Koncerter

Car Seat Headrest, 11.11.18, Pumpehuset, København

Skrevet af Signe Palsøe

Hvor tight kan slasket ungdomsrock leveres? Rimelig hulens tight, demonstrerede amerikanske Car Seat Headrest, der med suveræne melodier og selvsikre pluk fra rockhistorien ikke lod vores boppende hoveder få et øjebliks fred.

Tre spader, to trommesæt, tre mikrofonstativer og naturligvis det løse i form af bas, keys og, øh, en enkelt koklokke. Hvis man allerede i begyndelsen af dette årti stiftede bekendtskab med Car Seat Headrest, er det nok ikke just det livesetup, man forestillede sig, at Will Toledo en dag ville diske op med. Dengang var Car Seat Headrest et soloprojekt, der gav Toledo afløb for ensomhed, afsavn, ulykkelig kærlighed og andre af teenagelivets store følelser. Resultatet var skramlede lo-fi-indspilninger sat i verden via en mikrofon på bagsædet af Toledos bil hjemme i Virginia. Søndag aften i Pumpehuset måtte intet mindre end syv mand i arbejde for at fremføre Toledos kompositioner – de fire, der efterhånden er kernemedlemmer i bandet, samt tre tourmusikere, der også stod for aftenens opvarmning med deres eget band, Naked Giants.

Det store setup var dog helt passende, taget i betragtning at Toledos seneste udspil, Twin Fantasy (Face to Face), er en fyldig genindspilning af hele 2011-albummet Twin Fantasy (Mirror to Mirror). En visionsrig plade med storstilede, varierede arrangementer og spidsfindig lyrik, som Toledo ikke mente kom til sin ret i den oprindelige skrammelkasseudgave. Nu har vi omsider fået mulighed for at høre pladens numre leve op til deres fulde potentiale i den endelige version. Eller, det indtryk kunne man måske have haft, inden man troppede op i Pumpehuset. Foran scenen stod det dog temmelig hurtigt klart, at et nummer aldrig får noget så konformt som en endelig version i hænderne på Car Seat Headrest. Det bliver måske sat ned i tempo, tilført en ekstra spradebassesolo eller, hvorfor ikke, flækket på tværs af et Neil Young-cover. Hvem ved – blot var det sikkert, at musikken altid var lagdelt, nuanceret og stak i et væld af retninger. Og at det hele vejen lød tæt på suverænt.

Som da “Cosmic Hero” åbnede med sin skrabede, helt rørende opsætning af Toledos røst over en sagte guitarbund for over 10 minutter at vokse sig til et tætvævet mønster af guitarlinjer, der skiftevis kaldte på øret fra nye vinkler. Eller da Toledo efterfølgende satte ind med sin jovialt snakkende Stephen Malkmus-facon i “Bodys”, der med største selvfølgelighed hoppede fra herligt boppende elektronik til Nirvana-guitarsmadder. Nåede vi publikummer i et nedbarberet øjeblik at tænke, at syv mand måske lige var at presse lønningslisten, kylede bandet straks dén ide tilbage i smasken på os som en boomerang – fulgt af en ny passage, hvor alle på scenen demonstrerede deres evner.

Det var fremragende, og det fungerede, netop fordi talentmassen på scenen var større, end man havde gættet, hvis man blot havde kastet et blik på bandmedlemmernes gennemsnitsalder. Hver af de ret omfattende hårpragter, der flagrede i spotlyset, skjulte en herre, der tydeligvis kunne sin rockhistorie til fingerspidserne. Selvfølgelig var der et cover af Neil Youngs “Powderfinger”, der med største naturlighed knopskød fra “Sober to Death”. Og – som min sidemand bemærkede – selvfølgelig var det »ham med Bob Dylans 90’er-hår,« der overtog mikrofonen under dét indslag. Arbejdsdelingen på scenen var fleksibel, og heldigvis for det, for ellers havde vi ikke fået glæden af Andrew Katz, der under “Destroyed by Hippie Powers” trådte frem fra sit trommesæt og leverede den onde koklokkesolo, man kun kunne drømme om at mestre dengang i folkeskolens musiklokale.

»Do you want an encore? O.K., here’s the encore,« lød det fra Toledo, inden bandet satte ind med “Vincent”. Ingen grund til at spilde tid på formaliteter som at forlade scenen for en stund – eller unødig snak, for den sags skyld. Et prøvende »You guys understand English?« mødte os tidligt på aftenen, men ellers var bandets absolutte prioritet at holde på vores opmærksomhed gennem musikkens evigt lokkende melodier, variationer og opbygninger. For at citere “Bodys”: »Is it the chorus yet? No. It’s just a building of the verse. So when the chorus does come, it’ll be more rewarding.« Hold endelig fast i jeres overkalkulerede opskrifter på indierock-bangers, Toledo & co. Fremgangsmåden virker i dén grad.

★★★★★☆
U
Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger