Plader

Kogekunst: Sexede

Aalborg-duoen Kogekunst byder indenfor til musikalsk legestue på deres debutalbum. Højskolesang og skramlede popsange er på menuen, men trods diversiteten lyder Sexede til tider lidt for tilfældig.

Af en støjrockduo åbner Kogekunsts debutalbum Sexede i et ganske fordrageligt hjørne med grundtvigiansk højskolestemning, kor og klaver. Man hører endda lidt host, grinen og får en klavertreklang til at rense ganen, før den halve time i musikalsk legeland begynder. Aalborg-duoen, der er fast inventar ved psychrockfestivaler i Århus og København og har et forbillede i kontrakulturens konger, Velvet Underground, lader til at være nogle søde drenge. Lyrisk lægger duoen sig midt imellem et punkpoetisk islæt og en deadpan-sig-det-som-det-er-æstetik a la Medina: “Du skal ikke noget / finder jeg ud af / på sms”, som én af deres linjer lyder. Duoen udtaler selv, at deres lyd “viser det til tider infantile udtryk, som vi har. Vi føler, at der ligger en oprigtighed i det infantile, og derfor har vi omfavnet det.”

Det infantile kan dog kamme over i det performative. En hel masse mellemspil og introer undervejs – Amélie-klaver, telefonoptagere, en lille spansk lydbid dér og lidt outret guitar her – virker som en unødvendig forsikring om autenticitet og minder om den gamle kliché, at det vigtigste i musik, er det der sker IMELLEM tonerne. Af et band, der efter eget udsagn vil skrive popmusik, er det alligevel først på tredjeskæringen “Hvorfor”, at man får lov at få et ordentligt omkvæd. Hvor fjollefalsetten på numret ikke gør meget for at indgyde tro på projektet, er der dybde og insisteren i Oskar Krusells stemme. Han bryder halvvejs  ind med nogle stodderagtige linjer om at være et pikhoved, der elsker musik, opbakket af lækre bronzehorn. Krusells stemme har en kraftig eftersmag af Bisse og Nikolaj Vonsild – til tider endog en lille snert Johan Olsen. Det er ikke for at sige at Simon har en ringe stemme. På “Kan ikke vente til i morgen”, pladens højdepunkt, slynger hans falset sig fint om omkvædet, hvor bandet også finder sig mere til rette i de klassisk støjrockede virkemidler: Bas, trommer, forvrænget guitar.

Generelt kan man ikke klandre et ungt, eklektisk band for at prøve grænser. Det nogen ser som umodenhed, vil andre sikkert se som legesyge, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Sexede kunne stå mere skarpt. Der er lidt for meget fyld på sidebenene, og ikke nok pop i kernen. I disse Spotify-tider er der selvfølgelig ikke meget motivation for at ruge på sine guldæg – musikken skal ud i små portioner, der kan vække opmærksomhed, og i visse fløje af skæv indie er der laserfokus på proces, proces, proces fremfor produkt. Kogekunsts spinkle fundament dækker stadig over nogle interessante idéer: Først og fremmest gode stemmer, der komplimenterer hinanden sindssygt godt. Aalborg-duoen skal bare frigøres en smule fra deres egen infantilitet og fokusere på at opbygge, stabilisere og udbygge et reelt musisk univers.

★★★½☆☆

Om skribenten

Thøger Christensen

Biografi: Jeg har altid haft en rimelig skizofren musiksmag, der blev grundlagt med hårdere rock og metal, men siden hen har inddraget jazz, indiefolk, elektronisk musik og for nylig også hiphop. Jeg elsker at blive udfordret og overrasket, men er samtidig stor fan af det iørefaldende og fængende. I tråd med dette er nedenstående fem albums ikke så meget mine favoritalbums, som skiver der er blevet spillet tit og ofte eller har hjulpet mig til at forelske mig i nye genrer.
Fem favoritalbums:
Fjernsyn Fjernsyn: Fjernsyn Fjernsyn
Blake Tartare: More Like Us
Death: Symbolic
Aphex Twin: Selected Ambient Works 85-92
Dr Dre: The Chronic

Skriv et svar

boeger