Plader

Lightwave Empire: Heart of Noise

Skrevet af Alex Nørregaard

En blanding af nyt og (lidt for meget) gammelt udgør fuldlængde debuten Heart of Noise fra tidligere Spleen United-frontman, Bjarke Niemann. En plade der desværre står stærkest, når den hives ud af dens ulykkelige kontekst.

»Det er som om, at Bjarke har skrællet et lag kølig distance af sig og givet sig selv lov til at få det hele ud. Det har der også været behov for, eftersom albummet er skrevet til en helt særlig modtager — Bjarkes kone — og kan ses som en ubetinget kærlighedserklæring til hende i en tid, hvor hun havde allermest brug for det. For juleaftensdag i 2012 tikker den tragiske nyhed ind om, at Bjarkes svigermor har begået selvmord.«

Jeg tror at ovenstående, der er hentet fra pressematerialet til Bjarke Niemann-projektet Lightwave Empires debutalbum Heart of Noise, om en meget tragisk begivenhed i Niemanns privatliv, går igen (i en eller anden form) i samtlige anmeldelser og omtaler af pladen. Det må i den sammenhæng være værd at bemærke, at pladens fokus først og fremmest synes at være kærlighedserklæringen, og ikke den ulykkelige hændelse, der var årsagen til at bekræfte den.

Resultatet er desværre ikke nogen særlig nær eller markant oplevelse. Musikken er, som følge af primært at være en kærlighedserklæring, formoder jeg, overvejende energisk og optimistisk, men rammer ikke noget i mig som lytter, selvom den kølige distance skulle være skrællet af. Det betyder, at pladen lettere opleves afkoblet fra sit afsæt, end det er tilfældet med en række markante og dybt personlige/private udgivelser fra de senere år, eksempelvis Benji, Carrie & Lowell og A Crow Looked at Me. Det er bestemt ikke en kritik af, at Lightwave Empire deler historien bag, og behovet for at formidle den, er fuldt ud forståelig. Men min pointe er blot, at konteksten let synes at miste sin betydning i forhold til oplevelsen af indholdet på Heart of Noise.

I betragtning af ovenstående vil jeg derfor mene, at Heart of Noise står stærkest, hvis man som lytter går til pladen uden at tænke konteksten ind. Niemanns karakteristiske vokal er som altid solid og et godt holdepunkt i det gennemgående synth- og indiepoppede lydbillede, der på en række af numrene synes lidt overlæsset. Pladen kræver tålmodighed, men efter nogle gennemlytninger viser der sig at være nogle fine numre iblandt.

Til trods for at fremstå lidt rodede, er både “Pleasure and Pain” og “Too Close to the Sun” meget fængende. Sidstnævnte generer lidt med en gennemgående gimmick, der af en eller anden årsag får mig til at tænke på lyden af lille, gøende hund, men vinder meget med et stærkt omkvæd og guitarstykker, der i mine ører leder tankerne hen på The Cure-klassikeren “Friday I’m in Love”.

Numrene “Homes of Steel” og “Kill Me with Love” emmer af M83 anno Hurry Up, We’re Dreaming med bombastiske trommer, elektroniske toner og energisk guitar, men mangler alligevel noget pondus. I modsætning hertil er der mere afdæmpede numre som “Here Comes the Sun”, hvor Niemanns lyse vokal går rigtig godt i spænd med det lidt mere dunkle lydbillede, og ikke mindst titelnummeret “Heart of Noise”, der runder pladen af.

Overordnet set synes Heart of Noise – med eller uden kontekst – noget tynd og alt for lang, mens teksterne ikke vækker den store interesse. Jeg har desuden læst mig til, at fire af pladens numre (“Pleasure and Pain”, “Here Comes the Sun”, “Kill Me with Love” og “Better Days Ahead”) også var at finde på Lightwave Empires debut-ep, Kill Me with Love, der udkom tilbage i 2016. Nu er der som sådan ikke noget mærkeligt i at samle tidligere numre op og bruge dem på en ny udgivelse, men det er værd at bemærke, at 1/3 af pladen dermed udgøres af allerede kendt materiale. Man fristes til at overveje, om det mon i denne sammenhæng kan være for at dække over, at en markant del af de nye numre ikke er videre bemærkelsesværdige.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Alex Nørregaard

Skribent

Biografi:
Ærligt talt, så sagde musik mig ikke synderligt meget før omkring 7. klasse. Det handlede i stedet mest om fodbold, hvorfor radioen også var tunet ind på P3 i weekenden, hvor Ulrik Jensen guidede lytteren igennem sportsresultater og musik i "Sport på 3'eren". Det var her, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med Depeche Mode, og jeg var solgt med det samme. Herefter fulgte bl.a. The Human League, og langsomt blev horisonten udvidet - ikke mindst takket være min bonusfar, som udfordrede med alt fra Explosions in the Sky over New Order til My Bloody Valentine. I dag fylder pladesamlingen godt og tæller en lang række forskellige kunstnere, hvoraf især The National må siges at betyde noget ganske særligt.

10 favoritalbums:
The Blue Nile: Hats (1989)
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas (1990)
The Cure: Disintegration (1989)
Depeche Mode: Violator (1990)
Destroyer: Kaputt (2011)
Explosions in the Sky: The Earth Is Not a Cold Dead Place (2003)
Majical Cloudz: Are You Alone? (2015)
Mark Kozelek & Jimmy LaValle: Perils from the Sea (2013)
The National: Boxer (2007)
Wild Beasts: Smother (2011)

Skriv et svar

boeger