Plader

Dør Nr. 13: Verden i flammer

Dør Nr. 13 forsøger med albummet Verden i flammer at lægge sig i strømmen af dansksprogede pop-rockgrupper, der med større eller mindre nuancer smelter sammen i én enslydende masse, dog med enkelte undtagelser.

Dør Nr. 13 består af seks musikere, der slår deres folder i landets hovedstad, København. Verden i flammer er bandets debut, og selvom titlen velsagtens kan siges at være en ret præcis diagnose på tingenes tilstand, så er det altså ikke samfundsrevsende protestsange, der hersker på debuten. Tværtimod vanker der på den lyriske front identitetskrise, hvor omdrejningspunktet er begær, fest, utilstrækkelighed og kærlighed. Der er tale om lige dele munter lyrik og lige dele fortvivlelse — balancen er dermed lettere forudsigeligt dækket ind.

Musikalsk står den på svulstig pop med en kvasi-rocket guitar, der noget virilt skal krydre den festlige popstemning. Momentvis er der glimt af modenhed, når vokalen tages ned på et mere sart niveau, sammen med en mere flydende instrumentalisering, som det sker på numrene ”Altid”, ”Vilde Læber” og ”Ting”. På disse numrer virker det som om, de ikke anstrenger sig helt så hårdt for at komme i stødet, hvilket bare fungerer bedre. Når det lykkes dem at slappe af, får de brudt med den svulstige og anstrengende tilgang til deres guitarriffs, og får dem flettet bedre ind i en helhed. Når der så også tilføjes party-bas og glimrende orgeltoner, fremstår det endda som en interessant helhed.

Numrene ”Født til at flyve”, ”Problemer” og ”Siger ik nej” er desværre meget sigende for det resten af pladen, udover de førnævnte højdepunkter, byder på. Den kælne vokal og den voldsomme koncertstemning, der er til stede i numrene, er bare for banale og uinteressante. Det vil højest sandsynligt lyde bedre, hvis det var live foran et stort publikum, men der går sgu lige rigeligt P3 Guld i udtrykket. Nummeret ”Gespenst” har dog fat i noget, da de har bedre gang i mellemspillet. Der tør de nemlig at stikke lidt ud, med en lettere eklektisk leg med orgel. Igen skaber dette de mere velkomponerede og interessante helheder.

Der er dog stadig et par esser i ærmet hos debutanterne. ”Du ved”, er med sin akustiske lydside, med guitar og tamburin, mere letlevende og naturlig. ”Ingen veje ud” er et lidt mere helstøbt rocknummer, der også rummer mere leg. Men det er bare ikke vildt interessant særlig lang tid ad gangen. Måske er jeg for gammel af sind, men jeg synes udtrykket er for trivielt og pubertært. Hvis det har været bandets hensigt, så har de jo heldigvis ramt plet.

Sangteksterne understøtter også i høj grad det mere virile og pubertære udtryk. Der bliver sunget strofer som »altid sammen dig og mig«, »de kan ikke nå mig, når jeg er på min ting« og »hellere brænde op end at brænde ud«. Metaforer for rusen, gespenstet som den usagte længsel, der bæres rundt i nattelivet, og den ungdommelige iver hersker ufortrødent på vokalsiderne. Lev stærkt, dø tung, eller ung, eller hvad mener de egentlig? Nuvel, det er catchy, uden tvivl, men desværre ikke langtidsholdbart.

★★☆☆☆☆

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Skriv et svar

boeger