Plader

Kurt Vile: Bottle It In

Kurt Vile er vendt tilbage til sin velkendte landevejs-folk efter sidste års samarbejdsalbum med Courtney Barnett. På trods af fine takter på særligt pladens første halvdel, så ender Bottle It In med at efterlade indtrykket af en kunstner, der står lidt i stampe.

Kurt Vile har efterhånden afprøvet lidt af hvert i sit mangeårige virke som lalleglad spillemand. Siden 2008 har han fremtvunget det ene gavflab-album efter det andet. Alle med den velklingende, knastørre akustiske guitar som fællesnævner. Sidste år kastede han sig så ud i et samarbejde med sangerinden Courtnet Barnett, der blandt andet udløste kæmpehittet “Over Everything”.

Denne gang er Kurt Vile tilbage på egen hånd med fuldlængdealbummet Bottle It In, der, som titlen også afslører, indrammer en lang og døsende affære med den indadvendte frontfigur som førstepersonfortæller. En tung og langsom affære, hvor flere af numrene i bedste Kurt Vile-stil strækker sig over 10 minutters spilletid. Der er altså noget at gå i krig med for lytteren, da pladen forløber sig over hele 80 minutters penge.

”Loading Zones” sparker ballet i gang med sin landevejslyd fyldt med hooks og velklingende westernguitarer. Det er en lyd, der er særdeles kendetegnende for Kurt Vile, og hans producer ved da også efterhånden godt, hvilke knapper der præcist skal trykkes på. På pladens fjerde nummer finder vi den ni minutter og 46 sekunder lange ”Bassackwards”. Ved første gennemlytning minder det ustyrligt meget om 2013’s ”Wakin’ On A Pretty Day”. En akustisk guitar ringer lige så stille ud i baggrunden af en sløv drumpad, alt imens nummeret tøffer langsomt derudaf vers efter vers. Det er lyden af en sløv morgen, hvor solens første stråler så småt kigger ind ad vinduet og tømmermændene presser sig på. Det er både velkendt og behagelig lytning. På pladens midte finder man ligeledes nummeret ”Rolling With The Flow”, som trækker tråde tilbage til den tidlige Kurt Vile og albummet Smoke Ring for My Halo. Her afviger tempoet nemlig fra de øvrige skæringer, og buldrer blidt afsted med et lækkert guitar twang. Selvfølgelig tilsat en sløv mandevokal, der stille fremstønner linjer som: »I’ve got a lot of crazy friends«.

Alligevel bliver det en anelse sløvt hen mod slutningen af albummet, og de lange skæringer ”Check Baby” samt titelnummeret ”Bottle It In” fremstår en smule slaskede. Det sænker derved den musikalske pondus, der var at spore på albummets første del. Dog bliver den sidste energi vredet ud på nummeret ”Come Again”, der med sin karakteristiske banjolyd spiller på de samme tangenter som 2015’s “B’lieve I’m Goin Down”. En sårbar americana-lyd tilsat en god portion spoken word, der som altid omhandler små hverdagsfloskler, sætter soundtracket til din tømmermændsramte søndag.

Den gavflabede sangsmed har her skabt et album med utrolig meget indforstået energi. Det er sådan set ikke fordi pladens form kommer som en overraskelse for nogen. Det er efterhånden blevet et kendetegn, at et Kurt Vile album forløber sig over én time, med alt fra 2 minutters tracks til langspillere, der tangerer 10 minutter. Albummets sidste del leverer simpelthen bare ikke nok. Rammer er sat, og som vi har set så mange gange før i Kurt Vile regi, rummer de indforståede sangtitler altid en særlig kraft, der emmer af den distræte sangsmeds hverdagsproblemer. Med det sagt har Bottle It In stadig en masse gode ting at byde på for Kurt Vile-fans, dog uden at være i nærheden af det niveau, vi på tidligere udspil har set ham mestre til perfektion.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Simon Lund Pedersen

Jeg har altid haft en særlig connection med musik. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden. For mig handler musik meget om identitet, hvilket også gør at jeg har svært ved at lægge mig fast på noget konkret. Jeg føler ens musikalske-jeg konstant er i udvikling. Et af de første minder jeg har fra mødet med musikken var engang hvor jeg i 8. klasse fandt en italiensk opera helt tilfældigt på youtube. Det havde jeg det for vildt over i flere uger. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af at være helt alene med den begejstring. Det var vidunderligt. Musik kan for mig både være ekstremt personligt, men samtidigt kan det også binde folk sammen, hvilket repræsenterer noget vildt smukt synes jeg. Det er det der er det fede ved at være musikskribent. Det er rart at få bekræftet at man ikke er den eneste der har haft den samme oplevelse af at lytte til noget, men hvis man så alligevel er, så har man forhåbentligt fået noget ud af det selv, og så er det bare fedt at få sine musikalske oplevelser skrevet ned, og få dem gjort til noget håndgribeligt. Der sker bare noget magisk når man får afløb for de stemninger et givent musikalsk værk har givet en. Det er det skriveriet kan. Og så er det jo bare alt for fedt hvis folk kan spejle sig i det man skriver.

Fem favoritalbums:

Paul Simon - Graceland

Beach House - Teen Dream

Destroyer - Ken

Roy Orbison - Memphis

Donny Hathaway - Extension Of A Man

Skriv et svar