Plader

Connan Mockasin: Jassbusters

Det er en mindre produceret Connan Mockasin, der efter 5 års stilhed er vendt tilbage med sit tredje udspil, Jassbusters. Et album der er velkendt teatralsk og kælent, men alligevel mindre outreret end newzealænderens forgående udgivelser.

En knirkende dør; »Rough night, was it? / Oh, sorry I’m late«. Sådan indledes nummeret “Last Night”, der er lytterens første møde med den fiktive musiklærer Bostyn og hans elev, med hvem han har et tilsyneladende upassende tæt forhold, Dobsyn. Bostyn ’n Dobsyn er også titlen på det fem-parts melodrama, der akkompagnerer Jassbusters, som det er tiltænkt, man skal se forinden en gennemlytning af albummet. Der er altså tale om et  koncept, der centrerer sig om forholdet mellem Mr. Bostyn, der anfører det idiosynkratiske band af musiklærere, Jassbusters, og hans elev Dobsyn. Bostyn spilles af Connan Mockasin selv.

Konceptalbummets præmis er måske i virkeligheden det mest absurde ved Mockasins tredje udspil. Det mærkeligt intime forhold mellem lærer og elev, og de korte dialoger og spoken words indslag, det har medført på albummet. De to tidligere albums Forever Dolphin Love (2011) og Caramel (2013) er også prægede af teatralske indslag og en kælen undertone, som da Mockasin på titelnummeret fra Caramel, flirtende spørger lytteren med en forvrænget baryton »Oh, and what is this?«. Men alligevel adskiller Jassbusters sig fra forgængerne. De tidligere plader er hyper producerede, og Mockasins vokal er både pitched og forvrænget til nær ukendelighed. Det har derfor været svært at genredefinere Mockasin – at sætte en finger på den måde, han angreb psych-poppen. Den definition var på en eller anden måde ikke rammende nok. Han var for kompleks og mærkelig.

Jassbusters er han stadig kompleks og mærkelig, men det er alligevel blevet en smule nemmere at definere Connan Mockasin, selvom han nu gemmer sig bag aliaset Mr. Bostyn. Han ligger sig i forlængelse af Caramel, men har kondenseret sig selv yderligere til en mere lounge-poppet størrelse. De tungt producerede lag er skåret væk, og albummet fremstår derfor en smule mere organisk. Der er fundet en balance mellem de outrerede, teatralske udskejelser og de fængende melodier, Mockasin efterhånden er blevet garant for – uanset hvor absurd en kontekst, de måtte blive præsenteret i.

Albummet rummer otte numre, der tidsmæssigt spænder over alt fra det knap ni minutter lange åbningsnummer “Charlotte’s Thong” og den knap to minutter “You Can Do Anything”. Jassbusters er et forholdsvist kort bekendtskab med sine 34 minutters spilletid, og man kunne godt ønske sig en udfoldelse af den funkede Connan Mockasin, man er blevet introduceret for. Det er en stil, der klæder ham.

På “Charlotte’s Thong” fejes man øjeblikkeligt op af en twangy guitar, der er langt mere groovy, end man før har hørt Mockasin. Det samme gør sig gældende for albummets første single, “Conn Con Was Impatient”, hvor Mockasin crooner sig igennem sin sengekantslyrik med en vokal så sprød, at den er lige ved at knække. Det er især på de mest loungede numre, at Mockasin for alvor fanger. Men også når han bevæger sig oppe i sin papirtynde falset på “Les Be Honest”, rammer han noget fint og næsten vægtløst.

Connan Mockasin beviser på Jassbusters, igen, at han er gudsbenådet melodisk. Han formår at bevæge sig mellem de absurd mærkelige spoken words indslag og det lidt tvivlsomme koncept, men alligevel at etablere sig som easy listening. Det er så umiddelbart lækkert at lytte til, at man ville ønske, man blev forkælet med lidt mere, lidt længere

★★★★★☆

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Skriv et svar