Koncerter

Kogekunst, 10.11.18, Sorte Firkant Musikfestival, København

Foto: Mathias Kristensen

Der er en hårfin grænse mellem gal og genial, og det er i netop det område, den aalborgensiske duo Kogekunst formår at boltre sig med et legende overskud.

Det er fandme weird. En tanke, man ofte gør sig i selskab med Simon Wetterstrøm og Oskar Krusell, der tilsammen udgør Kogekunst. Og aftenens koncert på Støberiet var ingen undtagelse. Det var præcis lige så mærkeligt og fedt, som man kunne have ønsket sig.

Man kan ikke sige, at Støberiet var overrendt, men det var egentlig ret symptomatisk for hele festivalen – ingen af spillestederne blev nogensinde rigtigt fyldte. Det lykkedes dog alligevel Kogekunst af tiltrække et ganske pænt publikum i det meget institutionsagtige lokale, som nok er den bedste beskrivelse af Støberiets koncertsted.

Wetterstrøm placerede sig bag trommesættet overfor Krusells keys- og synthsetup, hvor Krusell stillede an med en guitar. »Jeg holder af dig / Sådan der«, og så var koncerten skudt i gang med “Køkken”, åbningsnummeret fra debuten Sexede. Et gribende nummer, som på pladen suppleres med et gåsehudsfremkaldende kor, der til aften blev erstattet af et lidt lallet lalala-stykke, men de kan altså slippe afsted med det. Deres legende facon bød på diverse udskejelser, men det var slet ikke underligt, at der blev lala’et, stønnet, skreget, råbt og afspillet klaverstykker fra en mobiltelefon.

Selv beskriver de deres musik som dronerock, børnehavehits, dansepop, støjpis, ballader og alt, hvad der ellers lige falder dem ind. Det er et sammensurium, som de alligevel formår at gå til med en vis seriøsitet, og ud af det kommer nogle fantastisk melodiøse og dansevenlige numre, som bl.a. aftenens andet nummer “Kan ikke vente til i morgen”. Det var virkelig svært ikke at flytte lidt på fødderne og trække på smilebåndet.

Det samme gjorde sig gældende på et unavngivet nummer, der blev introduceret som et hjemmelavet nummer »ligesom alt andet, vi laver på Rudolph Steiner-skolen i Aalborg«, der ifølge bandet bliver en del af en kommende Jan Sneum-udgivelse, kaldet Sneums Kaleidoskop. Det var næsten helt åndssvagt, med lyrik som »lortepis« og et meget insisterende lalala, men Wetterstrøm og Krusells seriøse tilgang til noget forholdsvis fjollet fungerer bare sindssygt godt, og det er bestemt ikke uden kvalitet. Det var faktisk enormt catchy.

Aftenens andet sidste nummer, den mere seriøse og dystre “Saltvand” (der på pladen er opdelt i en Part 1 og Part 2, men som live blev præsenteret sammenhængende), er også et godt eksempel på, at Kogekunst er dygtige musikere. Den tunge bassynth, de hule trommer og Krusells dybe vokal gav en enormt stemningsfyldt atmosfære, der eksploderede, da guitaren slog hul igennem, og Krusell bevægede sig ud blandt publikum for at skrige en publikummer ind i hovedet. Det var lige til at blive forpustet af.

Sidste nummer, balladen “Le”, der som de fleste numre fra sætlisten stammer fra Sexede, var en virkelig behagelig oplevelse. En oplevelse, man måske ikke lige havde forventet i en liveoptræden med duoen. Men det fungerede, ligesom resten af sættet gjorde det, og man stod tilbage med en påmindelse om, hvorfor det er fedt at gå til koncerter. Kogekunsts legende tilgang gjorde koncerten til en egentlig oplevelse, og til en af de bedre på Sorte Firkant.

★★★★★☆

Foto: Mathias Kristensen

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Skriv et svar

boeger