Artikler

Fra pubertær skaterdreng til ambitiøs kunstner

Foto: Brick Stowell
Skrevet af Troels Sørensen

Mac Miller startede sin karriere med at stå på mål for et hav af anmelderkritik, men med tiden blev hans musik mere og mere ambitiøst. Anmelderene begyndte at blive mere positivt stemt overfor ham, og alt imens hans musik voksede sig ind på selv de største kritikere, kæmpede han for ikke at falde og miste sig selv.

Den 7. september i år døde den amerikanske hiphop-musiker Mac Miller i en alder af blot 26 år. Personligt var det en underlig dag for mig, da hans dødsfald rørte mig mere, end jeg forventede. Selvom jeg aldrig har mødt Mac Miller, så var det alligevel som om, at jeg lærte ham at kende gennem musikken. Trods stor respekt fra sine musikkollegaer og en stigende fanskare rundt om i verdenen, havde Miller altid svært ved at imponere musikmedier og anmeldere. Han havde svært ved at slippe ryet som den lalleglade rapper med fladpandet lyrik og et intetsigende musikalsk udtryk, han fik skaffet sig i starten af sin karriere. Han endte til tider som en sjov gimmick, og i perioder nærmest gjort til en syndebuk for ‘rap i dag’. Om vi har delt denne indstilling på Undertoner er uvist, men fakta er, at vi i løbet af hans 11-årige karriere ikke har skrevet en eneste artikel om ham.

Medierne begyndte dog så småt at ændre tone ved udgivelserne af Millers sidste to albums The Divine Feminine (2016) og særligt med udgivelsen Swimming fra i år. Netop med Swimming stod Mac Miller til at peake i sin hidtige karriere, hvorfor hans død kun føles endnu mere tragisk. Personligt er jeg i hvert fald glad for, at vi endelig får vendt Mac Miller her på Undertoner, selvom det er under meget triste omstændigheder.

(Mig og) Millers første år
Mit forhold til Mac Miller startede i begyndelsen af dette årti, da jeg blev student. Mine venner hørte ofte Mac Miller, hvor de særligt smækkede ham på til forfesterne. Specielt var den nærmest lalleglade sang ”Knock Knock”, fra mixtapet K.I.D.S (2010), et stort hit. Ved udgivelsen var Miller blot 18 år, og mixtapet bærer også præg af en kunstner, der er i sine spæde skridt. De fleste sange lød meget ens og var også meget traditionelt opbyggede. Også i lyrikken er alderen tydelig, da det handler om frysepizza, at ryge hash, spille basketball og hænge ud. En generelt ret harmløs udgivelse, men det viste sig at være en stor succes blandt high school-segmentet og folk på Millers egen alder.

Succesen resulterede i, at Mac Miller året efter stod klar til at springe ind på den store scene med sit officielle debutalbum Blue Side Park. Albummet røg ind som nummer ét på den amerikanske Billboard, som det første uafhængigt distribuerede album i 16 år. Millers debutalbum blev dog haglet ned af flere anmeldere, og fik blandt andet en knusende anmeldelse fra mediet Pitchfork som gav 1.0 ud af 10. Kritikken gik generelt på, at Miller lød uoplagt og var meget utight i sine flows. Tekstuniverset var også stadig harmløst og beatsene trivielle, hvorfor man godt kan give de mange anmeldere ret i deres ellers hårde dom. Mac Miller lød på ingen måde som en rapper med store ambitioner, men mere som én, der hvilede på laurbærerne efter den store virale opmærksomhed. Fanskaren blev dog kun større, selvom Miller heller ikke fik anmelderne overbevist under de følgende års udgivelser Watching with the Sound off (2013) og GO:OD Damn (2015).


En hyldest til kærlighed blev vendpunkt 

2016 blev et vendepunkt for Miller med udgivelsen af albummet The Divine Feminine – Millers hyldest til musik, sex og sin kærlighed til den daværende kæreste Ariana Grande. Det er et album, der rører mig meget, særligt efter dødsfaldet. På dette album viste Miller de første tegn på, at han faktisk var en dygtig musiker og komponist. Han havde han droppet det klassiske hiphop-setup med én mikrofon og én DJ, og i stedet gået efter en mere jazzet og organisk lyd. Miller spillede selv klaver, bas og guitar på mange af sangene, og man kan nærmest ikke genkende Millers tidligere musikalske udtryk. Mange af numrene indeholder også strygere, blæsere og korarrangementer, instrumentering som slet ikke fandt plads på Mac Millers tidligere udgivelser. For første gang kastede han sig også ud i at synge, hvilket fungerer smukt henover de selvindspillede klaverstykker. Det store stilskifte er tydeligt allerede fra pladens første nummer “Congratulations”, der gæstes af neo soul-sangeren Bilal.

Den nye og mere ambitiøse tilgang fra Mac Miller imponerede tilsyneladende hans hiphop-kolleager, som gerne ville bidrage til albummet. Pladen er spækket af nogle af branchens stærkeste spillere, med navne som Kendrick Lamar, Ty Dolla $ign og Anderson. Paak, hvor særligt sidstnævntes bidrag på ”Dang!” blev en stor succes.

Millers sidste, nu hjerteskærende, album
På nummeret “My Favorite Part” fra The Divine Feminine rapper Miller: »It’s been a while since I’ve been sober / this life can be so hard / I’d rather talk about you … «, men med udgivelsen af Swimming valgte Miller ikke længere at ignorere livets hårde side. I stedet valgte han at se sine dæmoner i øjnene, og rappe åbenhjertigt om alle sine kampe med sig selv. Under tilblivelsen af Swimming kom det frem at Miller og Ariana Grande var gået fra hinanden, til dels forårsaget af Millers fortsatte kamp med misbrug og depression.

Musikalsk er Swimming endnu et ryk mod den jazzede orkestrale hiphop, altså en meget flydende overgang fra The Divine Feminine. Dog er Swimming meget mere afdæmpet og sentimentalt, men stadig organisk og selvkomponeret. Han får endnu engang hjælp af anerkendte kollegaer som Thundercat og Snoop Dogg. Den unge pubetære skaterdreng er lige pludselig langt væk. Det er svært at høre, at det overhovedet er den samme musiker, når man sammenligner debut-mixtapet K.I.D.S med Swimming. I takt med at Miller kæmper for at ikke at tabe sig selv, har han fundet frem til sin musikalske identitet.

Det tungere tekstmateriale kommer tydeligst til sin ret på sangen “2009”, som jeg personligt mener endte med at være Millers smukkeste sang (og som jeg har svært ved at lytte til nu pga. hans død). Her rapper han: »Sometimes I wish I took a simpler route / instead of havin’ demons that’s as big as my house / I ain’t askin why no more / oh no I take it if it’s mine / I don’t stay inside the lines / It ain’t 2009 no more / yeah I know what’s behind that door … «.

I omkvædet på selv samme “2009” rapper Miller: »I don’t need to lie no more…« ,og netop dén linje er et stærkt eksempel på det, der gør Swimming til et stærkt og meget hjerteskærende album. Særligt efter hans dødsfald indkapsler sætningen, hvordan Miller gik planken ud og for første gang rappede åbenhjertigt om sine dæmoner og misbrug. Millers søgen efter den mest ærlige og sande version af ham selv gør kun dødsfaldet endnu mere forfærdeligt trist. Når man rejser igennem Millers diskografi er det tydeligt at han blev mere og mere personlig med alderen. Hans første musik handlede om at have det sjovt, og musik var et sted hvor han kunne fortrænge sine dæmoner, men til sidst kunne han heller ikke gemme sine problemer væk i musikken, men den blev dét sted, hvor han kunne komme ud med det.

Mac Millers ekskæreste Ariana Grande mindede ham med en rørende instagram-post, hvor hun skrev: “Jeg er så sur, så trist, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Du var min kæreste ven, i så lang tid over alt muligt andet. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne fikse dig og tage din smerte væk. Jeg ville så gerne. Den rareste, sødeste sjæl med dæmoner, han aldrig fortjente”.

Disse reaktioner sås ikke kun i hans nærmeste omgangskreds. Dødsfaldet ramte generelt den amerikanske hiphopscene dybt, og flere store navne har været ude at udtrykke deres sorg, blandt andre Childish Gambino, Kendrick Lamar, Snoop Dogg, Anderson. Paak, Vince Staples og Chance the Rapper. Flere af dem er desuden gået sammen og lavet et arrangement til ære for Mac Miller. Det finder sted i Los Angeles d. 31. oktober, hvor flere af de nævnte ovenover spiller, og pengene går til The Mac Miller Circles Fond. En fond som hjælper unge mennesker, der er vokset op i belastede områder.

Mit farvel til Miller
Slutteligt må jeg også sige, at jeg, ligesom anmelderne dengang, heller ikke var imponeret af Mac Millers første udgivelser. Når mine venner satte ham på til forfesterne, tænkte jeg, at de simpelthen måtte kunne finde noget bedre hiphop. Jeg endte dog med at holde ufatteligt meget af ham, og er rigtig glad for hans to sidste albums, for med tiden overvandt Mac Miller mig fuldstændigt. Han overraskede mig, som ingen andre har gjort. Der viste sig at være en ambitiøs musiker inde bag skaterdrengen fra Pittsburgh, og jeg tror, det var derfor hans død ramte mig så dybt, for Miller stod klar til endelig at overbevise alle om, at han hørte til i hiphoppens Champions League. Han var den grimme ælling, som endelig var på vej til at blive en smuk svane, og jeg er ikke i tvivl om, at vi i fremtiden ville komme til at høre meget mere spændende musik fra Mac Miller.

Men i stedet for at være trist, så vil jeg endnu engang nyde hans stærke og groovy optræden i NPR’s Tiny Desk-format, der er optaget kun en måned før hans død. Sessionen byder på udelukkende selvkomponeret musik, og det er som om denne setting virkelig viser hans store talent. Den mand var altså dygtig, og fortjente meget mere respekt end han fik.

Om skribenten

Troels Sørensen

Konkurrenceansvarlig for Undertoner
troels@undertoner.dk

Biografi:Jeg var ikke ret gammel, før jeg blev introduceret for henholdsvis Bamse & Kylling og The Beatles. Derfra voksede musikinteressen kolossalt, og i dag er min musiksmag samt min pladesamling stor og bred.
Musik, er for mig, absolut noget af det allerbedste der findes. Jeg elsker at spille musik, læse om musik, høre musik og skrive om musik. Derfor er jeg meget glad for at være en del af Undertoner.

Albums:

Skriv et svar