Plader

Matthew Dear: Bunny

Skrevet af Kristian Jensby

Efter seks år uden pladeudgivelser under eget navn, vender Matthew Dear tilbage med en stærk clubbet electronica-plade, der på sine højdepunkter udstråler intensiv og gennemført electro-pop-energi.

Bunny formår Matthew Dear at skabe et lydunivers præget af clubbet indie-elektronisk pop, der til tider kan virke for repetitivt og monotont. Men på trods af dette, bidrager pladens mindre karakterløse øjeblikke alligevel til det samlede clubbede lydbillede på Bunny. Dette ser sig især muligt, takket være pladens dynamisk høje topniveau, hvilket den electro-poppede førstesingle ”Modafinil Blues” er et fremragende eksempel på.

På pladens åbningsnummer, den syv minutter lange ”Bunny’s Dream”, skaber den amerikanske DJ, producer og elektroniske musiker Matthew Dear med en overvældende sammenblanding af energiske beats, atmosfæriske synths og forvrængede vokal-samples, sin dulmende vokal en stærk og febrilsk indledning på en plade, hvor en del af pladens senere numre desværre ikke helt formår at følge i førstenummerets veloplagte fodspor.

I sammenligning hertil fremstår de efterfølgende numre, blandt andre ”Calling”, ”Can You Rush Them”, ”Moving Man” og ”Kiss Me Forever” blot som en række stemningsskabende klubnumre, der dog alle bærer præg af den enstonige – og i disse tilfælde næsten uinteressante – indie-dance, der ikke formår af indfange lytteren i det elektronisk-eksperimentelle lydunivers, som åbningsnummeret ellers havde lagt op til. Til gengæld formår disse numre at skabe en repetitiv klub-atmosfære, der danner rammen om det mere generelle lydbillede på Bunny. Her er det især den house-klingende ”Echo”, der står stærkt med Dears monotone vokal, som gentageligt udbryder: »You’re not a boy after this« og »Nitrous was a drug of choice« og »Kids grow up too fast«, hvilket klart tydeliggør den tematik, Dear udfolder på Bunny. Tematikken omhandler den naturlige og universelle proces, hvori individer modnes og den nostalgi denne proces medfører. Den viser sig særligt gennem det nostalgiske syn på nattelivet og den dertilhørende ungdomsnaivitet, der bl.a. skildres på pladens mest rendyrkede pop-øjeblikke, ”Horses” og særligt ”Bad Ones”, hvor Dear får selskab af tvillingerne Tegan og Sara Quin, der ellers figurerer i deres egen selvbetitlede indiepop-gruppe, og hvis vokaler agerer som friskt modspil til Dears ofte mørke og mystificerede udtryk.

Matthew Dear formår også ved andre glimrende tilfælde at bryde med den konforme monotoni, der i høj grad hersker på Bunnys mindre bemærkelsesværdige numre. Det sker eksempelvis på de numre, der især formår at give pladens lyd et billedligt udtryk. Dette gør sig gældende på blandt andre den fremragende ”Modafinil Blues”, hvor klubscenes forhold til stoffer, her den fokusøgende modafinil-pille, skildres gennem enestående og melankolsk electro-pop. Man fornemmer nærmest hvordan sangen kan tage form som en klub-scene badet i neon-pink lys, på en nat, der er gennemsyret af en paranoid og nærmest trippet stemning – set fra et nostalgisk og næsten melankolsk perspektiv, der vidner om denne tids bortgåen. Til denne liste af excentriske pop-øjeblikke på Bunny, kan nummeret ”Electricity” tilføjes, hvor Dears konstant skiftende vokal fremstår som en imitation af poppede Bowie-hooks. Disse agerer alle som bidrag til at give pladen et samlet udtryk som hypnotiserende, angstprovokerende og særligt dansabel indie-electronica. Dog med enkelte undtagelser som f.eks. pladens afslutningsnummer, ”Before I Go”, som forsøger at vende tilbage til åbningsnummerets eksperimentelle genialitet, uden succes, og hermed blot fremstår som et mashup af forskellige forvrængede vokal-samples og monotone beats, for så at slutte af med en optagelse af Matthew Dears søn, der synger, hvori tematikken klart forsøges intensiveret gennem et sidste skud patos, men ender desværre med at afslutte pladen uden den store intense electro-pop finale, som Bunny havde fortjent.

Bunny af Matthew Dear er et glimrende eksempel på hvordan monoton repetition er en tydelig bestanddel af klubvenlig og dansabel electro-pop, både på godt og ondt. På pladens mindre iørefaldende øjeblikke stiller denne repetition sig som ensformig og næsten karakterløs, idet den ikke formår at bidrage betydeligt til pladens samlede lydbillede. Men gennem adskilligt flere gennemlytninger, så vises den monotone drivkraft sig i høj grad relevant og fyldestgørende. Samt vidner Bunnys højdepunkter om Dears evne til skabe indie-electronica-øjeblikke med et særdeles højt topniveau. Dette er især synligt på de Bunny-numre, der bærer præg af visionær electro-pop, hvilket formår at tilføre Dears elektroniske lydunivers en mere intensiv pop-energi.

http://www.undertoner.dk/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/images/star.pnghttp://www.undertoner.dk/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/images/star.pnghttp://www.undertoner.dk/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/images/star.pnghttp://www.undertoner.dk/wp-content/plugins/star-rating-for-reviews/images/star.png☆☆

Om skribenten

Kristian Jensby

Skriv et svar

boeger