Plader

The Holy: Daughter

Skrevet af Jens Trapp

Helsinki-kvintetten The Holy udgiver fængende art rock konceptalbum om tragedien ved at vokse op på bøhlandet i Finland indspillet på åstedet i en gammel landsbyskole i Tyrväntö, Hattula. Resultatet svinger i kvalitet undervejs, men når overordnet et højt niveau.

Finske The Holy er en mærkelig størrelse. Der er lidt stadionrock over det, uden at de nødvendigvis spiller op for en tusindtallig skare, der alligevel aldrig rigtig får nuancerne med. Der er også tendenser til noise, men uden den virkelig grumme hvide og brune støj, der ville løfte det himmelhøjt op. Og så er der dét, der ender med at veje tungest på vægtskålen, nemlig en slags progressiv art-rock, der minder om det, vi hørte alle vegne i start- og midt 00’erne, og som også i mangel af bedre går ind under den store, stygge indie-paraply.

Med fare for at komme til at spoile oplevelsen af albummet Daughter, vil jeg komme med en opfordring: Begynd med det sidste nummer! Hør nummeret fire-fem gange i træk. ”Letter” lukker og slukker albummet Daughter og er det nummer der kommer tættest på at være rendyrket art-rock. Da det samtidig er det nummer, der er længst væk fra stadionlyden, ender det med at blive mit personlige favoritnummer. Der er en fed fuzzet guitarsolo til sidst, som står i kontrast til et rent klingende klaver, mens et simpelt elektronisk pumpende synthbeat holder kadencen nummeret igennem og så er sangen god med en snert af desperation mod enden, der virkelig gør godt. ”Letter” er faktisk alt det, man kunne håbe, at hele albummet havde været. Og så er det et nummer, jeg rent faktisk gider høre rigtig mange gange. »You couldn’t find a way, to put it down in words, that I could understand« synger sanger og sangskriver Eetu Henrik Iivari og fortsætter: » I’ll write you a song, and I’ll sing it under water, It’s gonna be a sad one, it won’t give you any peace, Yes I want you to know, that I don’t remember your face, It feels good after all, Well don’t write me back«. Der er en pointe i, at det er svært at høre, om han synger »I don’t remember your face« eller »I remember your face«. Det vil jeg vende tilbage til.

Først skal vi spole tilbage og høre albummet fra starten af. Det er nemlig lettere at sluge åbningsnummeret, det pompøse og storladne ”Land Before Time”, med visheden om, at det hele ender godt til sidst. ”Land Before Time” balancerer netop på en tynd, tynd kant mellem stadionrock og progressiv rock, som gør, at det risikerer at smutte på gulvet, og lande midt imellem to stole. Der er guitar med højt til loftet, tykke flydere af keyboardlyde og en bas der næsten usynligt følger trommerne, som ikke gør sig voldsomt meget bemærket til trods for, at der rent faktisk er hele to trommeslagere i bandet. De leverer varen og bidrager til en bred lyd, der har det med at blive lidt larmende på en ufed måde. Forsanger Livari er ikke stærk i det storladne, og ender med at flovse lidt på sådan en Bryan Adams-agtig måde, men så alligevel; C-stykket redder til dels nummeret ved at komme helt ned i gear og pludselig lade Livari komme langt mere til sin ret. Nummeret slutter imidlertid som det startede, hæsblæsende og lidet overbevisende. Anden skæring, ”Triumph of Love” hvorfra albumtitlen Daughter er hentet, fortsætter, hvor C-stykket fra før sluttede. Og det er faktisk godt! Her fungerer vokalen rigtig godt, og keyboardet løfter nummeret sammen med guitaren. Daughter henviser til Livaris ønske om at være »…somebody’s daughter«, fordi, som han siger i pressematerialet: »It felt to me as the highest grade of love – the love between a mother and their daughter. Beautiful, perfect, loved, forgiven and taken care of. I wanted to be the most impossible thing I could imagine.«

Foruden en stærk sangpræstation, så er sangen godt løftet på vej af guitaristen Pyry Peltonen, som i det hele taget er et vældigt godt kort at have på hånden. Han besidder en stor variation og teknisk kunnen, hvilket løfter musikken på rigtig mange numre. Også i samspillet med Livaris akustiske guitar fungerer det godt. Hør f.eks. anden del af nummeret ”Fanfare III”. Først skal man dog forbi det lidt anonyme ”Obi Bate Opiate”, som til gengæld har et dejligt udknaldet og syret mellemstykke. ”Fanfare III” starter ud med den efterhånden kendte formel, med en guitar der drøner derudaf let støjende og med de to trommeslagere Eero Jääskeläinen og Mikko Maijala i en musikalsk pendant til synkronudspring, mens bassist Laura Kangasniemi holder et steady, lidt anonymt flow. Af en eller anden grund er ”Fanfare III” udsendt som single, men den rammer måske også noget tidstypisk i sin galoperende tre-fire minutters intro og efterfølgende bratte skift til anden halvdel med sin flotte melodi.

De tre næste numre ”Tom Cat”, ”There Is a House” og “20Xx Tomorrow” er tre gode numre, der trækker op i det samlede billede. Det sidste endda med et herligt bittersødt sing-along omkvæd, der sætter sig fast: »Where do you want me to stay, when you open fire?« Der er stærke melodier, opfindsomhed og man er i godt selskab med disse sange, før det hele altså lukker med det brillante “Letter”.

Og hvad er det så for et brev? Jeg-fortælleren har sidst set afsenderen sidst for 11 år siden, hvilket får en kæreste til at virke usandsynlig grundet sangerens alder. Måske er det fra en forælder, der har svigtet sin rolle? Nej, der er tale om hele Livaris barndom, ungdom og opvækst ude på bøhlandet i Finland. Det er det, der henvender sig til ham, og som Livari reagerer på ved at skrive ikke bare én sang, men et helt album der undersøger og forholder sig til denne opvækst i skyggen af et højreorienteret, depressivt samfund og erkende alle de mulige sociale, politiske og miljømæssige problemer, der er årsager til dette. Det er ikke Livari selv, der ‘fejler noget’, selvom det er ham der går ned med en depression. Det er snarere samfundet som sådan, den er gal med. Denne erkendelse får på en måde albummets otte sange til at vokse og langsomt krybe ind under huden. Det er faktisk forbasket godt gået, og alt i alt formår The Holy da også at holde balancen, eller i hvert fald at komme oven vande igen, selvom albummet maveplasker i ny og næ. Alt i alt et rigtig fint debutalbum fra Livari og co.

★★★★½☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude der skal høres 😳

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til følgende albums, albums som jeg stadig vender tilbage til:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Tom Waits: Swordfishtrombones
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
U2: October
Queen: Jazz
Slade: Nobody's Fools

Skriv et svar