Plader

Dead Can Dance: Dionysus

Skrevet af Jens Trapp

Australske Dead Can Dance har begået en genreknusende hybrid af et konceptalbum om den græske gud for vin og ekstase, Dionysos, der formår at hensætte lytteren i en sær tilstand helt frigjort fra både tid og sted.

 

Lur mig om ikke Dead Can Dance med Dionysus har begået en lille genistreg, som vil blive forbigået med larmende stilhed i dette lands store og glatte medie(glans)billede, der ellers nok kunne trænge til noget fornyelse og til at blive rusket op i. For det er jo ikke mainstream det her. Det stryger kun feinschmeckerne med håret og giver dem et kick af noget lækkert, skævt og mærkeligt savnet. Vi labber det til gengæld i os, som en kat labber fløde i sig. Hele hovedet ned i skålen og et stort saligt smil flækker ansigtet midt over. Vi viser kløer, hvis nogen tager albummet af afspilleren. Vi ryster overbærende på hovedet, hvis nogen brokker sig over den dekadente lyd af hele verden samlet i ét svimlende favntag. Så selvom man forsøger at knægte os ved at lukke de radiokanaler, der kunne finde på at spille denne type musik, så eksisterer den ikke desto mindre stadig! Den bliver tænkt, forfinet, udført og indspillet, distribueret og lyttet til. Så kære læser: Dyk ned i Dionysus og få dig en musikalsk oplevelse af de mere nødvendige.

Dead Can Dance har på dette, deres niende album, kastet blikket på myten om den græske gud Dionysos, vinens og ekstasens gud. Med brug af så eksotiske instrumenter som zourna, gadulka, davul, saz, pivana og daf med mange flere får Brendan Perry kreeret et eksorbitant og særegent lydunivers, der leder tankerne hen på alskens eksotiske steder. Læg dertil samples fra religiøs chanting, New Zealandske bikuber, Latinamerikanske fugle og en gedehyrde fra Schweiz, og så har du et meget godt billede af, hvad Dead Can Dance denne gang er disket op med. Ikke for at skabe en særlig opmærksomhed om de forskellige lokaliteter, men for at pege på at musik kan findes overalt. Det er primært Perry, der er mastermind på Dionysus. Det er ham, der har brugt det meste af to år på at indspille og kreere værket. Han spiller selv alle instrumenter, mens den anden halvdel af duoen, Lisa Gerard, synger på de to numre “The Mountain” og “Psychopomp”. At tale om numre eller sange giver dog ikke den store mening på dette album, da der er tale om én lang komposition bestående af to akter med henholdsvis tre og fire satser og en samlet spilletid på 36 minutter. Et konceptalbum med andre ord, hvilket også titlen indikerer. Så Gerards sang har mere form af noget, der minder om førnævnte religiøse chants. At man så godt kunne ønske sig mere af Gerard, er en anden sag, som ikke rokker ved kvaliteten af værket som helhed.

De syv satser i værket repræsenterer forskellige facetter af den dionysiske myte og kulten omkring denne med dens dyrkelse af vinen og rusen som en væsentlig del af de religiøse og spirituelle praksisser. Samtidig rækker musikken og tankerne bag også ud over denne myte, for eksempel i brugen af billedet på coveret, som er en Mexicansk maske lavet af Huichol Indianerne fra Sierra Madre, som har deres egne myter og riter, hvor især peyote spiller en væsentlig rolle, som del af deres hellige ritualer og som bevidsthedsudvidende stof. Dette trick med at inddrage andre lokaliteter sker angiveligt for at vise den sammenhængskraft, myternes og riternes indhold skaber på tværs af kultur og hinsides sproget. Indeholdt i dette er der også et samspil mellem menneske og natur, hvor naturen betragtes med respekt og anerkendelse, hvilket også kan ses som et opråb om at vi for pokker skal tage os sammen og tage os af den natur.

I det hele taget har australske Dead Can Dance (og Brendan Perry i særdeleshed) igennem flere årtier været fascineret af de europæiske myter og riter. De startede i Melbourne i 1981, men rykkede allerede året efter til London, hvor de siden har haft deres base. Siden har de splittet op et par gange og indspillet andre ting hver især. Dionysus er deres første værk siden Anastasis fra 2011, og jeg er begejstret for albummet. Der er utroligt mange lag i musikken, som også indimellem bliver helt new age-agtig på en meget tilfredsstillende måde, fordi den ikke henfalder til meditativ repetition, men er i konstant fremdrift og på den måde løfter sig for hvert lyt, hvilket hensætter lytteren i en sær tilstand helt frigjort fra både tid og sted. Det er ret godt gået. Dionysus er et glimrende bud på en moderne fortælling om myter og magi.

★★★★★☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres 😳

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums, albums jeg stadig kan finde på at lytte til:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Hvor også Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive spillede en rolle. Det var det første rockalbum jeg hørte, i form af en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile)

Skriv et svar