Koncerter

Snail Mail, 09.11.18, Sorte Firkant Musikfestival, København

Efter midnat gik den hypede amerikanske indierockkomet Snail Mail på scenen på Stengade. Men gruppen med den 19-årige frontmand Lindsey Jordan var desværre trætte og leverede en halvsløj koncert.

Som det sidste band på Sorte Firkant Musikfestivals fredagsprogram, entrerede amerikanske Snail Mail scenen til en halvsløj koncert, der aldrig rigtig blev til den forløsende oplevelse af en indierockkomet, som man havde håbet.

Til trods for at Sorte Firkant kunne melde fredagsudsolgt til årets festival, var det alligevel kun et halvfyldt Stengade, der mødte Lindsey Jordan og band. Hovednavnet Snail Mail var fløjet direkte fra festival i Island til København som del af deres måneder lange europaturné. Efter at have udgivet EP’en Habit tilbage i 2016, sneglede det sig ikke frem (pun intended) for den kun 19-årige amerikaner, og med fuldlængdeudgivelsen Lush fra i år, blev Jordan cementeret som en fremragende sangskriver og guitarist. Det undrede derfor en smule, at flere ikke havde trodset novemberdisen for en aften i selskab med indierockkometen.

Det viste sig dog også at være lidt så som så med, hvad man som potentiel publikummer gik glip af. Åbningsnummeret “Heat Wave” flød ud af højtalerne, tilsat en ekstra lang, langsom intro, og et sus gik igennem publikum. Andensinglen fra Lush, det slæbende sensommernummer, er et af de bedste numre fra Jordan, men et eller andet var off.

Hendes ekspressive vokal, som på pladen rummer en enorm indføling, blev helt overgearet live. Ordenes vokaler blev trukket til ukendelighed, og lagde en dæmper på selv de numre, som “Thinning” og “Pristine”, der normalt er mere oppe i tempo. Det kan lyde som en lille ting, men det blev et decideret frustrationsmoment, da hendes vrælende facon viste sig at være helt konsekvent koncerten igennem. Det var ellers fedt at høre en vokal trukket så langt frem i en liveoptræden. På Snail Mails debut-EP var vokalen knap så tydelig. På albummet Lush kom den – ligesom denne aften – til gengæld langt frem i mixet, og så kan man virkelig høre, hvad Jordan har på hjerte med sin lyrik, som er moden i forhold til hendes unge alder.

Selve musikken var aftenens kæmpe plus. De tre bandmedlemmer, der flankerede Jordan, så ud til at være omtrent så unge som hendes selv, og alle spillede de helt fænomenalt. Særligt de to guitarister (Jordan på lead) indgik i en større symbiose – og så var der bare god lyd på Stengade.

Alt i alt virkede Snail Mail dog trætte. Bandet stod sådan lidt livløst på hver side af Jordan, og bassisten havde vidst glemt at smide parkaen fra islandsturen. Der blev da også gjort opmærksom på, at de havde været på farten siden kl. 03 om morgenen – og de gik først på scenen kl. 00.30. Det kan jo lægge en dæmper på selv den bedste, og måske var det også den træthed, der satte sig på Jordans vokal. Det ændrer bare ikke på, at koncerten blev en halvsløj oplevelse med flere tuning-sessions, enerverende vokalpræstation og ikke forfærdeligt meget karisma.

★★★½☆☆
U
Fotos: Mathias Kristensen

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Skriv et svar