Artikler Interview

The Lemon Twigs: »Vi gider ikke tjene penge. Hvis du vil lave noget nyt, så kig hellere på hvad andre ikke gør«

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Vi har talt med album- og turneaktuelle The Lemon Twigs om alt fra konceptalbums til aber. Et band, som gør lige præcis, hvad der passer dem – så længe det er sjovt og giver mening for dem.

The Lemon Twigs består af de to brødre Brian og Michael D’Addario. Bandet kommer oprindeligt fra New York, men i øjeblikket turnerer de rundt med Artic Monkeys i store dele af England i forbindelse med udgivelsen af deres seneste album Go To School. Et album, som de fleste nok vil kalde et konceptalbum, da det op til albumudgivelsen er blevet promoveret som en fortælling om aben Shane, en »pure of heart chimpanzee coming to terms with the obstacles of life«. Ifølge bandet selv hører albummet dog til i en anden, relateret genre:

»Faktisk er det mere en musical end et konceptalbum, da et konceptalbum som regel er mere selvstændigt og vil have et decideret plot. Det her er mere sange, som udtrykker karakterernes følelser,« fortæller Brian D’Addario, som Undertoner fanger på en lettere ustabil telefonforbindelse inden de to brødre skulle spille på Lowlands Festival.

Konceptalbum eller ej, så er Go To Schoo lude nu.  Og heldigvis havde Brian lige et ledigt øjeblik, hvor han kunne fortælle lidt om tankerne bag albummet – og et langt stykke hen ad vejen virker det til, at bandets tilgang til musikken er meget ligetil. De laver musik, fordi de har lyst – og de gør det på den måde, som giver mest mening for dem.

Hvorfor valgt I at lave konceptalbum – eller … en musical?
»Well… Det var bare det, som gav bedst mening for os på det her tidspunkt. Det er et godt tidspunkt at lave sådan et album her, for der er ikke så mange andre mennesker, som laver den slags.«

Hvorfor lavede I så et konceptalbum i en tid, hvor der bliver streamet så meget musik? Gør det ikke noget ved folks opmærksomhed over for sådanne projekter?
»Fordi vi hader penge. Vi gider ikke tjene penge. Vi fulgte bare vores intuition og det var bare det her format, som gav mest mening for os i forhold til Go To School. Hvis du vil lave noget nyt, så er det bedste at kigge på, hvad andre ikke gør. Så det er det, vi gør.«

The Lemon Twigs har aldrig rigtig bukket under for omverdenens pres for at gøre tingene på den mest praktiske eller nemme måde. Deres første udspil What We Know udkom nemlig kun på kassettebånd tilbage i 2015. Ifølge bandet selv er der dog ikke nogen særlige tanker  eller strategi bag deres udgivelser – det gav bare mening i øjeblikket.

Misser man den fulde oplevelse af jeres album, hvis man ikke hører det hele samlet, men kun hører et par enkelte numre?
»De fleste bands vil nok sige, at du misser den fulde oplevelse, hvis du kun hører et par enkelte sange, men lige med det her album er det måske endnu vigtigere, fordi der er en hel historie, som bliver fortalt. Jeg vil dog sige, at enkelte numre som ”If You Give Enough” og ”Lonely” måske godt kan stå alene uden historien, fordi de reflekterer karakterenes følelser, som også var vores følelser.«

Der er jo ret meget historie i jeres album, men hvorfor har I valgt at lade det handle om en abe?
»Vi prøvede at finde den bedste måde til at adskille Shanes håbløse optimisme fra de kyniske mennesker, som han møder i skolen. Idéen med, at han er et dyr, er, at han er mere forbundet til sin intuition og instinkter. Mennesker har evnen til at bryde tingene ned og analysere det, men det er sjældent godt for dem.«

Vi ville have det til at være en skjult dagsorden, som kunne håndtere de ting, som alle går igennem i livet, men også være i stand til at hjælpe dig med at italesætte de svære ting – hvilket er en af de gode ting ved musik, fordi det kan biddrage til det. Det er vigtigt, at vi kan snakke om rigtige ting. Rigtige emner, men også at vi kan være i stand til at inspirere os selv og andre mennesker.«

Er I aldrig bange for, at historien eller konceptet vil overskygge og tage fokus fra selve musikken?
»Det jeg godt kan lide, er at det tvinger folk, som skriver om os, til også at skrive om teksten og tænke over den. De er nødt til at give opmærksomhed til andet, end hvem vi er inspireret af. Altså, det er sgu lige meget, hvad folk skriver om os egentligt … Men det er mere vigtigt, at det får folk over til at overveje helheden af det vi laver – som for eksempel teksten. Men jeg tror ikke, at historien vil overskygge musikken. Alle,som ikke er kyniske, vil kunne se pointen med det her. ”The Muppets” virker for eksempel ret fjollet i starten. Det er det, jeg godt kan lide; ved første øjekast virker det lidt skørt. Men der er faktisk en ret fin, lille historie i det.«

Hvorfor er teksterne vigtige for jer?
»Bare fordi… De kan give en helt anden glæde, end du kan få fra musik. Samtidig er følelser som du kan få igennem musik. Vi kan godt lide det, som har begge dele. Jeg hører selvfølgelig også noget musik, hvor jeg ikke forstår, hvad de siger, og så føler jeg mig altid lidt snydt.«

Med et relativt begrænset kendskab til konceptalbums (og musicals for den sags skyld) var undertegnede fristet til at tro, at The Lemon Twigs ville være inspireret af andre kunstnere, som har lavet konceptalbums og musicals – her i blandt Pink Floyd (link til The Wall) eller måske The Beatles? Det var bare ikke tilfældet for The Lemon Twigs, som har fundet deres inspiration et helt andet sted end blandt de forventede rockkoryfæer.

Hvem har inspirerer jer til det her album?
»Stephen Sonheim gav os virkelig lyst til at holde fast i den her musical-idé! Stykker som ”A Little Night”og ”Sunday In the Park With George” inspirerede os virkelig. Men også Rodgers and Hammersteins stykke ”Oklahoma!” – sådan nogle klassiske musicals gav os en tro på, at den her idé var værd at holde fast i.«

I spiller jo en del koncerter lige nu. Hvordan er det at spille ”Go To School” live?
»Det har været … interessant. Publikum har faktisk taget overraskende godt imod det. Vi spillede på en festival, hvor vi spillede omkring ti af de nye sange i træk. Der var mange kunstfans i publikum, men der var ikke nogen chance for, at de rigtig kendte vores musik. Alligevel lyttede de bare, selv om der sikkert var noget af det, som de kunne lidt mere end andet. Vores fans virker ret åbne, så alt i alt var det ret fedt at komme ud og spille det.«

Hvordan lytter man bedst til jeres album?
»Det kunne sikkert være sjovt at høre på vinyl, fordi vi har optaget det på en måde, hvor vi ikke har brugt nogle computere i processen. Men det er sikkert lige så fint, hvis man bare streamer det. Folk må sgu gøre, hvad de vil – bare de lytter til det, for fanden!«

Og med de ord er opfodringen hermed givet videre til at lytte til ”Go To School” – uanset hvor, hvordan og hvornår du lytter til det.

Om skribenten

Cæcilie Kallehave

Biografi:
TV-2, Allan Olsen og D-A-D er uden tvivl lyden af min barndom, så efter nogle år, hvor det var pinligt at høre det samme musik som mine forældre, vender jeg langsomt tilbage til rødderne. Jeg har været sorthåret og lyttet til Nirvana, fordi jeg i hvert fald ikke ville lytte til det samme som min far. Nu må jeg blankt erkende, at det er den danske musik, som jeg vender tilbage til - men dog med et twist, da det nu er alt fra Soleima til Tina Dickow, som har fanget mit øre. Alligevel er jeg enormt nysgerrig, så selv om jeg har en forkærlighed for dansk indiepop- og rock, så lytter jeg også gerne til hip hop fra A Tribe Called Quest og pop fra Scarlett Pleasure.
Jeg lytter helst til musik live - men ærger mig på daglig basis over, at CD'er nu er noget, som man streamer på Spotify og ikke længere noget, som man har fysisk.

Fem favoritalbums:
Det kan hurtigt ændre sig, men sådan her ser listen ude lige nu.
The Minds of 99: Solkongen
Tina Dickow: Welcome Back Colour
Scarlett Pleasure: Youth Is Wasted On The Young
The Lumineers: The Lumineers
Of Monsters and Men: My Head Is An Animal

Skriv et svar