Koncerter

Boundaries, 09.11.18, Sorte Firkant Musikfestival, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Der er pladsmangel på den københavnske postpunkscene pt. Med så mange om buddet, er det svært at skille sig ud og gøre et varigt indtryk. På Sorte Firkant Musikfestival gjorde Boundaries et forsøg.

Okay, Boundaries. Nu må I lige bære over med mig et øjeblik. På sin vis er det lidt uretfærdigt, at det skal gå ud over jer, for I er på mange måder et dygtigt og velspillende band. Men vi bliver simpelthen nødt til at snakke om pladsmangel på den københavnske postpunkscene. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og lige nu er den rå mængde af nye, unge postpunkbands ganske enkelt ved at kvæle efterspørgslen på mere musik i den genre. I hvert fald for mit vedkommende. Tag blot et kig på festivalplakaten for Sorte Firkant Musikfestival, hvor du finder navne som Leizure, Modern, Boundaries og The Entrepreneurs. For ikke at nævne dem, der ikke er med i denne omgang: Spines, Communions og alle de andre. I ved hvem, jeg taler om. I kan godt selv høre, at I ikke gør det let for mig at svinge begejstringen op i det røde felt før start, ikke?

Misforstå mig ikke – jeg er ikke ude på at dømme jer ude fra start af. Jeg holder også selv meget af genren, men lige for tiden er det en svær kunst at skille sig ud fra mængden, når man bevæger sig ud på dette musikalske farvand. Man bliver nødt til at tilføje noget nyt, eller i det mindste gøre krav på sin egen niche. Noget som eksempelvis Lød lykkes med ved deres dansksprogede og krautede tag på genren – eller ved at opbygge et ry for at levere særligt intense og tændte liveoptrædener, som eksempelvis The Entrepreneurs er blevet kendt for.

Lykkedes det så for jer? Jeg må sige, at I lagde godt fra land med “Push”, hvis ildevarslende basgang kombineret med den dunkle belysning på Stengade gjorde det klart, at nu skulle vi altså høre noget ondt. Det fik mig sågar til kortvarigt at glemme, at forsanger Mads Gustav Grene med sin sirlige designer-polo fra Lacoste og påtaget bistre ansigtsudtryk er selve indbegrebet af dansk postpunk anno 2018. Med masser af smadder på, iskolde synths og en rullende trommerytme mindede det mig på en positiv måde om et mix mellem det gamle og det nye materiale fra canadiske Preoccupations.

Herefter tabte I mig dog lidt. Det var som om, at nerven fes lidt ud i den mere ballade-agtig skæring “Always a Way” og de andre sange, der faldt i midten af den knap 30 minutter lange koncert. I skal dog have ros for ikke at trække tingene i langdrag, men at kende jeres besøgstid. Til jeres fordel taler også det afsluttende nummer (var det mon “Flesh”?), hvor I ramte et fandenivoldsk niveau af støj og guitarfeedback, som jeg fandt helt forrygende. Dér synes jeg faktisk, at I havde fat i noget interessant. Guderne skal vide, at shoegaze-revival også er blevet en overspillet genre de seneste år, men koblingen af iskolde postpunk-synth og shoegazet guitarstøj-katarsis kan måske give guld, hvis I bliver ved med at grave?  Det var I hvert fald det, som fik mig til at spidse ører og tænke, at I har noget at byde på, der kan adskille jer fra den store masse af danske postpunkbands, som vi lige pt. skøjter rundt i.

★★★½☆☆
U
Foto: Mathias Kristensen

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Skriv et svar