Koncerter

Bande de los Apaches, 09.11.18, Sorte Firkant Musikfestival, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Fredagen på den tredje udgave af den guitartunge Nørrebro-festival bød på bl.a. på surfrock på den lillebitte café Den Sorte Firkant.

Det sprudler frem med nye festivaler i hovedstaden, og mange af dem når knap at bide sig fast, før de forsvinder igen. Sorte Firkant Musikfestival lader dog til at have bidt sig fast i en niche som en ultralokal musikfestival, der er fast forankret i miljøet omkring Blågårds Plads på Indre Nørrebro. Som festivalgæst trisser man rundt mellem lokale barer, caféer, kulturhuset Støberiet, Koncertkirken og spillestedet Stengade – og det er faktisk en vældig hyggelig måde at være til festival på. Et andet kendetegn ved festivalen er, at den fejrer den alternative rockscene i alle dens mange facetter. Her er plads til både unge og gamle guitarhelte, tung og blød tråd samt instrumental og vokalbåren rock.

For denne anmelder startede festivalen på en af de føromtalte hyggelige små caféer, da caféen Den Sorte Firkant lagde hus til det fem mand høje garage-/surforkester Bande de los Apaches, der siden 2012 har rumsteret i den københavnske undergrund med deres energiske, instrumentale tag på surfrocken. Der hvor orkestret adskiller sig fra andre danske udøvere i genren surf såsom The Good, The Bad og The Setting Son er gennem den integrerede brug af blæsere, der kaster et frækt solbeskinnet og nærmest mexicansk-klingende skær over projektet. I 2016 udkom gruppens selvbetitlede og selvudgivne EP, som hidtil er deres eneste udgivelse af større kaliber. Det er en hæsblæsende og tætpakket affære med seks numre af omtrent to minutter hver, så med det in mente var der lagt i kakkelovnen til en start med fart over feltet på dagens festivalprogram.

Da jeg trådte ind på den tætpakkede café og tog plads ved et bord, var der to ting, der slog mig. For det første: Hvordan pokker skulle de dog få plads til alle fem musikere i det mikroskopiske hjørne, der var udpeget til scene? Og for det andet – det kunne hurtigt gå hen og blive en lidt akavet affære, at vi alle sad ned ved borde, som skulle vi sidde og knipse i takt til et lille jazz-ensemble og ikke blæses bagover af fuzzguitar-salver. Det første viste sig ikke at være noget problem. Selvom bandet nærmest sad på skødet af hinanden på den lille scene, så var der både plads til dansetrin og til midt i sættet at hive en sjette musiker op, der med sin bas kunne bidrage til gruppens lydbillede, som derudover bestod af to guitarer, en saxofon, en trompet og et trommesæt.

Det andet forbehold viste sig at være mere ærgerligt, da man som publikum følte sig underligt distanceret fra Bande de los Apaches fræsende surfrock-tableauer. Det kan godt være, at bandet dansede for os, men vi kom aldrig rigtig selv til at danse (selvom en lille gruppe gæster hårdnakket tog udfordringen op). Det var ærgerligt, for det havde nok distraheret os fra at bemærke, at særligt koncertens første tyve minutter kørte derudad i stort set samme rille. En effektiv og velspillet rille, bevares. Jeg fik straks lyst til at gå hjem og sætte en gammel spaghettiwestern-klassiker på fjernsynet – eller måske noget Tarantino. Men efter et stykke tid blev det også forudsigeligt.

Derfor var det en fryd, da Bande de los Apaches med aftenens sidste håndfuld numre viste, at de faktisk godt kan ryste posen og spille på andre tangenter end rendyrket surfer-fræs og heltemelodier. En indfølt og patosfyldt fløjtesolo indvarslede aftenens afslutning i form af et mere melodramatisk, afmålt nummer, der ikke lød som noget, jeg har hørt på gruppens udgivelser før. Det viser, at gruppen stadig har plads til at vokse og udvikle deres repertoire, hvilket er en god ting. Charme og spilleglæde besidder de nemlig allerede i metervis.

★★★★☆☆
U
Foto: Mathias Kristensen

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Skriv et svar