Koncerter

Gruff Rhys + Bill Ryder-Jones, 24.11.18, Alice, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Jens Trapp

Gruff Rhys var generøs, excentrisk og velspillende på Alice lørdag aften. Sammen med opvarmning Bill Ryder-Jones fik de både smil og grin frem i publikum.

Bill Ryder-Jones. Foto: Mathias Kristensen

Bill Ryder-Jones var intens og lige på kornet som en slags klon mellem Peter Doherty og Jeff Buckley. Mere ligefrem end Doherty og mindre cool end Buckley, men med begge de herrers tæft for den gode melodi, flowet i materialet og det der weltschmerz-agtige look. Han stod alene på scenen med sin smukke og helt autentisk slidte, sorte Telecaster samt nogle få effekter, som f.eks. den sfæriske støj han lagde ud med. Hans guitarlyd var superlækker og stemmen så tilpas balanceret mellem det sårbare og det drenget charmerende, at han med det samme havde publikums gunst. Ryder-Jones’ galante præsentation af sin kæreste Sue, der stod nede blandt publikum, vidnede om et menneskeligt overskud, der ellers var faretruende tæt på at blive undermineret af hans virkeligt stenede udtryk. Måske var det dét udseende, der også var med til at give de ovennævnte associationer til især Doherty. Han undskyldte dog senere med ordene: »I was asleep until very recently«. Bill Ryder-Jones spillede seks numre fra sin nye plade Yawn, alle i en melankolsk tone med vibrato på stemmen hist og her, og bevarede konstant sit stenede blik ud under det lange pjuskede pandehår. Efter et af numrene råbte en mandlig publikummer: »Beautiful!« hvortil Ryder-Jones råbte tilbage, ikke uden glimt i øjet: »How about the music? Do you like that too?« Før sidste nummer i det lille opvarmningssæt kastede han de første let genkendelige toner fra en gammel Beatles-ting i grams, stoppede sig selv med et »Imagine« og et grin, før han sluttede sættet af med en sidste sang. Forbandet charmerende!

★★★★★☆

Pausemusikken før hovednavnet Gruff Rhys var netop The Beatles med “I Want You (She’s so Heavy)”. Den afsluttende, meget lange sløjfe, var imidlertid manipuleret, så den blev ved og ved betydeligt længere end de 7-8 minutter, originalen varer, inden den fik en ende og stoppede ligeså brat som originalen mens bandet indtog scenen til temaet fra Star Wars indspillet i en fantastisk skøn, smerteligt ustemt og skærende udgave for messingblæsere. Så var scenen ligesom sat med pompøst gennemført humor. Gruff Rhys spillede nu (i selskab med sin trommeslager, bassist og pianist) hele sin seneste plade, Babelsberg. Fra ende til anden. Rhys gjorde et nummer ud af netop det faktum ved først at vise et skilt med teksten: »Babelsberg« og derpå et skilt med teksten: »Side 1«. På lærredet der fyldte hele bagscenen, var der projiceret et billede op med teksten: »Welcome to Babelsberg” i en vellykket pastiche over coveret til Bruce Springsteens debutalbum Greetings from Asbury Park, N.J.

Det var et velspillende, super tight og sammenspillet band, der denne lørdag spillet Babelsberg igennem. Alle breaks og temposkift sad lige i skabet. Det er klart, at et album hvor et 72 mand stort BBC National Orchestra of Wales spiller så stor stor en rolle med deres forsiringer og krummelurer, er en anden oplevelse, når det ‘bare’ er en klassisk rockkvartet, der fremfører det. Når det er sagt, så var det en fornøjelse at høre, hvordan numrene eksisterede i deres egen ret uden det store klassiske orkester. På åbningsnummeret “Frontier Man” var Bill Ryder-Jones med på leadguitar og udfyldte noget af pladsen med sin feedbackguitar, mens bassisten sang som en drøm på det kor, der på pladen synges af en kvinde. Koncerten på Alice var bandets 15. koncert på deres Europaturne, og alle mand var tændte og satans dygtige. Der var lidt tværfløjte spillet af bassisten på “Drones in the City”, mens trommeslageren spillede bas og pianisten var ovre på keyboard i stedet for klaver, men for pokker, de swingede og spillede med et lydniveau, der var en fryd for de mange folk, der var mødt op lørdag aften og hvoraf mange var jævnaldrende med Rhys og måske med slidte og trætte ører. Ørepropper var unødvendige på denne aften.

Efter netop “Drones in the City” bekendtgjorde Rhys, at vi nu var nået til »…a significant moment in the concert! The end of side one« og fejrede det ved at skifte slide på projektoren, som i øvrigt var stort set eneste lyskilde på scenen, der fremstod rimelig mørk. Det næste slide var det billede, der præger albummets gatefold og første nummer på side to er “Negative Vibes”, der ifølge Rhys krævede buh-råb i stedet for applaus. Rhys måtte lige gentage titlen for at få dem helt rigtige, buh-råbene. »You and I can conquer all the negative vibes«, sang han og ophævede dermed råbene igen. Henimod slutningen af albummet, øh… koncerten, nåede jeg at gøre mig overvejelser om, hvorvidt det holder bare at gennemspille hele albummet 1:1?! Og tilmed i et meget afdæmpet sceneshow og lydniveau. Begejstringen var dog stor i den godt trekvart fyldte sal og bandet uhyre sympatisk, selvom netop det publikumsvenlige lydniveau gjorde, at den her egennyttige mentalitet, der i dag snarere er et vilkår på spillestederne end et problem, gjorde at Rhys indimellem skulle kæmpe lidt om lydrummet med højt snakkende publikummer, der tilsyneladende ikke gav en skid for, at vi andre var her for musikkens skyld.

Mine overvejelser blev dog kort efter gjort til skamme, da koncerten ikke sluttede sammen med albummet Babelsberg. Så langt fra! Det var nærmest bare et opvarmningssæt før anden del af koncerten, omkring halvanden time med en bladren i bagkataloget.  Det startede med et nyt slide, hvor der bare stod: »Brexit is a bad sax solo« – en politisk kommentar, som også kan læses ind i flere numre på Babelsberg. Der var kun Rhys og trommeslageren på scenen, sidstnævnte igen med bassen mellem hænderne, da Super Furry Animals-singlen “Colonise the Moon” fra 2005 tonede frem: »Colonise the moon, colonise the moon/ With all the bad ideas/ And all the hopes but none of their fears/ And all the market leaders,« lød det inden den virkelig, virkelig komisk skæve saxofonsolo fra George Michaels forlorne hare “I’m Never Gonna Dance Again” brød ind. Til slut gik det op i en vildt syret jam, før afslutningen:»They’ll fight it out, they’ll fight it out/ They’ll fight until extinction« med tydelige henvisninger til Theresa May og konsortier. Så fik Gruff Rhys scenen alene for en stund, hvor der blev plads til en stille balladeudgave af “Iolo” fra American Interior, efterfulgt af den walisiske “Gwn Mi Wn”. Et par fine sange fulgte, inden Bill Ryder-Jones kom tilbage med sin telecaster for resten af koncerten, hvilket både gav en fyldigere lyd og en anden dynamik på scenen. Han fyldte ikke meget, men hans tilstedevær gjorde, at de andre også havde ham at spille op af, og især bassisten brillerede på sit instrument. »Applause«-skiltet røg op, da Ryder-Jones kom tilbage og Rhys vendte det for at vise os bagsiden der sagde: »Louder«, og sådan gik det derudaf med humor og rockmusik i en skøn blanding.

Publikum blev inddraget og fik lov at vælge retning, som i en af de bøger, hvor man skal vælge hovedpersonens vej, forklarede Rhys. Det blev til den 15 minutter lange episke fortælling om “Skylon!” fra albummet Candylion og et par sange om den walisiske opdagelsesrejsende John Evans, fra multimedieprojektet American Interior. På et tidspunkt gik projektoren ud og efterlod et stort Panasonic logo på bagtæppet, hvilket fik bandet til at bryde ud i en improviseret sang som en hyldest til: »The God of Panasonic«. I det hele taget gik koncerten mere eller mindre op i kaos og vanvid. Ryder-Jones hylede med sin E-bow og Rhys loopede sine skrig i et vildt ridt henover midnatstimen, mens skiltene røg op i flæng: »Resist phony encores” og »Apeshit« sat sammen med billeder af Eifeltårnet og sneklædte bjerge på bagtæppet, efter at projektoren kom i gang igen. Gruff Rhys med band og Bill Ryder-Jones lukkede og slukkede endegyldigt med numrene: “Gyrru Gyrru Gyrru” fra Candylion og til allersidst den smukke vals “If We Were Words (We Would Rhyme)” fra Hotel Shampoo-albummet. Tydeligt glade for koncerten og publikum takkede bandet af efter godt to og en halv times overflod. Rhys beskriver sig selv som: »Some kind of mildly popular, low-selling pop musician«, hvilket måske er rigtigt, men når det er sagt, så er han fandme en excentriker med en fin stemme, et rigtig fedt guitarspil og et velspillende sympatisk band, der giver noget for pengene. Fem U’er til koncerten lørdag aften, der sendte mig ud på Nørrebros gader med et stort, tilfreds smil i fjæset.

★★★★★☆

Fotos af Mathias Kristensen.

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte. Det var en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Skriv et svar

boeger