Plader

M. Rexen: The United Kingdoms Part 1 – An Endless Sea Of Honey

Skrevet af Magnus Eldrup

På sit debutalbum forsøger M. Rexen at vinde lytterens gunst med en musikalsk kærlighedserklæring, der på én og samme tid er tribal og kommerciel. Resultatet er kreativt, men ikke prangende.

M. Rexen lejede et studie i 33 dage. M. Rexen fløj en masse musikere til sit nyerhvervede studie. M. Rexen m. band improviserede sig frem til første del af et tredelt album med den vidtløftige titel The United Kingdoms Part 1 – An Endless Sea Of Honey. M. Rexen vil gerne have, at vi ved, at hans musik er helt speciel, og på det punkt må jeg give ham ret.

Der findes en fjerde væg, som man helst ikke skal bryde som musikanmelder. En væg bygget på et fundament af gavmilde antagelser om, at man som musikanmelder går ethvert nyt album i møde med et åbent sind og et nærmest zen-buddhistisk niveau af fremmedgjort objektivitet. Så meget som vi prøver, så er dette dog som oftest mere ideal end virkelighed.

Så lad mig lægge de sidste af mine kort på bordet og indrømme, at da jeg i pressemeddelelsen til denne plade så frasen ”Rexens sange skaber møder mellem det eksperimenterende, tribale og kommercielle udtryk” brød min fordomsfremstillede skepsis ud i så lys lue, at man nærmest kunne smage den i luften. I mit hoved, så virkede et tribalt kommercielt udtryk omtrent ligeså appetitvækkende som en islagkage med karrysovs. Hvilket så efterlader os med spørgsmålet: var mine fordomme berettigede?

Mens pladen i sine første spæde sekunder finder fodfæste, så er der ingen tvivl om, at Rexen ikke har taget let på sit løfte om et tribalt udtryk. Introen defineres og domineres af sære, forvrængede, messende stemmer, men det er først når disse toner rinder ud at vi opdager, hvilken sang “Real Monster” i virkeligheden er.

Gennemkomprimerede trommer kører på repeat og giver os plads til rigtigt at bemærke M. Rexens særegne vokal. Vi møder en hæs stemme, der med interessante intonationer og et trofast kor i ryggen bringer os en dragende melodi. På “Real Monster” er det er ikke kun trommerne, der føles som om de er for evigt fastspændt i et mønster af uendelig gentagelse, også teksten og melodien vender hurtigt tilbage til egen start igen og igen og igen. Lad dog ikke dette stå som en anke, men tværtimod som en cadeau til sangen. Det repetitive udtryk virker på én og samme tid hypnotiserende og dragende, og jeg må indrømme, at jeg vakler i mine mistroiske fordomme.

I mit øjeblik af tvivl rammes jeg med ét af en arpeggiator-drevet følelsesudladning af mindeværdig intensitet, da sangen “I Will Never Be Afraid Again” krydser mine ører.

Det interessante elektroniske udtryk i nummeret får hurtigt stukket en krog i min opmærksomhed. Som sangen udvikler sig, må den musikalske kreativitet dog i stigende grad vige for de store armbevægelser, og når bølgerne går højest, bliver sangen simpelthen så storslået og følelsesladet et strygerspetakel, at jeg som lytter har svært ved at leve mig ind og følge med. Det er dog ikke kun en overdosis af strygere, der medvirker til hærdelsen af mit ellers bløde hjerte. En stor del af årsagen bag de manglende tårer på mine kinder og de afslappede hår på mine arme må nok siges, at være et resultat af M. Rexens tekster.

»I’m not your plaything«

Således lyder omkvædet i “I Will Never Be Afraid Again”. En lidt flad konstatering, der snarere sender tankerne hen imod amerikansk teenagepop end mod velreflekteret eller rørende poesi. Mit udeblivende kærlighedsforhold til M. Rexens tekster kommer dog klarest til udtryk i mit møde med sangen “We All Wanna Be Better”. Sangens musikvideo blev af Noisey, i en nylig artikel, på kærlig vis beskrevet som Christianias version af en Field’s reklame. Med et omkvæd, hvor der synges ”We all wanne be better / (korsvar af børn) That’s right / We can’t do it all on our own«, fristes jeg personligt dog til at drage knap så kærlige paralleller til de floskeldrevne buzzwords-om-sammenhold-se-vi-er-så-glade-og-der-er-udsalg-i-Elgiganten udtryk, som vi normalt kender fra diverse reklamefilm for storcentre.

Endnu engang må jeg dog nok påtvinge mig selv en smule selvbeherskelse. For ovennævnte kritikpunkter af Rexens tekster bør ikke fjerne fokus fra det faktum, at An Endless Sea Of Honey faktisk besidder mange interessante musikalske momenter.

Med sine funky synth stød, kontramelodier og høje tempo, så er “Henri” virkelig et glædeligt bekendtskab, der dog uheldigvis, som så mange andre sange på pladen, fortsætter i lidt længere tid end det musikalske koncept reelt kan bære.

På nummeret “Christchurch” har Rexen ligeledes præsteret en imponerende mængde musikalsk kreativitet. Med sin komposition centreret omkring en simpel basmelodi føles det som om, at sangen konstant dirrer i luften, uvillig til at falde til ro og slippe lytterens koncentration for så meget som et enkelt sekund. Det er i øjeblikke som dette, at konceptet tribal kommerciel musik pludselig føles en tand mere spiseligt. For der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at Rexen går til sin egen musik med et beundringsværdigt frit forhold til de genrer, han så uanfægtet hopper rundt imellem.

An Endless Sea Of Honey er et album, som kræver utroligt meget af lytteren. Stor koncentration gennem de lange monotone sange, resistens overfor dissonante udladninger og ikke mindst overskuddet til at følge Rexen gennem utallige uforudsete musikalske kursskift. For hele denne lytterindsats, og på trods af flere fine momenter og gode ideer, så føler jeg personligt ikke, at M. Rexens debutalbum betaler mig helt tilbage for alt mit arbejde.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Magnus Eldrup

Skriv et svar