Plader

Mythic Sunship: Another Shape of Psychedelic Music

Bandnavnet Mythic Sunship er på mange måder utroligt passende. Den musik, bandet spiller, er en kosmisk eksprestur til solens brændende hjerte. Det er en rejse uden returbillet, en rejse, der kræver psykisk og nærmest fysisk energi. Til gengæld kan du rejse til kosmos helt uden at fjerne dig fra sofaen.

Udgivelse nummer 36 på det danske pladeselskab El Paraiso er med bandet Mythic Sunship. Det konsistente og kvalitetsbevidste selskab har udgivelser med danske darlings inden for space, stoner, psych og krautrock på samvittigheden. Her tænker jeg særligt på den krautede gruppe Papir, og på det ufatteligt udknaldede space og stoner ensemble, Causa Sui. El Paraiso er i høj grad et unikt dansk label, da de musikalsk sværger til mere eksperimenterende sider af rockens univers, og samtidig præsenterer udgivelser, der er relativt nemme at genkende på deres særlige grafiske udtryk. Derudover er kvaliteten af deres vinyludgivelser ret høj, både hvad angår selve vinylpresningen, men også covernes kvalitet.

Nok om det fysiske udtryk, for jeg har booket en plads i rumskibet med Mythic Sunship på deres fjerde ordinære udgivelse, Another Shape of Psychedelic Music. Titlen er velsagtens endnu mere rammende for musikken, end så mange andre ord. For der er virkelig tryk på det psykedeliske, navnlig i den energiske og febrilske udgave – det er i hvert fald den side af den psykedeliske musik, der udforskes. Ifølge beskrivelsen på El Paraisos hjemmeside, er bandnavnet Mythic Sunship sammensat af albumtitler fra henholdsvis John Coltrane og Sun Ra. De lægger dog vægt på, at man ikke skal tro, at der er tale om jazz, hvilket jeg på sin vis allerede har afsløret, at de har ret i.

Og dog er det ikke uden paralleller til den del af jazzen, som netop John Coltrane, i særdeleshed i hans sene karriere, og Sun Ra udforskede. Her må man sige, at det centrale var sammensmeltningen af instrumenterne, som skulle skabe den ultimative åndelige og bevidsthedsudvidende rejse. Selvom der var en del stoffer indblandet, så var det musikken, der i sidste ende skulle udvide skellene mellem bevidstheden og kosmos.

Saxofonen og guitaren er instrumenterne til at fuldende trippet med Mythic Sunship, og gennem seks numre, der samlet har en spilletid på 74 minutter og 41 sekunder, kommer man virkelig på et trip. Det giver derfor ikke den store mening at opdele numrene enkeltvis og gennemgå dem slavisk, da det er en sammenhængende rejse. Aggressiv spacerock, der syrer ud, vildt og hårdtslående, og man foranlediges til at tro, at de fem musikerne har kondition som elitesportsudøvere, for de spiller alle  røven ud af bukserne på hver deres instrument.

Astral guitar med masser af ekko og wah wah effekter flyder sammen med den kraftfulde saxofons hylende toner. I lange passager er der nærmest tale om en stor omgang guitaronani, da guitarsoloerne afløser hinanden på stribe. Havde de stået alene ville jeg sige, at det var for meget, men når den klangfulde og til tider hæse saxofon følger det høje tempo, ja så brydes de lyse toner med de mørke. Endvidere kommer de mere regulere riffbaserede passager på pladen til at gøre stemningen tungere, så man ikke letter alt for meget ud i atmosfæren.

Stilen er gedigen i forhold til konventionerne. Alle numre, pånær ”Last Exit”, starter stille ud og føres an af enten guitaren eller saxofonen. Derefter opbygges tempoet, indtil det bliver hæsblæsende. ”Resolution” bringer lytteren en lille saxofonintro af den rigtig luftige slags, hvor man fornemmer, at det her kan blive til både jazz og rock. Det bliver dog hurtigt klart, at der stræbes efter rock.

På numrene ”Backyard Ritual” og ”Out There” bliver herligheden krydret med en ekstra guitarist, nemlig Jonas Munk fra førnævnte Causa Sui. Det giver numrene ekstra fylde og udskejelser, hvilket får det til at lugte kærkomment af de tyske konger af krautrock, Amon Düül II.

Alt i alt er der tale om en bestemt type plade til en bestemt type mennesker. Du skal være ynder af det meget syrede og hårdtslående. Det er musik der kræver noget — at man ikke nemt taber pusten, og at man gider orientere sig i et komplekst lydbillede. Jeg vil sige, at det holder det meste af vejen, men enkelte gange bliver det trukket en anelse langt. Dog kun en anelse. Ud af de utallige bands der dyrker denne vilde form for spacerock, så er Mythic Sunship, med Another Shape of Psychedelic Music, klart et af de ypperligste indenfor genren.

★★★★★½

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Skriv et svar

boeger