Plader

Lala Lala: The Lamb

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Det er fire år siden, at vi sidst har hørt noget fra Lala Lala med det borgerlige navn Lillie West, men nu er hun albumaktuel med The Lamb. Et personligt album, hvor den 24-årige sangerinde forsøge at komme tættere på den person, som hun gerne vil være – og hvis det lyder sådan her, så er det ikke helt dumt.

Lillie West var blot 20 år, da hun startede en musikkarriere under navnet Lala Lala. En alder, de fleste nok genkender som en periode med alkohol, fester og dans til den lyse morgen. På den måde var Lala Lala ikke anderledes end så mange andre på den alder – og så alligevel. I en alder af 24 år valgte hun at lægge alkoholen på hylden. Hun kunne ikke overskue den forvirring og frustration, som var forbundet med alkoholen – og her kunne musikken hjælpe hende til at komme af med de følelser.

Nu er inspirationen til at skrive musik skiftet ud med et ønske om at komme tættere på den person, hun gerne vil være. Det skal hendes nye album The Lamb forsøge at indkapsle med sin blanding af fine melodier, rockede guitarer og Lillie Wests behagelige stemme, der virkelig får lov til at udfolde sig hele vejen igennem pladen. En plade, som langsomt, men sikkert, folder sig ud og lader alt gå op i en højere enhed både i forhold til produktion, det instrumentale og tekstmæssige.

Særligt på første single “The Destroyer” fra The Lamb møder det fine og melodiske det rockede. Nummeret både starter og slutter med en heftig guitarsolo, som får rusket lidt op i omkvædet, der med Wests vokal i fokus er væsentligt mere storladent. En vokal, som formår at fremtrylle de fineste tekster, der beskriver de op- og nedture, som West har været igennem – dog mest med fokus på nedturene.

»You are the reason my heart broke behind my back,« lyder det på “The Destroyer” – og hjertesorger må i høj grad siges at være noget, som hører 20’erne til. Det bliver medrivende og dragende, når West folder sig ud med sine tekster om kriser, frustrationer og forvirringer.

»I did the right thing // And for what« nærmest spørger hun sig selv på “Dove”.

Det virker ikke til at have været nemt at lægge kaoset bag sig, men det virker heller ikke som om, det har haft de ønskede resultater. Til gengæld har det skabt god basis for musikken.

Der er en god variation imellem numrene – det bliver i hvert fald aldrig kedeligt at lytte til. Det spænder fra den rockede “The Destroyer” til den næsten sarte “Droput”. Det er netop denne variation, som gør albummet interessant at lytte til – og gør det spændende at spå om. Hvad kommer der fra West næste gang? Og hvorfra eller af hvad kommer inspirationen til at udspringe sig fra?

West er blevet ædru, men det gør bestemt ikke noget dårligt for hendes musik, der ikke længere indeholder numre som f.eks. “Fuck With Your Friends” fra albummet Sleppyhead. Lyden, teksterne og tilgangen til musikken virker til at være blevet en smule mere voksen og velovervejet på The Lamb, hvilket fungerer rigtig fint.

Selv om det selvfølgelig ikke er at ønske for nogen, at de oplever kaos, overforbrug af alkohol og mister mennesker, som stod dem nært, så virker det alligevel til, at der er kommet noget godt ud af det for West.

★★★★★☆

Om skribenten

Cæcilie Kallehave

Biografi:
TV-2, Allan Olsen og D-A-D er uden tvivl lyden af min barndom, så efter nogle år, hvor det var pinligt at høre det samme musik som mine forældre, vender jeg langsomt tilbage til rødderne. Jeg har været sorthåret og lyttet til Nirvana, fordi jeg i hvert fald ikke ville lytte til det samme som min far. Nu må jeg blankt erkende, at det er den danske musik, som jeg vender tilbage til - men dog med et twist, da det nu er alt fra Soleima til Tina Dickow, som har fanget mit øre. Alligevel er jeg enormt nysgerrig, så selv om jeg har en forkærlighed for dansk indiepop- og rock, så lytter jeg også gerne til hip hop fra A Tribe Called Quest og pop fra Scarlett Pleasure.
Jeg lytter helst til musik live - men ærger mig på daglig basis over, at CD'er nu er noget, som man streamer på Spotify og ikke længere noget, som man har fysisk.

Fem favoritalbums:
Det kan hurtigt ændre sig, men sådan her ser listen ude lige nu.
The Minds of 99: Solkongen
Tina Dickow: Welcome Back Colour
Scarlett Pleasure: Youth Is Wasted On The Young
The Lumineers: The Lumineers
Of Monsters and Men: My Head Is An Animal

Skriv et svar