Plader

Pardans: Spit and Image

Created with GIMP
Skrevet af Jens Trapp

Ud af Mayhem-tågerne dukker Pardans op og smider en molotovcocktail på familien Danmarks spisebord.

For en måneds tid siden sendte Pardans deres andet album på gaden, med den ret geniale titel Spit and Image. Genial, for det første, på grund af selve betydningen af den bibelske vending: Spit and Image. Det at være nogens sande billede, som en datter kan være a spit and image af sin mor, selvom vendingen i dag primært lyder a spitting image. Spit and image er dog den korrekte og oprindelige vending, om dengang Gud angiveligt skabte Adam, og er da også langt mere cool som albumtitel.

Musikken på albummet er jo på sæt og vis a spit and image af musik, som den kunne lyde tilbage i sen-70’ernes og 80’ernes no-wave og punkrock, hvor Pardans henter deres inspiration. Ret beset giver det så også en meget kærkommen lejlighed til at genopfriske netop dén scene f.eks. på albummet N.Y. No Wave med fantastiske numre af blandt andre Teenage Jesus and the Jerks, Lydia Lunch og James White and the Blacks. For det andet er titlen genial, fordi selve ordet spit har så mange konnotationer i den mere punkede forhistorie. Hvem får ikke, udover de allerede nævnte bands, flashbacks til The Damned, Dead Boys, Anti-Nowhere League, Bauhaus eller The Birthday Party, som Pardans selv tidligere har fremhævet som forbilleder sammen med The Pop Group, når først musikken knitrer så frydefuldt farligt og nådesløst. Oveni punkrocken lægger Pardans så det her jazzede twist, der er så fedt og med fine tråde tilbage til Captain Beefheart eller The Lounge Lizzards, og ender op med jazz-punk.

Pardans tager på sin vis deres musik til grænsen af det mulige og giver den så lige et nøk oveni. Når det lykkes, er det fanme godt! Ingen tvivl om det. Alene åbningsnummeret ”Burning House Bedding”, der starter med et brag og linjerne: »Hypocrite lovers, my kindred spirits/ For love we yearned, with love we’re afflicted/ Hypocrite attendants, my fellow traitors/ Why do you scowl at me, you tokens of failure«, er alle pengene værd. Et sted undervejs skifter stil og stemning, så sidste vers lyder som en helt anden sang. Næste skæring, den virkelig frenetiske ”Corner Bar”, formodentlig om Istedgademiljøet omkring den legendariske Corner Bar på hjørnet af Gasværksvej, lige dér i skellet mellem det autentiske og det hippe Istedgademiljø. Baren hedder nu Thai Corner, og sangen er en opremsning af de ting, Gustav Berntsen ser i det øjeblik, det tager at bevæge sig forbi baren. Bræk på muren, voldelige kys, ludere, en mand i stilletter og en grædende heltinde der bliver ført væk af ligesindede.

I det hele taget er teksterne værd at bide mærke i, med deres næsten dystopiske dekadence og vilde ordbilleder. I tredje skæring, titelsangen ”Spit and Image”, blander Berntsen bibelske reference med et opbud af barokke hændelser og svært dekadente lyriske vendinger som: »This world in decay I’d set it ablaze« og »Flesh of my flesh/ Bone of my bone/ What tragedy it is/ That I let filth replace you alone«. Mollie er der aldrig og dét selvom sangens hovedperson er villig til at kaste sig på sine knæ: »Crying marry me! For god sake marry me Mollie!« Sangen slutter med et effektivt call-and-responseog til allersidst konklusionen: »I am the living spit and image of my deeds«. Sådan!

På de næste tre numre sættes tempoet væsentligt ned. Først singleudspillet ”(Hookers with) Hidden Dephts” der næsten besværgende bedyrer at der er skjulte dybder i galskaben. På ”Over the Moon and Beyond” sluttes sangen af med strofen: »Give me an orchestra, adorn my song«, hvorefter nummeret slutter med næsten et minuts fin vals. Et lækkert brud på konceptet. Det er både flot og blæret. ”Over the moon and beyond” bliver fulgt op af ”Love Run Loose”, der er storslået smuk i sin næsten nøgne pragt, hvor saxofon, arpeggio-guitar, bratsch og vokal, en meget diskret rytmegruppe og brummende herrekor skaber en skøn noir-stemning under sangen. Rytmegruppen tager til gengæld revanche i næste nummer ”Let It Be Today”, der er en tour de force i skæve abrupte musikalske forløb. Også ”Ralles Theme” skal nævnes i sin næsten rent klassiske komposition på guitar. Om det er det faste medlem bratschist, pianist og guitarist Patrick Rathbun der er Ralle, eller om det guitaristen Rasmus Skovmose ved jeg ikke. Smukt er det. Og alle mand står da også oplistet som komponister, mens Gustav Berntsen står for lyrikken.

Med en samlet spilletid for de i alt 13 numre på bare 39 minutter, fra det godt ét minut lange ”Corner Bar” til den over seks minutter lange ”Love Run Loose”, er der også her et vidnesbyrd om den punkede energi, det hele leveres med. Pladen rummer en vild og live-præget energi, og spille- og musikglæden oser op af rillerne og brøler: Mere! Med sin kredsen om »frustrationerne og glæderne ved relationer og den moderne livsstil«, som det hedder i pressematerialet, rammer pladen velkomment ned i det danske lydbillede med fornyelse, galskab og nødvendighed. Det er muligt at man lige skal æde Berntsens postpunkede vokal og de til tider voldsomme og larmende musikalske intermezzoer, men det er godt givet ud. Der er super fed energi og masser af afveksling hen ad vejen. Und dig selv 40 minutter i selskab med disse enfants terrible og få rusket op i dit indre.

★★★★☆☆

Om skribenten

Jens Trapp

Biografi:
Picture'n'musicf-f-freak-arw-le freak, ce chic, musiker, billedkunstner...

Der er så sindsygt meget musik derude, der skal høres

Her er fem (seks) albums der i hvert fald har betydet noget, på et eller andet plan:

David Bowie: Honky Dory og Ziggy Stardust plus alt det andet frem til Let's Dance
The Clash: London Calling
Elvis Costello: This Year's Model
Genesis: The Lamb Lies Down on Broadway
Pink Floyd: Wish You Were Here plus det meste af det andet de har indspillet

Op igennem tiden har jeg skamlyttet til flere albums:

Led Zeppelin: lll og Physical Graffiti
Supertramp: Crime of the Century og Even in the Quietest Moment
Talking Heads: Remain in Light
Nina Hagen Band: Nina Hagen Band
PJ Harvey: Let England Shake
Thomas Dybdahl: October trilogy
Arctic Monkeys: Whatever People Say I Am, That's What I'm Not
The Strokes: Is This It
Jeff Buckley: Sketches for My Sweetheart The Drunk
Frank Zappa: Sheik Yerbouti, Zoot Allures og Joe's Garage
Tom Waits: Swordfishtrombones og Rain Dogs
Bill Callahan: Apocalypse
Nikolaj Nørlund: Tændstik
Nick Cave & the Bad Seeds: The Boatman's call og Henry's Dream
CV Jørgensen: Solgt til Stanglakrids, I det Muntre Hjørne og Sjælland
The Great Rock'n'Roll Swindle
U2: October
Queen: Jazz
Police: Regatta de Blanc
(Slade: Nobody's Fools Måske mere en sen barndoms- eller ungdoms faible 😉 Der spillede Not Fragile med Bachman-Turner Overdrive også en rolle. Det første rockalbum jeg hørte. Det var en gave fra en ældre pige i gaden, på kassettebånd og med Sebastian på den anden side. Sandsynligvis Blød Lykke fra samme år som Not Fragile. Jojo)

Skriv et svar

boeger