Plader

Phosphorescent: C’est La Vie

Skrevet af Jens Trapp

Phosphorescent er tilbage efter fem års albumpause med en samling sange, der spænder fra det shamanistiske til den gammelkendte Phosphorescent-lyd og med et par svipsere imellem.

Phosphorescent er Matthew Houcks kunstnernavn. Han plejede at have base i Brooklyn, New York, men optrådte oprindeligt under navnet Fillup Shack i Athens, Georgia. I 2003 skiftede han kunstnernavnet ud med Phosphorescent (som udtales med tryk på tredje stavelse) og udsendte albummet A Hundred Times or More. Siden er det blevet til seks studiealbums, hvoraf ét er en hyldestplade til Willie Nelson, der udgav albummet To Lefty From Willie (til Lefty Frizzell), hvilket i 2009 inspirerede Houck til albummet To Willie. Senest fik vi i 2013 det fremragende Muchacho, som i mine ører er bedre, end det blev anmeldt til her på siden.

Nu fem år senere er der endelig et nyt album på gaden: C’est la Vie. Houck er i mellemtiden blevet far (to gange) og er stukket af fra New York til Nashville, hvor han har bygget sig et studie og optaget de ni numre på nærværende album.

Det er en lidt blandet affære, men med mange rigtig gode numre imellem. Numre i stil med dem, der var med til at gøre Muchacho til så godt et album. Der er den samme vibe og til dels også lyd på trods af sceneskiftet fra New York til Nashville. Lyden er blot blevet mere nedbarberet. Det klæder numre som ”There From Here”, ”Christmas Down Under” og ”My Beautiful Boy”, som er Phosphorescent når det er bedst. Der er fabelagtige melodier med fede hooklines, og instrumenteringen er lad og lækker. Lidt lapsteel her og en skramlet, skæv og let støjende solo der. Og så dette helt simple og dovne beat i bunden. Det er godt! Mere knald på er der på et nummer som ”Around the Horn” med sine elektroniske elementer, støjguitar og hamrende klaver. Der er også deciderede fusere imellem, desværre. ”New England” falder pladask på maven med et skvulpende fadt og ømt anslag. Av av av. Også ”These Rocks” med sin uendelige gentagelse af »These rocks, they are heavy« falder tungt og dorskt til jorden. Gaaab.

Albummet åbner ellers skønt med den kun lidt over ét minut lange ”Black Waves – Silver Moon”, der næsten fremmaner en esoterisk, shamanistisk stemning, som desværre ikke kendetegner resten af albummet. Allerede anden skæring, titelnummeret ”C’est la Vie No 2”, bevæger sig i en helt anden boldgade, omend det dog er et lækkert nummer, der rækker ud efter tidligere værker med en ny tone indover. Så bryder ”New England” rytmen med sin maveplasker, før der atter rettes op på det med de fire ovenfor nævnte numre, før den langmodige sang om de tunge, tunge sten.

Albummet lukker med ”Black Moon Silver”, som heldigvis er et nummer, der trækker på de bedste egenskaber ved Phosphorescent: nemlig en tæft for den gode melodi, som i dette tilfælde kun er en udechifrerbar, engleagtig korstemme, den tyste, let underspillede musik og stemningen af, at noget vigtigt er ved at passere forbi og at du hellere må se, om ikke du kan få hold på det, inden det evaporerer og forsvinder i det støvede verdensrum kun efterladende sig et svagt ekko af en slidt steelguitar og den esoterisk klingende korstemme. ”Black Moon Silver” peger selvfølgelig tilbage på åbningsnummerets titel og har også det samme sært dragende univers, blot her trukket ud over næsten seks et halvt minut. Jeg havde gerne set dette univers foldet ud over hele albummet, men sådan skulle det ikke være. Bevares, udover de to nævnte svipsere, så er albummet både dragende og velkomment. Et fint udspil fra Phosphorescent anno 2018.

★★★★☆☆

Skriv et svar