Plader

Amber Arcades: European Heartbreak

Skrevet af Jens Trapp

Hollandske Annelotte De Graaf har skabt en grim ælling af en plade, der vokser og vokser med hver gennemlytning for til sidst at sprede vingerne og flyve stolt fra reden.

I striben af kunstnere der rækker ud efter fordums tid og forsøger at rekonstruere en lyd og et udtryk, der fungerede engang, kommer hollandske Amber Arcades med sit bud og lander et sted mellem The Carpenters og Velvet Underground med Nico i et stille øjeblik. Også Dusty Springfield kan anes i lyden uden at Amber Arcades dog når samme vokale ekvilibrisme. Ret langt fra faktisk, men ideen bag og lyden på deres seneste album European Heartbreak har indimellem den samme vibe, som også er at finde i en vintage aftapning af Springfield.

Ved de første par gennemlytninger af European Heartbreak kedede jeg mig gudsjammerligt, det må jeg ærligt erkende. Jeg syntes det blev lidt for tyndt og blodfattigt. En lille grim ælling i gråt og brunt med sangerens næsten dorske atonale stemme og en musikalsk lænen sig op af fortidens dinosaurer. Amber Arcades er kunstnernavnet for den hollandske sanger Annelotte De Graaf. Det er hende der har visionerne og ideerne. Hendes sange. Hendes værk. Ideen denne gang har været at skabe et værk, hvor netop sangene er helt i front. Dette i modsætning til 2016’s Fading Lines, som fungerede i kraft af den drømmepop, albummet lænede sig op ad, med en vokal der bare var endnu et lag i musikken.

Det nye tiltag synes næsten dødfødt. De Graafs stemme er ikke stærk nok til dét kunststykke, selvom nivaeuet momentvis løfter sig og bliver til helt hæderlige popsange, ja mere end det; der er vitterlig nogle smukke sange på albummet. Tag for eksempel ”Alpine Town” med sit umanerligt kønne kor over en smooth og lavmælt bas. Og De Graafs ellers noget dovne stemme bliver her helt let og sexet, når hun næsten crooner sin fine lille og luftige melodi. Det er der noget lækkert over. Alene det at hendes stemme løfter sig over det monokromatiske, der præger en del numre, løfter nummeret op. Så opstår der popmagi og der viser sig en integritet mellem hensigten med albummet og det faktiske udtryk.

Jeg lytter endnu en gang til albummet, og fan’me om ikke det går hen og vokser på mig. Det kommer på repeat og afslører at sangene, som umiddelbart ikke gør meget væsen af sig, rent faktisk er meget slidstærke og fine. Der er en stemning over hele projektet, det løfter sig sgu næsten som en hvid svane eller en fugl Fønix, der rejser sig op af alt det blodfattige og går lige i blodet og letter. Ja undskyld flosklen, men European Heartbreak er faktisk en pokkers god plade! »Europe, I’m sorry/ They boarded all your windows and your doors/ Now it smells like death is coming up through the floors« synger hun på nummeret “Goodnight Europe” og fortsætter nummeret med selverkendelsen: »Europe, it’s not you/ I’m starting to think it could be me/ My left ideals and university degree/ Europe, I’m lonely/ Everyone got bored and moved along/Now I’m left here, wondering if I still belong«.

Der er ikke meget, der tyder på, at De Graaf hører til i Europa længere. I hvert fald er både dette og hendes forrige album indspillet i USA, nærmere bestemt Los Angeles med Chris Cohen fra Deerhoof som co-producer, og i Portland hvor Trey Pollard (Natalie Prass, The Waterboys, Bedouine) hjalp med strygere og horn, som der er en del af på albummet. De spiller en rolle allerede på åbningsnummeret “Simple Song”, hvor de lægger et ret lækkert mellemspil ind før versene. Også dette nummer vokser og en tematik for albummet bliver slået an, da hun synger: »It doesn’t matter what you do/ Nothing will stay the same/ And we’ll wake up and realise/ It’s always been this way/ So I just wait.« Der er en elegant dobbelthed, som dukker op i teksten. Ingenting varer ved, og sådan har det altid været. Også musikalsk leger hun med denne ide om at ingenting varer ved, da hun inkorporerer små umærkelige skift i instrumenteringen. I et break eller et C-stykke ændrer hun på lydbilledet. Ikke meget, men nok til at det giver en levende og organiske følelse af bevægelse i det ellers tilsyneladende stillestående materiale. Det er lækkert lavet, og sådan har det altid været. I hvert fald er det gennemgående for albummet.

På ”Oh My Love (What Have We Done)” berører De Graaf et andet af albummets temaer. Englændernes jagt på egne værdier og Trumps »Make America great again« giver hun en drejning, så historien fortælles fra et personligt og menneskeligt synspunkt : »A midnight conversation as if/ Laughter fills the void/ You laughed in my face and said/ “Well, isn’t that the point?”/ There’s a time for reason and/ That time has surely passed/ In this brave new world we’ll make/ True romance great again«. Forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. »Forever is a long and lonesome time«, som hun også synger et sted og: »Our love can leave with no warning at all« et andet.

Jo pladen vokser og vokser, og jeg kunne blive ved med at fremhæve små finurligheder og fine sange. Men tag og giv albummet den chance, det behøver for at rejse sig i lytteren. Annalotte De Graaf får sidste ord i denne anmeldelse med et citat fra ”Self-Portrait In a Car at Night”: »Oh, is this that dream where I don’t know quite where I’m going?/ And I’m sitting upright in the driver’s seat wondering out loud/ I look out the door and the road stretching all like a dance floor/ Oh, empty and black and I never wanna get out, out, out«

★★★★½☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte. Det var en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Skriv et svar

boeger