Plader

Lise Westzynthius: JA

Lise Westzynthius har udgivet sit femte album JA; en selvransagende kærlighedsplade, der efterlader en underlig bitter eftersmag af pinlig selvudstilling og banalt sprogbrug.

Ideen om ”det stærkt personlige album” er på ingen måde ny. Tværtimod er det et udtryk, man meget ofte kaster efter musik og især musik af singer-songwriter-karakter. Logikken er vel, at når man er alene om at skrive og formidle sine tekster, må man nødvendigvis også skrive og formidle om sig selv. At den logik på ingen måde holder vand (et hurtigt eksempel kunne være Bob Dylan), er en anden sag, men her på Lise Westzynthius‘ femte plade, JA, må det siges at holde stik.

JA er nemlig et så personligt album, at det simpelthen grænser sig til det selvudleverende. Denne skribent skal forsøge at holde sig langt væk fra den skilsmisse, der (igen) ligger til grund for et Westzynthius-album. Faktum er dog, at selvom jeg knapt har boet tre måneder i Danmark efter et udlandsophold på syv år, skal der ikke mange hjerneceller til at regne ud, hvad de her 10 sange handler om: de handler om kærlighed. Af den fortrinsvis bitre slags.

Tag ikke fejl. Dette er hverken første eller sidste album, der bliver skrevet under banneret post-forholds-blues, og det er sgu da også nærliggende at komme af med galden ad den vej, når man nu er singer-songwriter. Men der er altså grænser. Og jeg har nået min.

Det starter egentlig OK, og med OK menes der OK nuanceret. Pladens første nummer ”Mommo” kan egentlig bedst beskrives som en form for hyldestsang, og gennem andre medier kan man lære, at ”Mommo” er navnet på Westzynthius’ finske mormor. Musikalsk er vi ovre i den bløde, men dog melankolske ende af trip-hoppen, der bare vugger derudad, alt imens sangens lyriske jeg erkender, at nogen har betydet noget (alt?) for en: »Du viste mig musikken/ du lærte mig om dur og mol,« synger Westzynthius blidt og blødt med sin smukke stemme. Det er rigtig fint, men lynhurtigt bliver det anklagende: med ordene »[Du] forærede mig din ensomhed« fortsætter hun ikke med at fodre lytteren med den opmuntrende tone.

Det næste nummer, ”Flyv mig ind”, er lidt mere selvreflekterende og selvransagende. »Alting tynger mig/ så jeg fløj en tur/ den tog så lige et par år«. Så langt så godt. Men så bliver det underligt: »Alting tyngede mig/ så jeg fløj en lille tur hjem/ altså helt derud før tid og sted«. Jeg er ked af det, men det sted ved jeg simpelthen ikke, hvor er henne – hverken i bogstavelig eller overført betydning. Og hvad er »de hellige tre procent«, vi skal ind til? Har jeg glippet noget? Allerede efter to numre står vi simpelthen i lyriske problemer til halsen. Ikke alene er det meget hurtigt blevet bittert, det er også blevet navlepillende, og brugen af et rimelig konkret talesprog kombineret med nogle forholdsvis fritsvævende metaforer fungerer egentlig ikke specielt godt.

Det kan især mærkes på ”Kaster dig op”, hvor det faktisk bare går helt galt. Ideen med at kaste nogen kontinuerligt op er meget rammende for den følelse, man sidder tilbage med efter et brud med et andet menneske; det der sure opstød, der bare bliver ved med at brænde i svælget, selvom man faktisk helst er fri for at smage på gårsdagens kærlighed igen og igen. Sat til en sjov lille popmelodi båret frem af percussion og klaver, er det ligefrem interessant – samspillet mellem mørke tekster og lyse toner er næsten altid interessant. Men ind fra højre kommer så sidste sætning af omkvædet og smadrer simpelthen ind i metaforen med en triple dosis af talesprog: »Nu ligger der kun lidt rødvin og en kyllingevinge«. Jeg ved simpelthen ikke, hvad man har tænkt. Måske at det var morsomt? Hvis der med morsomt menes fjollet, så har man ramt plet. Det er nemlig bare fjollet og synd for sangen, der er skrevet sammen med forfatteren Bjørn Rasmussen. Hvem af de to, der er skyld i denne tanketorsk, skal stå hen i det uvisse.

Det, der irriterer mig allermest på pladen, er ikke, at Westzynthius ikke kan skrive tekster; ikke kan formidle en følelse med et billedrigt sprog. Det kan hun godt. Tag bare nummeret ”Ja”, en fin lille ballade med fløjtesang, akustisk guitar og et lyrisk jeg, der, optaget af savn, filosoferer over, hvad det egentlig var, man oprindeligt faldt for hos den anden: »Du danser rundt/ i intet andet end dig/ og ja/ du er danset ind i mig«. Sikke et fint billede på forelskelsen, at danse ind i nogen. Og på ”Bulldozer”, hvor Westzynthius, blandt en overflod af banaliteter og pleonasmer, pludselig langer ud efter den anden på den mest brutale og dog underspillede måde: »Jeg er færdig/ tak for det, jeg tror, du synes, du gav«. Av. Den sved sgu da.

Men der er alt for mange banaliteter, alt for meget talesprog. Det er både drønkedeligt, men også sådan lidt… usmageligt? Fra »I flere dage har jeg ikke tænkt på/ hvor træls du er« over i »Du’ en bulldozer indeni/ du har kørt hen over mig« og til »Ku’ jeg, så ville jeg operere dig ud« bliver man som lytter hevet rundt i det forliste forholds floskelfyldte manege, samtidig med at man får hele den beskidte undertøjsskuffe hældt i hovedet. Det tangerer til det pinlige, og selvom den form for udpensling er en smagssag, så er det ikke god smag.

Gudskelov hiver musikken denne plade op af sølet, og det er virkelig heldigt, for ellers var det endt helt galt. Det kører derudad på numre som ”Kaster dig op” og især den ret fede ”Jeg har en ven”, der med sit poppede guitarbeat perfekt formår at fremkalde følelsen af nattelivets ensomhed og flugten ind i favnen på en “ven”. ”Flyv mig ind” er med sit langsomme, drømmende tempo og mystiske og kælende guitar lige til at blive fremført på Bang Bang Bars scene i 3. sæson af Twin Peaks. Det minder lidt om Chromatics, og det er bestemt ikke en dårlig ting.

Det kan bare på ingen måde redde JA fra at blive et stort NEJ fra undertegnede.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Laura C. F. Petersen

Biografi:

30+ fynbo med rødder i den italienske muld. Har brugt de sidste 7 år på at bo og arbejde i London, men vender nu tilbage til København med blod på tanden og lyn i øjnene. Cand.mag. i engelsk og svært glad for at korsstingsbrodere.

Fem favoritalbums:

Manic Street Preachers: The Holy Bible

Interpol: Turn On The Bright Lights

Placebo: Without You I'm Nothing

Massive Attack: Mezzanine

The Cure: Disintegration

Skriv et svar