og kigger ned i afgrunden. Ned i de åbne sår, som hele albummet forsøger at rippe op i. ”Moss” er endnu et mellemspil, hvor man fornemmer fluernes og insekternes frenetiske summen om fordærvet kød, før albummet lukker og slukker med ”Baby”, der godt kan opleves som en lille åbning mod noget lysere. Et håb måske? Hoppende og dansende horn og keyboard over freestyle trommer. På en måde også lidt et antiklimaks. En brat slutning på et ellers helstøbt værk. Det ændrer dog ikke meget ved, at vi her står med et virkelig fint, omend krævende, stykke dansk avantgarderock.

★★★★★☆

Skriv et svar