Plader

Speaker Bite Me: Future Plans

Med grimme og insisterende penselstrøg maler Speaker Bite Me på albummet Future Plans et smukt lydbillede fuld af nærvær. Det er vredt, det er vigtigt, og det er ikke for sjov.

Danmarks måske mest ikoniske støjrockband er tilbage. Der er gået 11 år, siden Speaker Bite Me udgav deres seneste plade, Action Painting, som af Undertoners anmelder tilbage i 2007 blev fremhævet som »sit helt eget mesterstykke«. Men selvom støjrockkvartetten har gået stille med dørene ud til offentligheden, har øvelokalet ikke ligget øde hen. Bandet har i løbet af det sidste tiår mødtes jævnligt for at spille og skabe, og det har altså resulteret i et utroligt velorkestreret nyt udspil. Denne gang godt nok på noget mindre dansabel vis, end på mesterstykket fra 2007 — der er faldet en større alvor over hele sceneriet. En slags alderens og erfaringens alvor, kunne man kalde det.

Åbningsnummeret, ”Act”, indledes af lunefuld guitarklimpren, en støt pumpende stortromme og et dystert ah-kor. Der kan ikke sås tvivl: det her er ikke for sjov. Og det falder mig med det samme ind, hvor gennemarbejdet et udtryk, lydbilledet har. Der ligger simpelthen et solidt fundament af eftertænksomhed i det her — men det bør man måske også forvente af et band, der hellere vil vente over 10 år, end at udgive noget, de ikke har hjertet med i. Omtanken kan i hvert fald høres. Blandt andet i stemmen på bandets kvindelige sanger og guitarist, Signe Høirup Wille-Jørgensen, når hun bønfaldende synger »I need you to breathe« — ikke som en opsang, men nærmere et opråb. Et fortvivlelsens skrig.

Fortvivlelsen gror og tager form af vrede og frustration i løbet af de næste sange. ”Sweet Expectations” udgør med sine 11 minutter albummets længste nummer: det drives frem af en tilsyneladende ustoppelig mur af distortion og tunge rockriffs, der undervejs blødes op og flyder ud i impressionistiske lydeksperimenter med rungende kølleslag og vuggevise-sang. Det er et uventet men stilfuldt twist, der drager og fastholder lytterens fulde opmærksomhed. Godt nok kan man påstå, at det bliver en smule for meget af det gode, når ord som society og community hviskes med drømmende stemmeføring oveni det hele, men nuvel. I sin helhed er nummeret nærværende og vedholdende.

Det virker som om singlen ”Ruin”, er tiltænkt pladens klimaks. Bas og stortromme kværner derudaf, mens Martin Ilja Ryum, bandets anden sanger, forkynder pladens måske vigtigste postulat: at vi er midt i en krigstid — »these are times of war«. Og ligesom på den insisterende forgænger, ”This Song Is Going to Kill You”, får den kompromisløse vrede også her en afgørende tematisk rolle i både tekst og lyd. Alt dét til trods, bliver dette tænkte klimaks ligesom ikke rigtig virkeliggjort, og det nærvær, der ellers er blevet kælet så meget for, ender med at træde lidt for langt i baggrunden.

Som man nok kan fornemme, er det ikke noget romantisk verdensbillede, Speaker Bite Me får malet frem. Overhovedet ikke. Det er dog ikke ensbetydende med, at det ikke er et smukt værk, de skaber. For i alt hvad den indebærer af kaos og modløshed, er pladen i ligeså høj grad et portræt af noget ærligt og meningsfuldt; et ønske om noget bedre. Og det understreges netop af titelnummeret, der står som et afgørende udråbstegn i slutningen af pladen, med budskabet »everything can change«.

★★★★★☆

Om skribenten

Marie Vedding Poulsen

Fem favoritalbums:
Tom Waits: Rain Dogs
Neutral Milk Hotel: In the Aeroplane Over the Sea
Melanie de Biasio: Lilies
Balstyrko: Jagten Paa Noget
Courtney Barnett: Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I just sit

Skriv et svar

boeger