Plader

The Blaze: Dancehall

Skrevet af Joakim Dalmar

The Blaze har fået en del omtale det seneste års tid og er nu ude med deres første fuldlængde album, Dancehall, der tager fart i form af deres signatur-vokal og minimalisme, som går hen og bliver en anelse for ensformig.

Den franske electro-duo The Blaze, bestående af de to fætre Jonatahn Alric og Guillaume Alric, er tilbage med deres vanedannende lyd, som har skabt stor opmærksomhed på den globale dansescene – både for musikken men især også for deres musikvideoer, som supplerer godt til deres livsbekræftende musik om tro, håb og bromance.

Hvor skal man starte henne? Det der står mest klart ved dette album er, hvor repetitivt det er. Det er svært at distancere sig fra, når man allerede har fået introduceret deres lydsortiment på EP’en Territory. Man kan nu bekræfte, at deres lydspors generelle form gentager sig – det hele går ud i tørre klap, repeterende perkussion-melodier og en tand for minimalistiske sub-bas drops.

Åbningen af albummet er ikke just noget at råbe hurra for. De her gentagelser, som I lige er blevet introduceret til, kan man nemlig allerede høre titte frem efter andet nummer. The Blazes perkussion er det mest vægtede element i deres musik. Specielt på nummeret ”She” mærkes det, hvor klaveret heri fylder mest, og der mangler en form for variation til den. Det hjælper heller ikke, at den overbrugte sub-bas, der konstant kompresses til stortrommen, kører over dette beat, og får det til at føles forhastet. Man kan finde mange eksempler på den ensformige form i repertoiret. Det er dog vigtigt at få nævnt, at det ikke er fordi, at der slet ikke er nogle spændende lyde at komme efter på Dancehall.

På nummeret ”Runaway”, der skiller sig mest ud fra resten med dets melodiske tilgang og ny brug af stortrommmens rytme, skaber de en stor variation til resten af albummet, som er yderst forfriskende. Den bølgende bas lever mere op til albummets titel end noget andet spor på albummet – for ej at glemme en god brug af vokalen, der giver en god atmosfære til sidst i nummeret, man godt kunne have ønsket mere af for at skabe en større variation. ”Places” er et andet smukt nummer, hvor duoens enkle form fungerer bedst. Specielt deres vokal har en god funktion til nummeret med frasen »You dance so well«, der komplimenterer deres lille stykke af EDM-verden godt. Normalt går vokalen  ellers hen og bliver mildt sagt irriterende at lytte til. Det er som om, at de på hvert spor har indspillet vokalen på første take og så pitched den, så den i længere sigt bliver irritabel og uforståelig.

Der er ingen tvivl om, at The Blaze har noget at komme med. Deres dansable four to the floor-rytmer, deres melodidrevne perkussion og deres forvrængede vokal skaber en medrivende oplevelse, der kan få enhver type til at slippe tøjlerne og lade sig rive helt med på de euforiske lydbølger. På samme tid bliver deres minimalistiske stil hurtigt repetitiv. Helhedsoplevelsen af Dancehall er derfor ikke fænomenal, da man efter få numre kan gennemskue opbygningerne i hvert lydspor – de varierer ikke nok, og albummet er decideret bygget op på disse ganske få opbygninger. Hvis beatet endelig lige gør sig selv den tjeneste at eskalere, starter den op igen præcis hvor den startede, og dette er en gentagende, gennemgående frekvens i løbet af albumet. Musikken er smuk, men de samme tricks bliver benyttet igen og igen. Måske de skal holde sig til EP’erne.

★★★☆☆☆

Leave a Reply