Plader

Viagra Boys: Street Worms

Skrevet af Ulrik Høgh

Det svenske postpunkband Viagra Boys imponerer med et afvekslende debutalbum, hvor samfundets normalitet holdes i ironisk armslængde.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Viagra Boys til en nattekoncert på Roskilde Festival 2017, der takket være de syv stockholmeres ry som forrygende liveband trak et talstærkt publikum til Pavillon-scenen. Viagra Boys leverede deres blanding af postpunk og krautrock med masser af attitude og energi, men det var især bandets humoristiske sider i et nummer som ”Sports”, som jeg fandt charmerende. »I’m into tennis!« erklærede forsanger Sebastian Murphy, så ironien drev ned ad teltdugen, inden han begav sig ud i en lakonisk opremsning af sportsgrene henover en simpel basgang. ”Sports” er også singleforløber for debutalbummet Street Worms, og videoens absurde stil passer perfekt til nummeret. Murphy optræder på en tennisbane, mens et nydeligt par fortsætter deres spil uden at ænse tilstedeværelsen af den solbrilleklædte, overtatoverede mand i midten af det hele. Fremmedgørelse fra omverdenen er et gennemgående tema på Street Worms, og billederne fungerer som et ekko af Murphys desperate råb om sport som forsøg på at passe ind i flokken.

Viagra Boys er på hjemmebane i det absurde og humoristiske, hvor de også tager albummets første stik hjem med åbningsnummeret ”Down In The Basement”. Her lykkes den svære kunst med at overføre live-energien til studiet gennem Murphys indlevelse, når han veksler mellem rollerne som hulkende seksuel afviger og samfundets bebrejdende stemme. En tung rytmesektion driver nummeret frem mod et eksplosivt punkomkvæd: »Your secret’s out / You’ve been living a lie / How are you gonna explain your nasty sex life to your wife?«. Et andet højdepunkt fra det absurde hjørne er ”Shrimp Shack”, som begynder med en inhalering af formaldehyd og udvikler sig over seks minutter til medrivende krautrock i stil med chilenske Föllakzoid. Spoken-word indslaget ”Best In Show” – der er en højstemt radioreportage fra et hundeshow – rammer til gengæld slet ikke skiven og er et irritationsmoment for mig ved hver gennemlytning.

På trods af min begejstring for Viagra Boys humor, var jeg glad for at konstatere, at Street Worms har mere at byde på end ironisk distance. ”Just Like You” er på den ene side en drøm om at være en tilpasset bedsteborger og på den anden side en virkelighed som en taber med et bundløst had til samfundet. Der er noget ægte på spil her, og Sebastian Murphy lyder oprigtig i sin konklusion om, at ingen af de to ekstremer er værd at stræbe efter. For som det senere slås fast i ”Worms”, så skal vi jo alle dø i det lange løb: »The same worms that eat me will someday eat you too«. Musikalsk skiller disse to numre sig også ud ved at være afdæmpede og tålmodigt opbyggende i sammenligning med pladens mere hektiske sange. Det er især velfungerende på ”Worms”, hvor ildevarslende blæsere dominerer på sidste halvdel og bygger bro til Street Worms sidste nummer og musikalske klimaks. På ”Amphetanarchy” nøjes Viagra Boys med at lade instrumenterne tale i et kaotisk virvar af skæve saxofoner og tunge, elektroniske beats. Som resten af albummet rammer det en følelse af at være udenfor det etablerede, der binder de forskelligartede numre sammen på fornem vis. Desværre er ”Amphetanarchy” det eneste eksempel på sangskrivning fra øverste hylde, og derfor må Street Worms nøjes med et stempel som meget lovende debutalbum fra et band med meget på hjerte.

★★★★½☆

Om skribenten

Ulrik Høgh

Biografi:
Min storebror sørgede for, at jeg i en relativt ung alder blev introduceret til rockmusikkens glæder. Efter skoletid stod den på PC-gaming og grunge på anlægget i kælderen under rækkehuset i Sorgenfri. En skelsættende begivenhed var at få Radioheads OK Computer i konfirmationsgave, da den plade blev indgangen til den alternative rocks verden. De seneste par år har jeg især lyttet til psychrock og indiepop.

Fem favoritalbums:
Radiohead: OK Computer
Interpol: Turn on the Bright Lights
Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News
PJ Harvey: Let England Shake
Arcade Fire: Reflektor

Skriv et svar