Amerikanske Randall Dunn står som producer bag en del albums efterhånden. Det er primært i den mere hårdtslående ende, med navne som Sunn 0))), Earth og Anna von Hausswolf samt både Sort Sols og Iceages seneste albums. Der er dog også mere folkede og alt-country produktioner imellem med blandt andet Marissa Nadler samt en af denne anmeldelsers personlige overraskelser tilbage fra 2007, som jeg først nu erfarer er co-produceret af Dunn, nemlig albummet Like, Love, Lust & The Open Halls Of The Soul med amerikanske Jesse Sykes & The Sweet Hereafter.
Randall Dunn har nu i al stilhed udgivet et album i eget navn med sig selv som den udøvende kunstner. Eller… stilhed og stilhed. Godt nok er de syv numre på albummet Beloved fyldt med sfæriske brus og lydflader fra alskens isenkram af både digital og analog art, foruden Dunns særkende; det menneskelige element inde midt i det hele, men der er knald på sine steder. Tag bare de to åbningsnumre med deres næsten smertefulde og skræmmende lyd. Noget af et vovestykke at lægge ud med det helt tunge skyts og på den måde med det samme få skilt fårene fra bukkene. Og lur mig om han ikke også nær havde fået mig stødt fra sig i dén ombæring. Utåleligt klamphug, tænkte jeg, men det skulle da være en skidt anmelder, der ikke giver værket en fair chance. Og da åbner det sig altså ganske langsomt op i al sin vælde.
Dunns ærinde er at lave prosa med sin musik, eller som han udtrykker det i pressematerialet: »a Gerhard Richter painting with sound«. Som bekendt er Richter især kendt for sine sært udtværede og diffuse portrætter og selvportrætter. Dunns musik har dette udtværede og diffuse over sig. Det bevæger sig langmodigt og sine steder repetitivt; andre steder komplekst og i forandring med mange lag af lyd frembragt på gamle analoge og digitale synthesizere. Dunn er inspireret af det japanske begreb wabi-sabi, som har at gøre med noget ufuldkomment som et mål i sig selv. Han efterstræber ikke det glossy og perfekte, tværtimod. Om pladen siger han selv: »It was an echo of what I was feeling for a few years in life… like stasis, like something needed to give. That feeling you get when you’re going through something and you feel more like you’re watching it rather than living it«.
Udover Dunns arsenal af gamle synthesizere som E-mu Emulator, Juno 60, OB8 med meget mere, er der også klarinet og basklarinet, cello, bratsch og andet træværk på pladen. Det medvirker til et organisk lydbillede og en dybde, der er svær at beskrive med ord. Den skal simpelthen mærkes! Helst ved gentagne lyt, hvor den får lov til at trænge ind under huden og emulgere. På de to numre “Something About That Night” og “A True Home” medvirker henholdsvis Franklin James Fisher fra den eksperimenterende soulgruppe Algiers og Zola Jesus, der synger et gammelt zenbudhistisk dødsdigt fra det 16. århundrede; fint i tråd med Dunns wabi-sabi filosofi.
Alt i alt syv skæringer fordelt over 38 minutter, der bevæger sig fra det kuldslåede til det nådesløse, fra paranoia og angst over det dybe kærlighedsfyldte og rummende, til dødeligheden i slutningen. Det er sgu ret storslået.
[…] Randall Dunn – A True Home (feat. Zola Jesus) (figureight Records) I’ve known Randall for such a long time now and long admired the music he turns his hands to. Randall is deeply invested in some incredible records as a producer, musician and engineer. The debut solo record Beloved surpassed my high expectations, and this beautiful album closer seemed like a fitting end to this playlist also. If you can, do check out the incredible accompanying video (short film) for the song, directed by Mu Tunc. Further Reading: The Reykjavik Grapevine | Sacred Script | Bear Tree Records | Undertoner […]