Plader

Boygenius: Boygenius EP

Boygenius er et vaskeægte superband bestående af tre unge, vordende singer/songwriter-stjerner indenfor indie-rockens domæne. På trods af flere højdepunkter virker deres fælles EP dog underligt uforløst – som om helheden er mindre end dets komponenter.

De tre unge indie-heltinder Julien Baker, Phoebe Bridgers og Lucy Dacus, nu under navnet Boygenius, har fundet fælles fodslag på en kollaborativ selvbetitlet EP og en mindre turné i kølvandet på udgivelsen. Der er garant for en smagsvariant af indie-rock, der er musikalsk luftig, følelsesmæssig vægtig og potentielt stemningsgivende for det nært forestående efterår og følgende vinterdepression. På EP’en bringer Baker, Bridgers og Dacus alle deres bedste kvaliteter til bordet på en udmærket EP á seks sange, der dog alligevel viser sig at halte lidt, hvor hver artist normalt excellerer, nemlig med den klare historiefortælling.

De spirende sangskrivere i Boygenius har flere ting til fælles: de er alle i start-20’erne, med intensiv turnering af en håndfuld velanmeldte plader i baggagen, og så er de selvbevidste kvinder i genren indie-rock. En genre, der af mange opfattes som mandsdomineret, hvad gruppens navn også knytter en ironisk kommentar til. Overfladisk set kan de tre artister altså forveksles med hinanden, hvis man er fladpandet nok til at skære dem over samme unuancerede kam. Men er man bekendt med sangskriverne, burde der ikke herske nogen tvivl om, at de på egen hånd har udvist unikke facetter nok til at fordre et samarbejde, selvom deres individuelle lyd unægteligt er beslægtet.

Overordnet set bevæger Boygenius sig på EP’en ikke langt fra de respektive artisters sololyd hvad angår instrumentering og lyrik. Være det sig Bakers emo-folk, Dacus til tider distortion-tunge indie-softrock, eller Bridgers intime country-klingende hymner, synes den enkelte sangskrivers bidrag dog at skinne tydeligt igennem, når EP’ens sange er bedst.

Single-forløberen “Bite the Hand” sender EP’en lidt slapt fra start, men lægger tydeligt den soniske linje for EP’en. Den Bridgers-pennede “Me and My Dog” løfter dog niveauet med stærke melodier og huskværdige one-liners som: »I wish I was on a spaceship/Just me and my dog and an impossible view«. Hernæst følger “Souvenir” og “Stay down”, der trods ihærdige forsøg på at opnå følelsesmæssig katharsis, desværre opleves en kende for formulariske og ensformige. Vokalharmonierne på EP’en rangerer fra sublime til det tilforladelige, men bedst er de på “Salt in the Wound”, der også udgør EP’ens højdepunkt. Dacus synger indledningsvist, mens de øvrige stemmer i, og sangen opbygges inden den kollapser indover sig selv i et instrumental-klimaks fuldendt med hvinende guitarer og klaver. Harmonierne sidder også lige i skabet på album-lukkeren og hyldesthymnen til Idaho, “Ketchum, ID”. Nummeret er en udstikker i henhold til instrumenteringen, der er opbygget om et simpelt fingerspil: en tidløs folk-ballade, der lyder som en nedgående sol over en fyrre-klædt bakketop.

Til sammen fostrer Baker, Bridgers og Dacus altså en EP, der burde danne lidt af et sweet spot, hvis man kan lide bare én af gruppens konstituenter. Det er ømt, svævende, og fyldt med eksistentiel start-20’er-angst, og er til tider næsten lidt for up-front i sit udtryk. For trods unægtelige kvaliteter, bombarderes lytteren konstant med et melankolsk imperativ, hvor der ofte savnes en smule kontrast til at opveje de tunge følelser. Som hos forbillederne Mark Kozelek, Elliott Smith og Angel Olsen, hvor sortsynet ofte udlignes med et lag dead-pan humor eller legende guitarnørkleri, ville en lignende kontrast være kærkommen her. Når det fungerer, fungerer det rigtig godt, men der er desværre overhængende fare for at man som lytter ender ud med en slags følelsesmæssig overeksponering, og altså, ja: følelsesløshed.

Fælles for de involverede artister er, at de hver især er begavede historiefortællere. Psykisk sygdom, knuste hjerter og dødsangst er klare narrativer på deres respektive soloalbums, men på EP’en er det svært at se hvilken historie, de egentlig vil fortælle. Måske er det derfor man ved EP’ens afslutning efterlades med en melankolsk men lidt uforandret følelse. Med tre så talentfulde artister med fødderne solidt plantet i historiefortællingens kunst, er det derfor et alvorligt kritikpunkt når EP’en overordet set føles lidt retningsløs.

Om Boygenius vil lade projektet leve videre efter den kommende mini-turné, eller om denne EP blot er en one off er uvist. Men der eksisterer ingen tvivl om, at der er store ting i vente for Baker, Bridgers og Dacus, for hver især er de veritabelt begavede sangskrivere tidligt i karrieren. Det er dog alligevel frustrerende, hvordan hver af dem tydeligt bidrager med deres særegne kendetegn, uden dog at evne at hæve mere end cirka halvdelen af sangene til det normalt høje niveau. Men retningsløshed og et par kedelige numre står ikke i vejen for begejstringen over de fremhævede sange, hvor samarbejdet fungerer allerbedst. På den måde skuffer Boygenius ikke, men efterlader noget at ønske sig, for virkelig at komme op at ringe.

★★★★☆☆

Om skribenten

Kasper Emil Foldager Nielsen

Biografi:

Min musikalske interesse spirede ud af en pludselig og hovedkuls forelskelse i pop-punk og emo-bands fra 00'erne i mine tidlige teenageår. I mine gymnasieår hørte jeg mest Radiohead, men blev introduceret til et online musikforum, hvor jeg hurtigt blev suget ned i en malstrøm af de obskure udgivelser, boardets nørder begejstrede sig over.
Denne ny fagre verden overvældede mig, og gjorde det muligt at søge ud i de genremæssige afkroge. På den måde er min musiksmag præget af internettets endeløse muligheder for musikalske oplevelser.
Selvom min kærlighed til indierocken nok er størst, forsøger jeg at lytte til lidt af hvert.

Ti favoritalbums:
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Stars of the Lid: Tired Sounds of Stars of the Lid
Built To Spill: Perfect From Now On
Van Morrison: Astral Weeks
Guided By Voices: Bee Thousand
Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Talk Talk: Laughing Stock
Dinosaur Jr.: You're Living All Over Me
Destroyer: Kaputt
The Replacements: Let It Be

Skriv et svar