Koncerter

Nothing, 10.11.18, Sorte Firkant Musikfestival, København

PR-foto.
Skrevet af Redaktionen

Nørrebro-festivalen rundede lørdag nat af med shoegazerock fra Philadelphia-bandet Nothing. De lukkede ballet på stenbroen med nærvær og velplacerede støjpassager.

Af Louise Dülch

Amerikanske Nothing var det sidste band på lørdagens program på Stengade. Publikum stod allerede klar under lydprøven kort efter midnat, og stemningen var spændt. Der var ganske lidt lys på scenen, hvilket skabte en intim ramme, hvor vi blev inviteret ind i Nothings rum af melankoli og apati.

Til at begynde med var der problemer med lyden, og forsanger Domenic Palermo stoppede midt i det hele, fordi lyden ikke var god nok. Hans udtryk er jovialt og kan på mange måder minde om det slagger-udtryk, man ser hos J. Mascis. Det er tydeligt at høre bandets musikalske referencer, og der er elementer af Dinosaur Jr., My Bloody Valentine, Slowdive og Sonic Youth. Under koncertens forløb kan man desuden godt fornemme både punkelementer og Nothings hardcore-fortid. Det relativt ukendte Philadelphia-shoegazeband blev dannet i 2011 af Domenic Palermo, som tidligere har været drivkraften bag hardcore-bandet Horror Show.

Denne nat på Sorte Firkant Musikfestival lagde Nothing ud med at spille numre fra deres tredje og nyeste udgivelse, Dance on the Blacktop. Forsangeren proklamerede, at »beklager, hvis vi fucker det op, vi er på tour og drikker os som regel i koma, alt er kaos«. Numret “Zero Day” rummmede masser af støjguitarer og er et af de smukkeste shoegazenumre, jeg længe har hørt.

Publikum klappede ivrigt, før numrene var færdige. Efter en lang støjpassage, kom der et spontant råb med et »wow« fra en mand, der stod med tårer i øjnene af begejstring. Wow blev den gennemgående udmelding, når bandet imponerede med deres dybe, melankolske udtryk og lange, atmosfæriske guitarpassager. Medlemmerne stod hver for sig med det klassiske introverte shoegazer-udtryk under det meste af koncerten.

Sidste nummer var “(Hope) Is Just Another Word With a Hole in It”, hvor fræsende guitarer bar vendt mod forstærkerne, og det endte med lange støjpassager med massive mængder af effekt, mens vokalen drømmende lagde sig oven på solide, energiske trommer og en pumpende bas.

Nothing var nærværende over for publikum og udfordrede os med nyt materiale, som de ikke selv havde spillet live før. Det er et sats, men det virkede og gjorde koncerten mere intim. Man må dog også sige, at koncerten blev en tand for repetitiv, da mange af numrene er bygget ens op med samme virkemidler, og man kan få det indtryk, at sangene er ens. At Nothing formåede at holde på publikum til kl 02 om natten efter en lang festivaldag var til gengæld en præstation i sig selv og vidner om gruppens live-appel.

★★★★☆☆

Om skribenten

Redaktionen

Placeholder for alle indlæg fra den samlede Undertoner-redaktion.

Er registreret på WordPress.com som undertonerredaktionen.

Skriv et svar

boeger