Plader

The Mon: Doppelleben

I den endeløse række af stoner og doom bands, der dyrker den tunge og distortede lyd, som bastungt rammer lytteren i mellemgulvet, finder du bandet Ufomammut, som retfærdigt har hævet sig over mange af de andre bands i det univers. Urlo, ja det hedder forsangeren i bandet, har udgivet en plade med sit eget projekt, der byder på mere end bare tunge riffs.

Noget som den mainstream popverden har fået hug for gennem tiden, er den evige iscenesættelse af de kunstnere, der skal bæres frem. Store pengesummer skal booste det næste mulige massehit. Dertil skal der musikvideoproduktioner, sceneudstyr til turné, koreografi, stylist, dressør, sminkør, manager, og så videre og så videre. Ja, der er somme tider meget, der skal sidde lige i skabet for at få det til at fungere blandt masserne. Men noget morsomt er, at der er mange undergrundsscener, der dyrker den samme iscenesættelse. Der er bare færre penge involveret. Stoner- og doom metalscenen forekommer fuldstændigt febrilsk anlagt, når det kommer til at videredyrke heltene fra Black Sabbath anno 1971, det år hvor Master of Reality udkom. Bare ofte mere, ja undskyld mig, kikset. Mærkelig coverart med rygeredskaber, cannabisblade, kranier og alt der bare lugter lidt af tjald. Musikalsk kan der oftere være langt mellem kvalitetssnapsene.

Med den lidt generaliserende svada ude af vejen skal der selvfølgelig lyde en klar hyldest til de bands, for hvem musikken er det vigtigste, og det ene behøver heldigvis ikke at udelukke det andet. Nogle gange er det bare sjovt at lege djævelens advokat. Nok om det! The Mon er Urlo fra det italienske kultband Ufomammut nye soloprojekt. Og det viser, at man ikke altid skal dømme en plade på dens omslag.

Doppelleben, som pladen hedder, starter ud med nummeret ”Hedy Lamarr”. Uhyggelig, kælderkold dungeon synth lyder ud af højtalerne. Pulserende og knitrende som en kæmpe insektsværm. Under, imellem og over flyder der forvrænget guitarflader, som afslører Urlos meritter i Ufomammut, men det lugter også lidt hen af tidlig Earth og Sunn O))).

”Salvator Mundi” byder på fyldig stonerbas , som kun den genre kan levere. Men interessant brydes den sovsede og tunge overflade med kolde klavertoner og hviskende vokal. Det lyder meget i retning af bandet OM med Al Cisnero, bassisten fra stonerlegenderne Sleep. Denne sammenligning er ment som den største ros. OM’s leg med det stille, atmosfæriske og sågar psykedeliske klæder en ellers meget enslydende genre.

Sammensuriet af synth og stoner bliver virkelig foldet ud på nummeret med den aggressive titel ”Hate One I Hate”. Her kommer den tidlige blackmetals noget udviskede brug af synth i behagelig erindring. Vi snakker tidlig Burzum og Mortiis, bare milevidt mere velproduceret og poleret. Modsat fortidens legender, bevæger nummeret sig dog over i lidt mere klassisk drone. Det er udmærket, men det lyder bare alt for enslydende som alt andet inden for genren.

Bedst som den skiftende formel mellem synth og drone syntes fastlagt, så kommer der lidt andre boller på suppen med nummeret ”Blut”. Her leveres en nærmest dubsteppet og mekanisk electronica. Lyden slår mig dog som at være en anelse tynd, hvilket desværre skæmmer helheden. Allerede på næste nummer stiger kvaliteten, dog uden at imponere fuldstændigt. ”Relics” leverer et loop af knirkende synth, der stiger og falder i intensitet. Nummeret får en mere fast struktur, så snart de meget hjemmekrøllede og slacky blackmetalinspirerede trommer sparker ind.

Synthloops høres der mere af på den passende titel ”Soulloop”. Hvis ens sjæl er en hakkende maskine tilført atmosfærisk synth, ja, så er det din sjæls loop. Det skaber vanedannende drone, uden dog at blive helt afhængighedsskabende. Hvis nummerets slutning skal symbolisere ens soulloop, så rinder klaveret livet koldt ud.

Pladens lille overraskelse er næstsidste nummer, hvor lytteren bliver præsenteret for en akustisk guitar. Der skabes en rumklang, der får det til at lugte lidt af middelalderlut. Det er faktisk et kærkomment brud med pladens struktur. Selvfølgelig er det hele sovset ind i Urlos legesyge med sine synthesizere, men bare det, at han prøver lidt af virker godt for konsistensen. Vokalen er afdæmpet og lugter lidt af den stil, man hører på Pink Floyds gamle nummer ”Set the Controls for the Heart of the Sun”. Herefter får titelnummeret lov at runde pladen af, så det syder og bobler mekanisk i højtalerne, hvilket er en glimrende afrunding på udgivelsen. Spinkel dronerock bistået af det kolde klaver skaber fine nuancer i lydbilledet, indtil det kun er de enkelte toner fra klaveret der står ensomt tilbage.

Doppelleben er et fint bevis på, at dem der siger, at stonerscenen ikke kan rumme formeksperimenter og musikalitet tager fejl. Med sin legesyge tilgang til synthesizers, samt en lille retro hyldest til en genre, der ligger og ulmer i undergrunden, nemlig dungeon synth, så er The Mon et fint eksempel på legesyg stonermusik. Det knitrende og knasende maskinelle lydbillede er klart det mest interessante ved pladens lyd, og det er fedt at få bekræftet, at det altså kan fungere sammen med den tunge distortede guitar. Min anke er dog, at det fylder for lidt. Formen på numrene er lidt for gængs bygget op, og derfor lidt for forudsigelig. Jeg vil gerne have det synthede lydflader bygget mere op og trukket lidt længere ud. Dertil er produktionen måske også lidt for pæn, men det er ikke min største anke. Alt i alt en udmærket plade, der dog mangler mere leg for at få mig helt op at ringe.

★★★½☆☆

Leave a Reply