Plader

Tidlige Armbånd: Sorte Sole Skinner Over Regionens Blege Børn

Tidlige Armbånd smider naiviteten fra sig og indvier nyt territorium ved hjælp af ironisk nationalisme, dystre musicalsange og intenst gribende øjeblikke.

I sidste uge skrev jeg om PEOPLE – et nyt paraplykollektiv med over hundrede musikere anført af Bon Ivers Justin Vernon og Aaron Dessner fra The National. På trods af PEOPLEs ‘anti-establishment’ retorik, kommer man ikke uden om, at nogle af kollektivisterne selv udgør toppen af industriens kransekage. Denne gang drejer det sig til kontrast om et band, også født af et kollektivistisk pladeselskab, men med DYI-rødder i Amagers muld. Hvor PEOPLE er disruption af industrien i form af et insiderjob, lugter Aftenrutine mere af ægte undergrund. Hvis PEOPLE er et højteknologisk Apple Watch, er Aftenrutine et gnallet vinteræble med rynket skind og masser af saft og kraft.

Aftenrutine er hjemsted for musikere med hang til normcore, dansk socialrealisme og genreskizofreni på den fede måde. Det har afstedkommet impro-fetichistiske Viktors Garage, det inderlige Musik til Mor og sidst men ikke mindst, Tidlige Armbånd. Bandet er Anders Hjernøs eget hjernebarn, der foruden at være forsanger også er central figur i pladeselskabet. Bandet debuterede med Jeg Kunne Dig Rigtig Godt fra 2013, der bød på ”dig og mig”-kærlighedspoesi og udadvendt præ-punk med hornorkester – ikke milevidt fra hverken Synd og Skam eller en Michael Strungesk æstetik. Men hvis man troede, at Tidlige Armbånd havde fundet sin endelige form her, kunne man godt tro om. Bandet finder tilsyneladende stor entusiasme i at undgå genrebåse og forvirre anmeldere. EP’en Det Vi Skylder Hinanden fra tidligere i år tager røven på én med startnummeret “Galleri”, der virkelig lyder som en Kanye stadion-hiphop banger, og glider siden ind i finurlige falsetvokaler og rullende kontrabas på “Eurozonen”. Alt er lunt, velproduceret og ret behageligt. Med Sorte Sole Skinner Over Regionens Blege Børn er vi havnet et helt anderledes dystert sted. I løbet af blot et par måneder, har Tidlige Armbånd taget endnu en musikalsk drejning og blevet mørkere og mærkeligere. Ikke at de nogensinde er blevet beskyldt for at være ‘normale’: Hver gang bandet kommer for tæt på gentagelse af et omkvæd, vælter et abrupt skift typisk det hele.

Med Hjernøs egne ord er ‘centeret bortfaldet’ på Sorte Sole, hvilket vil sige, at EP’en er uden omdrejningspunkt, fikspunkt eller rød tråd. Sangene vender og drejer sig uroligt på EP’ens omkring tyve minutters spilletid, med abrupte skift, skingrende synths og pludselig growls. Selv om meget af den naive stemning fra de tidligere albums er forsvunden, er der dog stadig en legesyg spontanitet under overfladen. Og alligevel lyder det efter gentagne lyt som om, der er blevet investeret meget tid i både sangskrivning og kompositioner.

De dansker tekster, der altid har været en vigtig del af Aftenrutines æstetik, får en ekstra dimension med masser af nationalistisk sprog om Danmark og godt med visuelle billeder af dannebrog. Ligesom CV Jørgensen kan spille ironisk på det folkelige, sætter Tidlige Armbånd også dansk selvfedhed til måls på førstesinglen “Folkemål”. Ildevarslende basuner, synth og et freudiansk growlende “JEG” kommer ud af ingenting, og nummeret kammer til sidst over med linjen »Vi er syndere af Danmark / vi er sønnerne af Danmark.« Videoteksten til “Folkemål”  giver udtryk for, at nummeret er en del af en ny musical ved navn Danmarks Døtre – den kommer næppe til at blive opført på Fredericia Teater, lad os sige det sådan.

Den efterfølgende “Maya” er EP’ens højdepunkt og et godt eksempel på en af disse sange, der lyder utrolig spontan, men efter et par gennemlytninger kommer til at give mere og mere mening. Den indledende strofe »Hvis bussen er en reklame for noget er den ikke for mig / hvis skærmen skal fastholde nogen fæstner den ikke mig« har i hvert fald brændt sig fast på mit øre med dens små, melodiske stik af synthkor. Men ja, det varer selvfølgelig ikke mere end 30 sekunder før et Death Grips-humpende beat sætter ind, dernæst en melodramatisk vokal og kontrabas, så flere stemmemanipulationer, så et forsigtigt mellemstykke, så et langt trommeinterlude, og til slut tågede stemmer, der langsomt vokser sig til et sidste, gribende crescendo:»De små byer / giv mig et liv mere / døtre af Danmark / lyngbeslagne kyster / saltomtrukne bryster / giv mig et liv mere / stille vidundere«. Sorte Sole har måske ikke noget center ved første gennemlytning, men det vokser faktisk stille frem efterhånden, som man lytter, selvom det er sammensat af brudstykker og halvfærdig poesi. Tidlige Armbånd viser sig i deres mest eksperimenterende udgave, men trods numrenes hæsblæsende fart, sætter små poetiske og instrumentale bidder sig alligevel fast som kroge, der giver én lyst til at sætte Sorte Sole på igen og igen.

★★★★½☆

Om skribenten

Thøger Christensen

Biografi: Jeg har altid haft en rimelig skizofren musiksmag, der blev grundlagt med hårdere rock og metal, men siden hen har inddraget jazz, indiefolk, elektronisk musik og for nylig også hiphop. Jeg elsker at blive udfordret og overrasket, men er samtidig stor fan af det iørefaldende og fængende. I tråd med dette er nedenstående fem albums ikke så meget mine favoritalbums, som skiver der er blevet spillet tit og ofte eller har hjulpet mig til at forelske mig i nye genrer.
Fem favoritalbums:
Fjernsyn Fjernsyn: Fjernsyn Fjernsyn
Blake Tartare: More Like Us
Death: Symbolic
Aphex Twin: Selected Ambient Works 85-92
Dr Dre: The Chronic

Skriv et svar

boeger