Plader

Hjalte Ross: Embody

Den engelske folk-musiker Nick Drake udgav i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne tre sublime plader, der i dag står som tidsløse mesterværker. Desværre var han en plaget sjæl, og tog sig selv af dage kun 26 år gammel. Heldigvis lever hans musik videre i en ung dansk herre, Hjalte Ross, der netop har udsendt sin første plade. Og hvilken én.

Pladeselskabet Wouldn’t Waste Records er et forholdsvist ungt pladeselskab, drevet af en gut i Aarhus ved navn Claus Kristensen. Indtil nu har udgivelserne fra selskabet været genudgivelser af albums, der aldrig kom på andet end cd. Med kærligheden til musik på vinylmediet, har kvaliteten været i højsædet, og nu kan selskabet skrive andet end reissues på cv’et. Med udgivelsen af Hjalte Ross‘ debutalbum, Embody, har Wouldn’t Waste Records også udgivet ny musik, og det må de hjertens fortsætte med, hvis barren er sat med Embody.

Hjalte Ross er en 21-årig aalborgenser, som tidligere har spillet under navnet Eli. Nu er han så ude med sin første soloplade i eget navn. Jeg vil lægge ud med at sige, at vi har at gøre med stor musik af enorm høj kvalitet. Det er ikke uden grund, roserne hives frem så tidligt i anmeldelsen, samtidigt med reference til folk legenden Nick Drake. For ikke nok med at musikken rummer samme skrøbelige og nærværende kvalitet som ikonet, så har Hjalte Ross også fået Nick Drakes producer, John Wood, til at producere for sig.

Pladen starter ud med titelnummeret ”Embody” efterfulgt af ”Falling”, der slår stilen an. Akustisk og drømmende singer-songwriter, der lettere melankolsk, og dog alligevel livsbekræftende, strømmer ud af højtalerne. Den helt særlige guitarlyd er meget lig Nick Drakes ornamenterede og glidende guitarspil. Enkeltheden suppleres af strygere, der hiver lydbilledet op og gør det mere atmosfærisk — mere luftigt. Mødet med den kun 21-årige Ross, bragte min kæbe noget nærmere gulvet. Han synger med en modenhed, der allerede mærkes fra første strofe. Endnu en gang fornægter referencen til Nick Drake sig ikke.

“Hunger for the Taste of Time That I Didn’t Waste” viser i endnu højere grad en melankolsk tone, der krænges ud for lytteren. Med det nedbarberede lydbillede, kun udvidet med stryger i omkvædet, står det knivskarpt i al sin skrøbelighed. På trods af den ikke videre muntre stemmeføring, så vil jeg dog vove at påstå, at man i Hjalte Ross’ stemme aner en lidt mere fyldig tone og varme i stemmen, der synes at findes i hans dybere repertoire.

Paletten af instrumenter udvides i nummeret ”All Week Long”. Her er det klaveret, og ikke den akustiske guitar, der bærer tonerne af eftertænksomhed frem for lytteren. Det skaber en lidt køligere lyd i rækken af numre, hvor guitarens strenge ellers skaber varme. Det virker heller ikke helt usandsynligt, at unge Ross har ladet sig inspirere en smule af den mere akustiske del af Pink Floyds diskografi. Produceren John Wood har jo faktisk også leget en del med disse engelske musikere.

Nummeret der tager prisen for bedste titel er ”Company of a Camel”. Et kortfattet instrumentalt interlude, der ikke virker unødvendigt, men derimod skaber fornemmelsen af helhed. Det meget personlige udtryk, der gør sig gældende på numrene, skaber en stærk konsistens pladen igennem. Det falder lytteren naturligt, at det ene nummer afløser det andet, og derfor virker det også naturligt, at den korte interlude skaber en art forspil til ”Summertimes”, der svæver helt ud i drømmenes verden. Her er der skruet lidt mere op for strygerne, og det samme er tempoet — ikke meget, men lidt. Her får vi også lidt mere kant til lydbilledet i form af trommer. Sidst men ikke mindst flyder et luftigt orgel under hele molevitten, som vand fra en rislende bæk.

Det er stærke sager, der bygges op til, og en ynder af gammel engelsk folk som mig, kommer helt op at ringe, da der på ”Cabobay” kommer en varm og liflig lyd fra en klarinet. Her får kompleksiteten et nøk opad, når der gives plads til trommerne, og percussion får lov til at skabe lydlige ornamenter. Det gør, at nummeret bliver væsentligt mere jazzet og jamorienteret end resten, hvilket er et dejligt afbræk fra singer-songwriter æstetikken.

”Come By” og ”Jesus and the Useless”, et andet prægtigt eksempel på en sangtitel, lukker ballet på en hjertegribende facon. De to numre opsummerer ganske udemærket variationen i intensiteten hos Hjalte Ross. Selvom det selvsagt er den akustiske guitar, der er humlen ved Embody, så skabes der dynamik og forskellighed ved temposkift og små nuancer i stemmeføringen. Efter at hive sig mere storladent op med strygere, lander vi pladen med sirligt guitarspil og Ross’ eftertænksomme, modne vokal.

Det skal på ingen måde være en hemmelighed, at jeg har fået revet benene væk under mig. Hjalte Ross har med Embody skabt en plade, der tager fat i en ældre og mere jordnær opfattelse af musik og tid, og giver sig til at male følelser. Det er ikke oppustet muntert eller påtaget eftertænksomt. Modenheden rummes i den tålmodighed, Hjalte Ross udviser. Hans håndtering af den akustiske guitar trækker på den tradition, som Nick Drake tog op på sine tre kanoniserede albums Five Leaves Left, Bryter Layter og Pink Moon.

Nick Drake var inspireret af både Bert Jansch og John Rebourn, hvor de to var inspireret af Davy Graham og Jackson C. Frank. Grunden til denne namedropping er, at det ikke er særligt mange 21-årige danskere, der tør kaste sig ud i denne særlige tradition for akustisk fingerspil. Selvom Hjalte Ross helt tydeligt står på skuldrene af legender, så skal han ikke bebrejdes for mangel på originalitet. Hans særlige, lune stemme og meget fine sans for instrumentering gør, at han er sin helt egen. Men det skal alligevel fremhæves, at det kræver et sandt talent at turde spille op imod så store musikere som førnævnte. Det må siges at være tilfældet her.

★★★★★★

Leave a Reply