Plader

Christine and the Queens: Chris

Skrevet af Sarah Mogensen

Chris er indfølte og mystiske popsange med tikkende high-hat og sikkert roadtrip-venlige melodier. De mere ordinære sange bider sig aldrig helt fast, men det gør hittet ”Girlfriend” til gengæld, der genintroducerer og cementerer franske Héloïse Letissiers alterego Chrissss fra Christine and the Queens.

I det andet album fra franske Christine and the Queens følger forsanger Héloïse Letissier op på linjerne »I’m a man now« fra debutalbummet Chaleur Humaine (2016) og udvisker endelsen på Christine under det tvekønnede albumnavn Chris. Med Chris ønsker Letissier at tage fat i lytterens skjortekrave, trække den helt op i sit ansigt og med tydelig stemme forklare hvem hun er. Og hvem er hun så? En person der helt bevidst leger med seksualitet, sprog og køn inden for popmusikkens afprøvede rammer. Som fan af David Bowie har hun tillagt sig et androgynt udseende, og er man så heldig at komme forbi en anden europæisk storby end København, så kan man i løbet af efteråret opleve hende i maskulin påklædning i et stærkt koreograferet show.

På klar og queer vis synger Letissier om flydende identiteter og eksistentialistiske kriser med samme overbevisning som en drag queen på dansegulvet med 20 cm høje hæle. Chris er skrevet og produceret af Letissier, med undtagelse af to fængende numre ”Girlfriend” og ”Damn (What Must a Woman Do)”. Med hjælp fra den amerikanske musiker og producer Dâm-Funk inkarnerer disse numre arven fra Michaels Jacksons ubesværede melodier og vekslen mellem sårbare og kraftfulde fraseringer. Andre numre produceret af Damon Albarn og Mark Ronson er blevet efterladt i klipperummet udeladt og tilbage står Letissiers egen groovy bas, klaver og synth. Det ville nu havde været interressant at høre, hvad de to herrer kunne byde ind med, for rent instrumentalt er opbygningen af numrene overvejende anonyme og minder lidt om en skoleopgave skrevet af pigebandet Haim, blot påhæftet en ny forside. Men med Letissiers insisterende vokal og mumlende tekster har det nu aldrig før været så fedt ikke at kunne finde sig selv og man glemmer næsten, at man lige har hørt de samme hooks og strukturer på det forrige nummer.

Det er tydeligt, at den panseksuelle Letissier har forsøgt at fremhæve dualistiske elementer i sangene, som virker personlige og ærlige. Eksempelvis veksler hun mellem en kraftig og lidenskabelig lyd på ”Comme si” og mellem en fin og skrøbelig vokal på ”The Walker”. Her åbner hun sangen med linjerne »I am out for a walk/ And I will not be back til they’re staining my skin / This is how I chose to talk /With some violent hits, violent blossoms akin /Every night I do walk«.

Lettesier har med linjer som disse en evne til at plante en nysgerrighed hos lytteren. Med komplekse og nærmest direkte Google Translate-oversatte linjer etableres en utrolig personlig og ærlig fortælling. Man får lyst til at være tættere på og vide mere om Chris og hendes livserfaringer. De frustrerede og poetiske citater mumles af til perfektion, og bagefter føler man sig let og glad, fordi det er så enormt iørefaldende. Der er noget mærkeligt modstridende ved den opstemthed og letfordøjelige pop, som den tyggegummiboblende basgang og en enkelttrommemaskine pakker de komplekse og skrøbelige tekster ind i.

Hélöise Letissier blander i sine sangtekster det engelske og det franske sprog, hvilket tydeliggør Christine and the Queens som en stedsbunden artist af international kaliber. Med et dramatisk greb om mikrofonen og lige så tydelige tråde til Cocteau Twins som til David Bowie leger Letissier med en overlapning af franske og engelske gloser. Ordvekslingen kan til tider blive så jonglerende, at man som ikke fransktalende anmelder mister grebet om tekstens betydning. Men værre er det heller ikke, for som på Coucteau Twins ikoniske album Heaven or Las Vegas fremstår de enkelte ord i stedet som lyde, og man føler kræft anstrengelserne bag hver stavelse snarere end tekstens grundbetydning.

Der er heller ikke langt fra virkelighed til fantasi som på den keyboardbårne “Goya Soda”, der i en pærevælling af fransk og engelsk blander minder om barndoms-forelskelse og bobler i maven sammen med Francisco Goyas maleri ”Saturn æder sit barn”: »The Spanish master’s painting makes him brutally laugh / Here’s some bubbling flesh in some tormented older mouth«

Det er vist kun med fransk dialekt, at det kan lyde sexet at synge om om en mand, der af frygt for sin egen død fortærer alle sine nyfødte børn. Men Letissier gør det så selvfølgeligt og kalejdoskopisk. Har man ikke fået nok af de enkelte franske godbider Chris indeholder, findes hele albummet såmænd også i en ren fransk udgave med enkelte, tilsyneladende uerstattelige, engelske gloser.

Albummet opfordrer til at stemme i og synge med på individets frigørelse fremfor fastholdelsen af kønsnormer. Men med den sproglige vekslen ala Nephew kan man tage sig selv i at mindes sin barndoms volapykoversættelser af engelske sange. I sin poppede 90’er tilgængelighed binder Héloïse Letissier en smuk bro mellem sin generations barndommelige usikkerhed og afprøvning af grænser. De højaktuelle tematikker synes nye, men samtidig også fulde af minder. Når man lytter til Chris er det ofte som at sidde i et teenageværelse i start-90’erne med fastnettelefonen inden for rækkevidde og et følelsesladet blik ud af vinduet. Man har fornemmelsen af Letissiers konstante tilstedeværelse, så længe albummet spiller. Men ved sidste sang er det lidt som om, at pladeafslilleren er gået i hak og efter 11 sange (23 hvis du tager de franske udgaver med) får man lyst til at høre, hvordan Letissier må lyde, når den forfriskende popmusik slukkes.

★★★★☆☆

Om skribenten

Sarah Mogensen

Siden sommeren hvor jeg fyldte 12 har jeg lyttet til hiphop med en næsten fysisk glæde. Det første møde var en flygtig øjenkontakt foran fjernsynet med Ja Rule og Ashanti og deres “Always on time”. Det udviklede sig imidlertid hurtigt til et mere seriøst studie af Jurrasic 5, A Tribe Called Quest og andre af 90'er hiphoppens legendariske bannerfører.
I dag har hiphoppen stadig en prominent plads i pladesamlingen, men den har også fået naboskab i form af klassiske ikoner som Bob Dylan og Simon and Garfunkel, samt nyere indie, folk og elektro grupper.

Fem favoritalbums:

Frank Ocean: Chanel ORANGE
Jurrasic 5: Quality Control
Simon and Garfunkel: Bridge over troubled water
Woodkid: The Golden Age
Arctic Monkeys: Whatever people say I am, That’s what I’m not.

Skriv et svar