Plader

The New Investors: In Love with Everyone

Skrevet af Marie Poulsen

Københavnske The New Investors er tilbage med deres andet studiealbum, der emmer af de samme drømmende psych-vibes, som dominerede debutpladen – denne gang tilsat en mørkere stemning. Desværre formår pladen ikke helt at tage fart, og ender med at fremstå en smule dvælende, for ikke at sige kedelig.

Kort sagt: den tilsyneladsende uendelige sommer er slut. Fundamentet af spacede keyboardharmonier og guitarriffs, der emmer af west coast beach vibes, er tilsat en god portion melankoli og Twin Peaks-lignende stemning på The New Investors’ andet studiealbum. I 2016 udgav de debutalbummet Last One In is a Dreamer, der udgjorde en elegant blanding af drømmende surfpop og psykedelisk indiepop – fyldt til randen med jangly guitar og afslappet sommerstemning. Men nu er sæsonen altså ved at være slut for investorerne – i hvert fald hvis man skal stole på den dystre nostalgi, der har lagt sig over musikken på det seneste album.

The New Investors tæller bl.a. to medlemmer fra det hedengangne indierock-band, Velour. Heriblandt er frontmand Glenn Müller, hvis luftige, nærmest hviskende stemme byder velkommen på pladens første nummer, ”Molly”. En dyb, brummende synthesizer akkompagnerer og slår den nye, mystiske stemning an, men bandets særegne lyd finder hurtigt sin vej ind i en spæd guitarstemme og en overflod af keys. En stemning af tungsindig nostalgi sniger sig også ind på nummeret, og bliver hængende det meste af pladen igennem – det høres stærkest på bl.a. ”Suddenly it’s summer”, hvor tempoet er i bund, og det hele synes at flyde sammen i søer af intermezzi. Her formår Müllers falset desværre ikke helt at overbevise, hvorfor det hurtigt bliver lidt kedeligt og tungt at lytte til.

Disse mellemspil/psykedeliske flyden-ud-i-spacede-harmonier-og-guitar-rundgange optræder i stort tal på pladen. Det er selvfølgelig også et klassisk element i psych, men det er, som om de mange lydlag aldrig rigtig når at vokse og få luft under vingerne – i stedet smelter de sammen og gør lydbilledet mudret og ensformigt.

Man skal ikke lægge øre til mange minutter af The New Investors for at forstå, at de bevæger sig på et genremæssigt territorium, der breder sig ud over det sædvanlige og trækker i uventede retninger. Der ligger altid en risiko i at gamble med genreforståelser på denne måde, men debutalbummet var et glimrende eksempel på, at det kan gøres aldeles stilfuldt. Denne gang er jeg knap så sikker. Nummeret ”Utopia” udgør nok pladens mærkeligste indslag, som et godt eksempel herpå. Det begynder i samme dystre stemning, som har luret under overfladen hele albummet igennem, og her bliver den forstærket af keyboardets flydetoner, der bringer stærke associationer til Angelo Badalamentis kompositioner i kultserien Twin Peaks. Det fungerer faktisk godt, men så indtræder omkvædet, og nu er der pludselig dømt discobeats og dance-fest – det er en næsten komisk kontrast, der er meget svær at få til at give mening.

Pladens højdepunkter er således også at finde de steder, hvor det holdes simpelt og indenfor indie-/psychpoppens rammer. Sange som ”Patricia” og ”So Paddy” skiller sig ud med deres simple, men velfungerende struktur. Man får endelig en fornemmelse af den stemning, The New Investors forsøger at opbygge. Her får de endelig brudt gennem tågen af intetsigenhed, der ellers har lagt en dæmper over pladen. Det spiller. Det fungerer. Det er nostalgisk uden at blive sentimentalt. Det er længselsfuldt og drømmende.

Desværre formår disse glimtvise succesøjeblikke ikke at holde temperaturen oppe længe, før der igen falder en lunken tyngde over musikken. Det er ærgerligt, for det virker som om, der er utroligt meget potentiale i bandets kreative, genreforenende måde at skabe musik på, som desværre går tabt i dvælende og mudrede mellemspil og en forvirring over, hvor de egentlig vil hen. Samtidig bliver det bare en tand for melankolsk på den der nostalgiske måde, og det er simpelthen kedeligt at høre på.

Noget tyder på, at The New Investors trives bedst i sommerbriser og psykedeliske surf-vibes. På In Love with Everyone har de fået efterårsblues og drømmer sig tilbage til sommerforelskelser. Desværre formår det ikke at blive overbevisende, og det ender som en noget kedelig affære.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Marie Poulsen

Skriv et svar