Plader

Skammens Vogn: Musik og drøm

Skrevet af Cæcilie Kallehave

Skammens Vogn er et band, som har delt vandene på Undertoner, siden vi fik øjnene op for dem i 2008. Nu har de netop udsendt deres femte album, som både rummer noget velkendt og noget nyt.

Selvom man nemt kan finde en række nutidige, musikalske slægtninge til Skammens Vogn, så har de på deres seneste album søgt inspiration hos mere garvede kunstnere. Fra skattekisten af danske musikere og lyrikere, der dækker over blandt andre Tove Ditlevsen og Lars Lilholt, har Skammens Vogn draget lyrisk inspiration på deres femte album Musik og drøm.

Det har resulteret i et spændende, kaotisk og skævt album, hvor et underfundigt tekstunivers og en barnlig naivitet er i fokus. Det var også nogle af de ord, vi kunne sætte på pladens førstesingle, “Brug for dig“, som Undertoner fik førsteret på at lytte til — måske, fordi vi har fulgt bandet tæt de sidste ti år. De tre bandmedlemmer, Jakob Millung, Oliver Hoiness og Nikolaj Zeuthen, har spillet sammen siden 2005, hvor de har været forbi alt fra små værtshuse til store scener rundt omkring i landet. Trioen har altid delt vandene hos Undertoner med alt fra 2,5 til 5 U’er på dobbeltanmeldelsen af deres selvbetitlede debut (2008), og tiden må vise, om Musik og drøm gør det samme.

“Brug for dig” fik et par pæne ord med på vejen, blandt andet for det snørklede tekstunivers og den førnævnte naivitet. Det samme viser sig at være gældende for resten af Musik og drøm, hvor man et langt stykke hen ad vejen også kan koble de samme ord på, som vi gjorde til bandets tredje album, Asfalt, tilbage fra 2013. Et album, som blev rost for at være mere poetisk og personligt end tidligere, og hvor særligt Zeuthen blev rost for at være blevet mere moden og mere eftertænksom. Musik og drøm er lige så kaotisk, som mange af bandets tidligere udgivelser, men alligevel mere barnligt end eksempelvis Asfalt — også mere poetisk, men mindre personligt, med inspirationen fra de store, danske musikere. 

Teksterne hos Skammens Vogn kan til tider være en smule banale, men der er noget finurligt og spændende over det musikalske udtryk på Musik og drøm, hvor de nutidige tekster møder nogle af de største danske kunstnere. Denne gang har bandet nemlig kigget tilbage i den danske musikhistorie for at finde inspiration til Musik og drøm: De har lånt fra både Tove Ditlevsen, Peter A.G. og sågar Lars Lilholt – og så er der også alt det imellem. Her kunne jeg dog fristes til at sige, at et band med så relativt mange år på den danske musikscene, måske ikke behøvede at søge så meget inspiration udefra, at de har lavet en sang, som hedder ”Solen er så rød, mor” – omend det bestemt er en anden udgave end den, som mange har fået sunget som barn.

»Solen er så rød, mor / Ved du hvad det er for en kamp?«

Der er en vis genkendelighed, som er rar – men hvad det er for en kamp, står stadigvæk ikke helt klart. Måske man bare skal se nummeret som et twist på det genkendelige, men det er også lidt letkøbt, da bandet har produceret fire album forinden Musik og drøm, hvor de klarer det ganske fint selv, både når det kommer til tekst og musik. Det kan naturligvis ikke undgås, at man som musiker får inspiration fra andre, men det kammer en smule over, når det gælder hele tekststykker og sangtitler – hvis altså der ikke er tale om en nyfortolkning af en gammel sang. Det kan bare være svært at greje, om det faktisk er intentionen.

Zeuthen har også ladet sig inspirere af Harald Bergsteds velkendte børnesang ”Jeg ved en lærkerede”. Det er blevet til ”Lærkerede-blues”, hvor bandet har genbrugt omkvædet fra den oprindelig sang, mens resten af nummeret er kreeret af dem selv. Det er dog ikke i nærheden af at handle om en lærkerede, og derfor virker det en smule malplaceret at genbruge omkvædet fra den gamle sang, for så at stoppe ved det.  Ifølge bandet selv, har det været et forsøg på at slutte en ring mellem barndommens land og den voksne verden – hvilket synes at være et gennemgående tema for bandet, som vist aldrig helt har lyst til at blive voksne.

Men heri opstår også paradokset, for det er netop også den lidt barnlige tilgang til musikken som gør, at Musik og drøm er et befriende album at lytte til, og Skammens Vogn et band, som tør tage nogle chancer. De tager ikke sig selv for alvorligt, med tekster som »Jeg drikker vin / Flasken er tom« på ”Brug for dig”. Det er egentlig bare en konstatering af udfaldet, når man drikker vin. Det er umiddelbare historier, der bliver tilsat musik. Måske lidt “skitse-agtigt”, hvilket også var nogle af de ord, vi brugte om bandets tredje album Bilerne kører. Skammens Vogn har en helt speciel måde at skrive tekster på, som godt kan virke en smule forvirrende, men de gør det så konsekvent, at det på en måde giver orden i kaosset.

Zeuthens vokal er nok mere speciel end god, men den går fint i spænd med det rodede, kaotiske og skæve lydunivers, som Skammens Vogn bevæger sig i. Det er en behagelig overraskelse, da Zeuthens niece, Mathilde Zeuthen, får lov at synge både kor og et helt vers på ”Hvidt”, som er et virkelig lækkert nummer, man kan falde hen til, med dens tilbagelænede vibe. Særligt fungerer det godt, når de to synger sammen, da ingen af vokalerne er synderligt stærke alene, men sammen går op i en højere enhed, med stemmer der klinger enormt godt.

Bandet har eksperimenteret med flere forskellige kvindestemmer på Musik og drøm, og det er endda lykkedes dem at få blokfløjte-legenden Michala Petri med på ”Mystiker”. Petris fine fløjtespil raffinerer det lidt kaotiske lyd- og tekstunivers, og er med til at underbygge den mystiske og drømmende stemning i nummeret. Hertil kommer dog et kor, formet af så sarte stemmer, at det næsten lyder som et børnekor – en smule forvirrende, da det er svært at greje, hvad meningen er med det, eller hvem der overhovedet er med i koret. “Mystiker” kommer tilnærmelsesvis til at lyse som en julesang, hvor (jule)teksten fylder meget i det samlede lydbillede, hvilket er svært at abstrahere fra. »Han er en mystiker/ Meget selektiv / Ikke særlig glad / Slet ikke som man siger / Ingen nissepjat / Ingen nissepiger«, lyder det.

Juleteamet går igen i ”Lysets engel”, som må være en reference til Ingemann. Juletemaet passer som sådant til bandets lidt barnlige tilgang til musikken, men eftersom Musik og drøm ikke er en dedikeret juleplade, virker det bare lidt malplaceret med julereferencerne. 

Musik og drøm er et organiseret og strømlinet kaos af lyd, for kaosset er gennemført, og udgør et skævt og sjovt album, hvor man opdager noget nyt for hver gennemlytning. Ingen numre er lige efter bogen — de har alle en lille krølle, med enten fløjtespil, skæve tekster eller den rå, upolerede vokal, som går igen igennem hele pladen. På den måde er der faktisk noget stringent over Musik og drøm, men det havde klædt bandet, hvis de stod mere på egne ben. Det bliver desværre en anelse svært at adskille, hvad der er lånt fra gamle sange og digte, og hvad der er originalt, fordi det ind i mellem blot er få passager, som de har lånt, men andre gange er det hele omkvæd som i ”Lærkerede-blues”. Det er ærgerligt, at man som lytter mister orientering lidt, og det er svært at forstå, hvad hensigten er med blandingen af nyt og gammelt.

Skammens Vogn skal dog have ros for deres eksperimenterende og skæve måde at tænke musik på, og for de blues-inspirerede americana-toner der er gennemgående for pladen. Desuden fungerer sammenspillet, bandet imellem, enormt godt, selvom de måske ikke har været helt bevidste om, hvilket udtryk de gerne ville have.

Organiseret kaos, synes at være den bedste måde at beskrive pladen på. Lyt med et åbent sind og lad det stringente kaos folde sig ud.

★★★★☆☆

 

Om skribenten

Cæcilie Kallehave

Biografi:
TV-2, Allan Olsen og D-A-D er uden tvivl lyden af min barndom, så efter nogle år, hvor det var pinligt at høre det samme musik som mine forældre, vender jeg langsomt tilbage til rødderne. Jeg har været sorthåret og lyttet til Nirvana, fordi jeg i hvert fald ikke ville lytte til det samme som min far. Nu må jeg blankt erkende, at det er den danske musik, som jeg vender tilbage til - men dog med et twist, da det nu er alt fra Soleima til Tina Dickow, som har fanget mit øre. Alligevel er jeg enormt nysgerrig, så selv om jeg har en forkærlighed for dansk indiepop- og rock, så lytter jeg også gerne til hip hop fra A Tribe Called Quest og pop fra Scarlett Pleasure.
Jeg lytter helst til musik live - men ærger mig på daglig basis over, at CD'er nu er noget, som man streamer på Spotify og ikke længere noget, som man har fysisk.

Fem favoritalbums:
Det kan hurtigt ændre sig, men sådan her ser listen ude lige nu.
The Minds of 99: Solkongen
Tina Dickow: Welcome Back Colour
Scarlett Pleasure: Youth Is Wasted On The Young
The Lumineers: The Lumineers
Of Monsters and Men: My Head Is An Animal

Skriv et svar