Plader

Swamp Dogg: Love, Loss And Auto-Tune

På Love, Loss and Auto-Tune kastes man som lytter ud i et sammensurium af indtryk fra 60’er-agtige soul-ballader over lyden af hiphop anno 2018. De fejende flotte produktioner pakker den bløde soul-lyd ind i et moderne og pompøst twist.

Swamp Dogg blander 60’er-croon med moderne hiphop trends i et legesygt univers, og giver den nostalgiske æra en syngende auto-tune lussing på sit nyeste udspil, der smelter det bedste fra to toneangivende musikhistoriske perioder sammen til et fuldendt mesterværk.

Den 76-årige r’n’b-pioner buldrer videre på dette nye udspil, der tager hans bløde og velkendte r’n’b-lyd til nye højder, og hvor vocoder-maskiner og forvrængede vokalmanipulationer sender den ellers let tilgængelige r’n’b ind i et særdeles eksperimenterende univers, hvor man som lytter må arbejde hårdere for at komme ind under huden på de hundredetusinde produktionslag.

Love, Loss and Auto-Tune kastes man som lytter ud i et sammensurium af indtryk, som det ved første gennemlysning kan være svært at finde den røde tråd i. Pladen har en mærkværdig diversitet, hvor 60’er agtige soul-ballader leder tankerne tilbage på tidløse romantikere som Stevie Wonder og Donny Hathaway, dog med en spids eftersmag af hiphop-svirp anno 2018, hvorved de fejende, flotte produktioner løfter den bløde soul-lyd ind i en moderne tid og giver de saftige rytmer et pompøst twist.

Pladen sparkes i gang af Nat King Cole coveret ”Answer Me, My Love”. En sårbar stjæler hvor atmosfæriske strygere indkapsler fortabt kærlighed i en kort og simpel soul-ballade, der i andet vers skæres midtover af en heftig vokalmanipulation, der tager den varme 60’er lyd med ind i en teknologisk udvikling og giver den et nyt liv af en særlig lidenskabelig dimension. Alt dette efterfølges af en glidende overgang til pladens næste skæring ”Lonely”, hvor en velklingende chorus-guitar får et ordentligt funkspark fra en skrigende saxofon. En vanvittig start hvor alt det velkendte rives i stykker og bygges op på ny. Det samme gør sig gældende på ”I’ll Pretend”, hvor den legendariske bluesguitarist Guitar Shorty spiller en velkendt skala, der langsomt klinger i baggrunden mens Justin Vernons vocoder brager afsted med linjer som »I’ll pretend, that you’re gone, on vacation, and you’ll be back, in a week or maybe two«. Resultatet er et særdeles mærkværdigt samarbejde, hvor vokalmanipulationer smelter sammen med marcherende drum-pads og pulserende synths.

Det ene track efter det andet understreger, at der ikke er nogle grænser for, hvor legesygt det kan blive. Det at tage et gammelt Nat King Cole cover op af hatten og rive det fuldstændigt fra hinanden i et virvar af auto-tune er i virkeligheden et ret heftigt statement. En morderne lussing til den ellers så sårbare 60’er-lyd. Det er lige præcis det, denne plade kan og gør til perfektion. Love, Loss an Auto-Tune er ikke blot en overproduceret pop-plade lavet af en gammel crooner, der har allieret sig med en ung producer. Den markerer en særlig forbindelse mellem den skramlende 60’er lyd og en topmoderne tid, hvor der ikke er nogen grænser for, hvad computere kan gøre. Med en fornemmelse for den gode melodi og en stærk tidløs nerve tager Swamp Dogg de nostalgiske kærlighedssange ind i et finpudset univers, hvor den simple blues brummer på en hårfin grænse i et kaos af vokalpitch og snurrende software plugins. På nummeret ”Im Coming with Lovin’ on My Mind”, som uden tvivl er pladens absolutte hit, følger vi en klassisk popskabelon med omkvæd på omkvæd, efterfulgt af et lækkert kontraststykke efter andet omkvæd. En fænomenal pop-salme, hvor hårdtarbejdende modular synths løber i hver sin retning og omfavner en auto-tune indsmurt spoken word vokal med følsomme fraser som »I’m coming home darling, with loving on my mind«.

På denne plade formår Swamp Dogg virkelig at holde balancen mellem det spinkle og det eksplosive. Det er eksperimenterende, legesygt og let tilgængeligt på en og samme tid. Et sammenspil meget få mestrer. De snurrende vokalmanipulationer fremstår nærmest stressende til tider, men på samme tid bliver stressniveauet sænket af de funklende funkrytmer, der fremstår velkendte og yderst behagelige at lægge ører til. Et imponerende skridt ind i en moderne verden fyldt med musikalske trends, der på denne plade smeltes sammen med den gode melodi og en uimodståelig flot produktion.

★★★★★☆

Om skribenten

Simon Lund Pedersen

Jeg har altid haft en særlig connection med musik. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden. For mig handler musik meget om identitet, hvilket også gør at jeg har svært ved at lægge mig fast på noget konkret. Jeg føler ens musikalske-jeg konstant er i udvikling. Et af de første minder jeg har fra mødet med musikken var engang hvor jeg i 8. klasse fandt en italiensk opera helt tilfældigt på youtube. Det havde jeg det for vildt over i flere uger. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af at være helt alene med den begejstring. Det var vidunderligt. Musik kan for mig både være ekstremt personligt, men samtidigt kan det også binde folk sammen, hvilket repræsenterer noget vildt smukt synes jeg. Det er det der er det fede ved at være musikskribent. Det er rart at få bekræftet at man ikke er den eneste der har haft den samme oplevelse af at lytte til noget, men hvis man så alligevel er, så har man forhåbentligt fået noget ud af det selv, og så er det bare fedt at få sine musikalske oplevelser skrevet ned, og få dem gjort til noget håndgribeligt. Der sker bare noget magisk når man får afløb for de stemninger et givent musikalsk værk har givet en. Det er det skriveriet kan. Og så er det jo bare alt for fedt hvis folk kan spejle sig i det man skriver.

Fem favoritalbums:

Paul Simon - Graceland

Beach House - Teen Dream

Destroyer - Ken

Roy Orbison - Memphis

Donny Hathaway - Extension Of A Man

Skriv et svar

boeger