Koncerter

Kurt Vile & the Violators, 16.10.18, Store Vega, København

Skrevet af Camilla Grausen

For nogle mennesker forhindrer deres perfektionisme dem i at få tingene gjort. Kurt Vile er ikke et af de mennesker. Den produktive, albumaktuelle, men også uperfekte sangskriver gav os en behagelig aften i lettere sløvt selskab.

Sympatiske Kurt Vile og hans Violators kom ind på scenen iført sædvanlige skovmandsskjorter og med uglet hår, klar til en afslappet tirsdagskoncert. Philadelphia-drengen indtog sin velkendte position; bøjet over guitaren med blot en smal stribe ansigt synligt – kun en anelse bredere end midterskilningen i hans store manke. Et praktisk skjold, hvis man ikke er et helt velvilligt midtpunkt. I tilfældet Kurt Vile kan man sagtens skue den pjuskede hund på hårene: Han ligner det, han er. Indadvendt, behagelig, tilbagelænet.

Vi taler jo om manden, der står bag teksterne »Think I’ll never leave my couch again« og »I don’t wanna give up / but I kinda wanna lie down / But not sleep, just ree-eest« – og en del flere fra samme skuffe. Man behøver ikke den store professorlup for at kunne analysere sig frem til en vis karakteristik af personen Kurt. Han kan godt lide at tage det roligt. Og hans fans elsker ham for det. Kurt Vile tager sig selv og sit materiale alvorligt, men absolut ikke højtideligt. Han fokuserer på musikken og ikke sig selv – og udstråler et ønske om, at vi alle skal være vel tilpas. Vile er hverken ved at knække af præstationsangst eller puster sig op til noget, han ikke er. Der er dygtighed og koncentration, men en lille fejl hist og her gør ikke noget. Befriende og højst sympatisk.

Med til karakteristikken hører så også, at den afslappede 38-årige sangskriver og familiefar samtidig er overraskende produktiv. Han har udsendt hele otte kvalitetsalbum de seneste 10 år. Det er endda uden at medregne hans EP’er. Det er manden, der både leverer afslappede guitarhits, gode melodier og vittige tekster (som ”Runner Ups” og ”Dead Alive”) og sågar lidt mere riv og velplaceret frustration på lydsiden (især på Childish Prodigy).

Kurt Viles ottende album, Bottle It In, udkom for få dage siden. Så det var kun passende, at pladens åbningsnummer, ”Loading Zones”, også indledte aftenens koncert. I det hele taget startede første del af Viles koncert godt. Der var en fyldig lyd i det tætpakkede Store Vega, bassen havde det helt rette niveau og lagde en dyb bund, men med masser af plads til aftenens egentlige hovedperson, guitaren. Koncerten igennem var der rigeligt med guitarguf i indlagte passager. En Kurt Vile-koncert er typisk en fornøjelse for guitarister, og blandt publikum var der da også mere end en af slagsen fra unge danske rockbands.

Kurts let talende, halvdybe vokal og downtempo-rocknumrene fra hans seneste udgivelser prægede koncerten og skabte hurtigt en behagelig stemning i salen. Med ”Jesus Fever” fra en af Viles stærkeste udgivelser, 2011’s Smoke Ring for My Halo, som aftenens andet nummer, var der grund til at håbe på en varieret sætliste. Vi kom en tur omkring flere numre fra det nyfødte album, såsom chillede ”Bassackwards” og ditto ”Hysteria”, og vi fik ”Wakin’ on a Pretty Day” fra albummet af næsten samme navn, der dog ærlig talt var noget tung i… bagdelen.

Som tiden gik, lullede Violators os ind i en behagelig tirsdagsfadølsrus både konkret og musikalsk. Når det var bedst, bredte musikken sig varmt i kroppen og sendte tankerne på langfart. Men det er svært at komme udenom, at det blev sløvt i længden, mens de bløde lyskegler berørte bandet, Vile lagde sin vokal i samme leje gang på gang, og temperaturen i salen øgedes. På et stillestående nummer som ”Wild Imagination” var det tæt på at gå i stå, og de fede guitarpassager føltes efterhånden for lange.

Kurt Viles slægtskab til sit tidligere band, The War on Drugs, blev mere og mere tydeligt sådan en aften. Deres musik lyder ikke ens, men den lyder efterhånden ens med sig selv. Jeg vil ellers påstå, at en væsentlig forskel på Kurt Vile solo og det band, han brød med, er, at Vile himself besidder større variation. Men sådan en aften lyder det til, at han efterhånden er faldet i samme gryde som The War on Drugs hvad angår monoton lyd og generel ensformighed.

Mod koncertens afslutning fik vi det, man nok kan snige sig til at kalde et Kurt Vile-hit i form af den iørefaldende ”Pretty Pimpin’”. I USA for få måneder siden var publikum så heldige af få kærlighedserklæringen ”Baby’s Arms” som ekstranummer. Den sang havde haft potentiale til at lade koncerten slutte i det intime rum, den kun trådte ind i en enkelt gang. Det var med Viles soloudgave af ”Stand Inside”, hvor fingerspillet på guitaren og stemmen stod alene og lod skrøbeligheden komme til syne. En sådan afslutning blev det desværre ikke til. I stedet rundede bandet af med Bruce Springsteen-coveret ”Downbound Train”. Meget amerikansk og meget The War on Drug’sk. Og ikke videre sindsoprivende.

Når den kære Kurt får tre et halvt lade U’er, er det ikke, fordi hans indsats foran et udsolgt Store Vega var lad. Han får dem, fordi det er synd, at muligheden ikke blev udnyttet til at udvide hans sceneudtryk – når nu man ved, at han har materialet til at skabe en mindre ensformig koncert. Og når man fornemmer, at små justeringer kunne gøre alverden. Hvis Kurt Vile ikke synes om, at vi har større forventninger til ham, så skulle han aldrig have afsløret, at hans plader rent faktisk rummer både større variation, skrøbelighed og farlighed.

★★★½☆☆
U
Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Leave a Reply