Plader

Beak> : >>>

Beak> er en rejse tilbage til den tidlige krautrock ala Can, Kraftwerk og Faust. Men det er også en lille sviptur tilbage til 90ernes trip-hop og genkomsten af knitrende loops og sampling. Beak> er på en måde en størrelse, der burde hoppe direkte ind på min hitliste, men der er noget, der mangler.

Beak> er en engelsk gruppe bestående Geoff Barrow, Billy Fuller og Will Young. Og ja, hvis du dvælede lidt ved det første navn, så er det måske fordi, det er ham fra Portishead. De tre herrer er nu klar med deres tredje album, der noget mindre mundret har fået titlen >>>. Albummet er en klar fortsættelse af stilen fra de foregående to udgivelser. Her hersker simplistiske lydfigurer baseret på en krautet opskrift, men mikset sammen med en mere summende og knitrende elektronisk stemning. En stemning, der snildt bringer Barrows meritter fra Portishead i erindring. På den måde er det som en naturlig udvikling i forhold til den del af den tidlige kraut rock, der i lige så stor stil som guitaren, tog tidlige elektroniske virkemidler i brug. På samme måde som trip-hoppen tog noget af arven efter krauten op, så forsøger Beak> at fusionere hybriden lidt tilbage igen.

Med numrene ”The Brazillian”, ”Birthday Suit” og ”Teisco” bliver lytteren præsenteret for den mere rendyrkede elektroniske tilgang til genren. Gennem astrale og ambiente soundscapes fra synthesizers bliver der givet et simpelt mellemspil til de mere konsistente rocknumre, hvoraf ”The Brazillian” også udvikler sig over i en mere rocket retning. ”Teisco” leverer lyden af et tidligt konsolspil fra dagene hvor 8-bit herskede tv-skærmene. Der er dog også tilsat en smule halvhjertet electronica i bedste californiske 90’er stil.

Langt mere interessant er numrene ”Bean Down”, ”RSI” og ”Abbots Leigh”, der har den cykliske tilgang til numrenes opbygning. Her har vi at gøre med repeterende tromme- og basfigurer, der er mere i retning af Can som de lød på Tago Mago fra 1971, bare med mere nedtonet bas end Can. Dertil gør det lette krydderi af Kavinsky inspireret chauffør-electronica sig bedre, modsat på de mere rendyrkede elektroniske numre. Lyden får en mere insisterende og nærværende kraft grundet den cykliske rytmesektion. Særligt skal fremhæves ”Abbots Leigh”, der med sine orgeltoner og lettere distortede og skingert kradsende guitar, skaber en fed stemning af uhygge.

Der er også nogle numre, der stikker lidt ud i forhold til helheden. ”Harvester” er en sand flyder med lækker rumklang på trommernes delikate små fills. Som på ”Abbots Leigh” serveres der også lettere uhygge for lytteren, denne gang er det bare med luftige strygere. Pladens absolutte højdepunkt er det længste nummer, nemlig ”Allé Sauvage”. Her bliver lytteren virkelig trukket dybt ind i et univers, der mikser de kraftigt tiltagende pulsslag med et touch af kantet ambient som var det taget ud af Vangelis soundtrack til sci-fi noir filmen Blade Runner fra 1982. Det skal spilles højt, gerne i høretelefoner.

Af andre numre, der stikker ud, er ”King of the Castle” og ”When we Fall” unødvendige bidrag til pladens konsistens. Førstnævnte er et overstadigt forsøg på at gøre deres æstetik mere dansabelt. Her bliver et hakkende Power Rangers-maraton, der lyder som når din Nintendo er gået i hak. ”When we Fall” afslutter luftigt pladen med lidt akustisk stemning. Strygere og tamburin supplerer vokalens melankolske forløb. Der sluttes dog positivt af med at skabe en højere puls i rytmen ved hjælp af velkoordineret brug af bækkener.

Beak> har begået en plade, der stort set lyder som den foregående. Det er et ganske udmærket genrebidrag til krautrockens traditioner, men den kommer sjældent helt op at støde. Det kan virke selvmodsigende, men det bliver ofte for stift og simpelt. Selvom det er genrens adelsmærke, at der er det repeterende og cykliske forløb i rytmen, så er overskud og leg en vigtig del af den ellers ”stive” konstruktion. Beak> hersker ikke på pladen over fordums tiders tiltagende intensitet og differentiering i lydbilledet. Af personlig erfaring kan jeg sige, at de rummer denne evne til at slippe sig løs, når de spiller livekoncerter, men den mangler langt henad vejen på deres plader.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Skriv et svar